Tomat-majstærte

Tomat-majstærte

Jeg bagte en tomat-majstærte den anden dag, så vi havde mad til et par dage. Jojo, bare fordi jeg godt kan lide at lave mad, så behøver jeg ikke at være i køkkenet hver aften 😉

Jeg havde udset mig en opskrift fra hjemmesiden I Am Baker. Jeg valgte dog at lave min egen tærtedej, og så justerede jeg lidt på fyldet, hvor jeg blandt andet tilsatte chili for at give lidt ekstra smag.

Tomat-majstærte

4 personer

Tærtedej:
2 dl hvedemel
1 dl majsmel (kan erstattes af hvedemel)
lidt salt
80 g koldt smør, skåret i tern
1 æg
ca. ½ dl vand

Fyld:
1 dl friskrevet hård ost – for eksempel Vesterhavsost
1 spsk hvedemel
ca. 400 tomater, så faste som muligt
3 dl frosne majskorn, optøede
1½ tsk chiliflager
3 dl fintreven cheddar
3 æg
1 dl mælk
1½ dl creme fraiche
salt og peber

Rør hvedemel, majsmel og salt sammen i en skål. Gnid de små stykker smør ud i melet, så det gryner. Rør æg og lidt vand i og saml dejen. Rul dejen ud på et meldrysset bord. Smør et ildfast tærtefad med smør og glat dejen ud i det. Sørg for, at dejen stikker lidt op/ud over kanten. Prik tærtebunden med en gaffel og stil fadet i køleskabet en times tid.

Tænd ovnen og stil den på 200 grader. Når den er parat, sætter du fadet med dejen ind. Lad den bage i ca. 15 minutter.

Skær imens tomaterne i tynde skiver og læg dem på et par stykker køkkenrulle. Drys lidt salt over og lad tomaterne trække i ti minutter, så saltet kan trække væde ud af dem. Dup tomatskiverne med et stykke køkkenrulle.

Tag tærtefadet ud. Rør den hårde ost og hvedemel sammen og drys det ud over bunden. Fordel halvdelen af tomatskiverne og halvdelen af majsene ud over. Drys med chiliflager. Fordel halvdelen af den revne cheddar over. Fordel dernæst resten af tomaterne og majsene ud over og drys resten af osten ud over det. Pisk æg, mælk og creme fraiche sammen med lidt peber og fordel det ud over grøntsagerne. Stil din tomat-majstærte i ovnen igen og giv det ca. 40 minutter. Tjek den undervejs – den er klar, når kanten er sprød, og overfladen er gylden.

Servér din tomat-majstærte lun og eventuelt sammen med en grøn salat.

Note: Saftig og velsmagende vegetartærte. Chilien gør, at der er en smule bid (uden at tærten er stærk), men er du til helt milde tærter, så undlader du selvfølgelig blot det.

Jeg er nu meget godt tilfreds med månedens mere majs-benspænd!




Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *