Urtepandekager med rodfrugtsfyld
Mæh! Jeg har en ret tætpakket kalender for tiden og er således lige hjemvendt. Om et øjeblik skal jeg i seng, så jeg er klar til en ti timers arbejdsdag i morgen. Boksning er desværre aflyst, så jeg vil forlænge træningen på fredag, men til gengæld kommer jeg lidt tidligere hjem i morgen – det er der nok et par sorte slyngler, der vil sætte pris på.
Jeg faldt ved et tilfælde over en spændende opskrift fra ‘Klimakogebogen’ den anden dag, og da jeg opdagede, at mange af ingredienserne netop var råvarer, som vi havde på lager og trængte til at få brugt, så tog jeg opskriften med i køkkenet tirsdag aften. Jeg ændrede dog på mel- og mælketyperne, ligesom jeg undlod at bruge creme fraiche. Mængden af henholdsvis krydderurter i dejen og grøntsager i fyldet justerede jeg også, så det passede bedre ind i de mængder, jeg havde til rådighed.
Urtepandekager med rodfrugtsfyld
2 til 4 personer
1 dl groft rugmel
1 dl durummel
2½ dl kærnemælk
1 æg
lidt vand
1 spsk persille
1 spsk salvie
1 spsk purløg
1 spsk dansk koldpresset rapsolie
salt
smør
Fyld:
2 gulerødder
1 lille rødbede
1 lille æble
1 håndfuld valnødder, hakkede
1 spsk. citronsaft
1 spsk. rapsolie
salt og peber
hytteost eller græsk yoghurt.
Pisk de to typer mel og kærnemælk sammen i en skål. Pisk ægget i og tilsæt vand, indtil du får en flydende men også lidt fast dej. Finthak krydderurterne og bland det i dejen sammen med olie og salt.
Smelt smørret på panden og steg pandekagerne – jeg fik fire i mellemstørrelse.
Riv gulerødder, rødbeder og æble groft og vend det i en skål sammen med valnødderne. Rør citronsaft, olie, salt og peber sammen og vend det i de revne grøntsager. Fyld pandekagerne med grøntsagsblandingen og hytteost/græsk yoghurt.
Note: Jeg brugte græsk yoghurt, men jeg tror, at hytteost vil smage endnu bedre i disse urtepandekager. Jeg havde regnet med at spise to pandekager til aftensmad, men de mætter ret godt, så jeg kunne kun spise én. En god og spændende måde at få brugt en masse sunde råvarer.
Jeg elsker vegetarisk aftensmad og de her pandekager lyder skønne..
Tror snart vi skal have noget ligende- det er hvertfald en oplagt mulighed for at få brugt alle de rester der altid hober sig op:)
MissMuffin – de er dejlig lette at lave og kan varieres i én uendelighed, så ja – en rigtig god måde at rydde op i resterne 🙂
Øj øj, den opskrift napper jeg lige – jeg synes, det ser brandgodt ud!
Tak for dejlig inspiration, Piskeris – igen :-))
Jeg bliver altid fristet af vegetariske retter. Jeg er til ALLE grøntsager, en skam jeg ikke kan sige det samme om ungerne.
Hvor ser det lækkert ud – selvom 21 dl kærnemælk måske liiiige er i overkanten 😉
Skøn måde at få en masse rodfrugter på. Jeg skal blive bedre til at lave kødfri dage og der vil disse jo passe perfekt ind….
Mange hilsner
Birthe
De ser da labre ud 🙂
kæft det ser godt ud
Lige mad for mig. De skal prøves af i den nærmeste fremtid.
Madame – det var altså også kræs – og gjorde sig fint dagen efter, hvor jeg lunede pandekagen og puttede fyld i bagefter – rigtig god frokost 🙂
Lene – hm… kan du ikke snige noget grøntsagslasagne i dem og langsomt arbejde ud fra det? Det plejer i hvert fald at være en af de lettere måder at lokke kødspisere med over på den grønne vogn (hehe).
NYBH – for filan! Hvem er det også, der har placeret 1 og ½ lige ved siden af hinanden på tastaturet? 😀
Jeps, jeg syntes også, det var en god og lidt anderledes måde at få spist en masse grove grøntsager – mmm!
Signe – tusind tak 🙂
Signe – hehe, mange tak 🙂
Anne – håber du vil nyde dem lige så meget, som jeg gjorde 🙂