Caldeirada – portugisisk fiskestuvning
Her i ferietiden har vi endelig mulighed for at have gæster, og her har jeg blandt andet serveret caldeirada, der er en portugisisk fiskestuvning. Den kan laves med forskellige typer fisk og skaldyr. Jeg valgte at lave den med havtaske, da jeg havde set flere opskrifter, hvor den indgik, men det er ikke en fisk, der er let at få fat på herhjemme, så du kan erstatte den med en anden fast hvid fisk.
Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra Feasting at Home, men justerede på nogle af målene og tilføjede et par ingredienser, jeg havde set i andre opskrifter.
Caldeirada
4 personer
700 g havtaske (eller anden fast hvid fisk), skåret i mundrette tern
150 g rejer (uden skal)
600 g kartofler, skrællede og skåret i mundrette tern
1 løg, hakket
3 fed hvidløg, finthakkede
olie til stegning
5 san marzanotomater (eller to mediumstore tomater)
lidt safran
½ tsk røget paprika
½ tsk stødte nelliker
2 laurbærblade
1 l fiske- eller hummerbouillon
2 spsk fiskesauce
1 dl hvidvin
2 tsk frisk timian
½ peberfrugt, skåret i små tern
salt og peber
Derudover:
friskhakket persille eller koriander
Hæld en god sjat olie i en gryde og svits løg og hvidløg ved mediumvarme i et minuts tid. Hak tomaterne og tilsæt dem. Lad dem simre, indtil de begynder at blive bløde. Knus safran mellem fingrene og drys det over. Tilsæt derefter bouillon, hvidvin, laurbærblade, paprika, nelliker, fiskesauce og kartofler. Lad det simre i et kvarters tid og tilsæt så fisk, skaldyr, peberfrugt og timian. Vend det forsigtigt og lad det så simre i fem minutter. Smag til med salt og peber.
Servér din caldeirada med friskhakket persille eller koriander.
Note: Caldeirada er en lækker fiskestuvning, som får en god og nuanceret smag fra de mange krydderier. Det er en god idé at bruge faste kartofler, så de ikke bliver for mosede under kogningen.