Tag: løg

Indisk kyllingestuvning

Indisk kyllingestuvning

Denne indiske kyllingestuvning er desværre en af de sidste retter, jeg har nået i forbindelse med mit indiske benspænd. Når jeg skriver desværre, så er det selvfølgelig fordi jeg elsker indisk mad og derfor virkelig har nydt sidste måneds benspænd. Men i starten af næste …

Palak paneer – indisk spinatret med friskost

Palak paneer – indisk spinatret med friskost

I weekenden forkælede jeg gemalen med to dejlige indiske retter, hvor palak paneer var den ene. Palak paneer er en vegetarret baseret på spinat, tomater, godt med krydderier samt en hjemmelavet friskost! Og kan jeg modstå retter med ost? Niks! Jeg skelede til en opskrift …

Reje-tacos med avokado

Reje-tacos med avokado

Disse reje-tacos serverede jeg samme aften som de vegetar-tacos, jeg bloggede om i går. Det er ret begrænset, hvad jeg har prøvet af mexicansk mad med skaldyr, men det kan man nu sagtens. Jeg havde egentlig planer om at bruge mellemstore rejer til disse reje-tacos, men så stødte jeg på nogle små rejer i fryseren, som trængte til at blive brugt (rejerne – ikke fryseren!), og så røg de i retten i stedet.

Jeg har brugt et mexicansk krydderi i denne ret – ezapote. Det smager lidt som en blanding af citron og dild og passer derfor godt til fisk og skaldyr. Jeg syntes dog ikke, det smagte så kraftigt, så kan du ikke skaffe det, kan det godt udelades. Sidst men ikke mindst er der tomatillo-sauce, der også er en mexicansk specialitet. Tomatillo er en form for tomater, og du kan derfor erstatte denne med en tomat-salsa.

Jeg brugte selvfølgelig hjemmelavede tacos til disse reje-tacos, og jeg kan kun anbefale at lave dem selv.

Reje-tacos med avokado

3-4 stk.

200 g rejer
Smør
1 fed hvidløg
2 tsk epazote (kan udelades)
Kornene fra ½ majskolbe

½-1 avokado i tern
Limesaft
Tomatillo-salsa (eller evt. en anden mild salsa)
Stærk chilisauce – gerne jalapenos

Smelt smør på en pande og svits hvidløget i et halvt minut ved mediumvarme. Tilsæt rejerne og lad dem stege et par minutter. Tilsæt dernæst majskornene og evt. epazote. Lad det simre videre i nogle minutter, indtil majskornene er møre.

Når du skal samle dine reje-tacos, lægger du dine tacos på et fad eller fordeler dem på tallerkner. Fordel rejefyldet på dine tacos – så fyldet ligger i en stribe på midten af hver taco – og top dem med lidt creme fraiche, tomatillo-sauce, chilisauce og limesaft. Spis dine reje-tacos med det samme.

Note: Dejlige saftige reje-tacos, hvor rejerne bliver suppleret af en god sødme fra majsene kombineret med den stærke chilisauce og de milde avokadotern. Lækker taco-variant!

Vegetar-tacos med svampe

Vegetar-tacos med svampe

Det kan godt være, at jeg har indisk benspænd i denne måned, men jeg får også lavet en del mexicansk mad. Hvorfor? Dels fordi jeg elsker mexicansk mad, og dels fordi august og september er den bedste tid – råvaremæssigt – at lave mexicansk mad. …

Butter chicken

Butter chicken

Jeg kan jo ikke have et indisk benspænd uden en af de store klassikere – butter chicken! Se, butter chicken er en fyldig sag, der kan tilberedes på mange måder. Jeg fandt en opskrift på butter chicken fra Spise med Price, men justerede dog på …

Aloo palak – kartofler med spinatcreme

Aloo palak – kartofler med spinatcreme

Aloo palak er en rigtig indisk sommerret – i hvert fald set med danske øjne, for der indgår frisk spinat og små faste kartofler, og det er jo råvarer, der hører sommeren til. Det er en vegetarret, som består af kogte kartofler vendt i en krydret spinatcreme. Du kan dog også servere den som tilbehør, men den fungerer fint som hovedret.

Jeg serverede aloo palak som hovedret samme dag, hvor vi spiste onion bhajis til forret. Portionen er derfor lidt mindre, end hvis vi kun havde spist aloo palak. Derfor – laver du aloo palak (og ikke andet) – vil jeg anbefale dig at bruge 600 g kartofler og 200 g spinat. Du kan evt. supplere med brød til retten – for eksempel naanbrød eller chapati.

Inspirationen til denne aloo palak fik jeg fra Veg Recipes from India. Jeg måtte udelade et par ingredienser, som jeg ikke ved, om man kan få her i Danmark, og så skruede jeg op for flere af krydderierne.

Aloo palak – kartofler med spinatcreme

2 personer (hvis man spiser forret inden)

150 g frisk spinat
400 g små faste nye kartofler
1 løg, hakket
2 fed hvidløg, hakkede
100 g tomater, hakkede
1½ tsk finthakket frisk ingefær
1 lille mediumstærk chili
1 laurbærblad
3 nelliker
1 tsk kanel
1 tsk gurkemeje
1 spsk hvedemel
2 spsk smør eller ghee
salt

Start med at skrubbe kartoflerne og kog dem derefter i letsaltet vand, indtil de er møre. Hæld vandet fra og lad dem hvile et minut eller to, inden du piller skrællen af dem. Dæk dem til og stil dem til side.

Hæld en liter vand i en stor gryde og varm det op, indtil det koger. Skyl imens spinatbladene. Når vandet koger, slukker du for komfuret og putter spinatbladene i det varme vand. Lad dem trække i 4-5 minutter, inden du hælder vandet frem og putter spinatbladene over i en skål med koldt vand. Lad dem stå i nogle minutter og hæld så vandet fra. Lad gerne et par spsk vand blive i skålen. Put den friske chili i spinaten og blend det derefter til en fin puré med en stavblender (eller i en blender).

Smelt smørret på en pande. Knus laurbærbladet i hånden og drys det på panden sammen med nelliker og kanel. Det kommer nok til at dufte af risengrød (på grund af kombinationen af smør og kanel), men det er jo ikke så ringe endda. Steg det ved mediumvarme, indtil krydderierne dufter, og tilsæt så løg. Steg videre, indtil løgene er møre. Tilsæt ingefær og hvidløg og steg det et minuts tid, inden du tilsætter tomaterne. Steg videre et par minutter, så tomaterne bliver bløde. Rør spinat og gurkemeje i og dernæst mel. Tilsæt vand og lad det simre i fem minutter. Hvis du synes, at spinatcremen bliver for tyktflydende, tilsætter du blot vand. Smag til med salt.

Vend kartoflerne med spinatcremen inden servering. Drys evt. lidt gurkemeje på som pynt og vupti – så er der aloo palak! Du kan servere retten sammen med chapati, eller du kan bruge den som tilbehør, men jeg synes egentlig, at den fungerer fint, som den er.

Note: Aloo palak er ikke blot en virkelig smuk ret – jeg er helt pjattet med den mørkegrønne farve – det er også en ret med mange smagsnuancer. Jeg var virkelig positivt overrasket over, hvor nuanceret og spændende smagen var, og sjovt nok havde jeg det også, da vi var færdige med at spise, og jeg stadig kunne smage retten. Normalt er der ét eller måske to krydderier, der dominerer eftersmagen, men her blev jeg ved med at finde flere krydderier i smagen. En fantastisk vegetarret.

Kantarel-risotto

Kantarel-risotto

Kantarellerne er i sæson i øjeblikket, så det udnyttede jeg til at lave en omgang kantarel-risotto sidste weekend. Det er en fyldig ret, som også kan ses som et tegn på, at der ikke er længe til efterår. Meeen inden da skal vi da lige …

Squashsuppe med kokos

Squashsuppe med kokos

Jeg er kommet til at købe et par virkelig store squash til den lokale torvedag, og de skal jo bruges, så jeg eksperimenterede med squashsuppe i sidste uge. Jeg havde samtidig en rest kokosmælk, der også røg i – har du ikke kokosmælk på lager, …

Indiske dorader

Indiske dorader

Jeg var ret begejstret for den indiske fiskeret, jeg lavede til gemalen og jeg, så da jeg dagen efter havde besøg af Bedstevennen, besluttede jeg mig for at lave indiske dorader. Det er en ret, der er baseret på en opskrift fra Smart Cooky, hvor jeg fandt en indisk fiskeopskrift, hvor man skal bruge saltvandsfisk. Og da jeg så, at fiskehandleren havde nogle smukke dorader til salg, så valgte jeg at købe dem. Selvom jeg har døbt retten indiske dorader, så kan du principielt godt bruge en anden saltvandsfisk til retten.

Jeg justerede på en række af målene i opskriften og skruede blandt andet op for flere af krydderierne. Derudover udelod jeg kokum fruit, som jeg aner, hvor jeg skal få fat på, og så udskiftede jeg karryblade med karrypulver.

Indiske dorader

3 personer

2 dorader
3 spsk kokosolie
2 tsk sennepskorn
2 tsk fennikelfrø
2 tsk karry
4 små grønne chilier
1 løg, hakket
3 tsk koriander
2 tsk sennepspulver
100 g små tomater, halverede
2 dl fiskebouillon
1-1½ dl kokosmælk
1 spsk finhakket frisk ingefær
3 fed hvidløg, hakkede

Start med at rense og udbene fiskene. Skær fiskekødet i mundrette stykker og stil det på køl. Nu kan du koge en fiskebouillon på benene, som du bagefter bruger til retten.

Fiskebouillon

250-300 g fiskerester (fiskeben og fiskehoveder)
1 gulerod, skåret i skiver
2 laurbærblade
½ tsk peberkorn
1 løg, skåret i både
1 dildstængel
1 l vand

Hæld alle ingredienserne i en gryde. Bring grydens indhold i kog og lad det småkoge i 15 minutter uden låg. Si indholdet af gryden, så du får separeret fiskebouillonen.

Derefter er det tid til at lave indiske dorader.

Varm olien op i en dyp pande. Hæld sennepskorn, fennikelfrø, karry, grønne pebre samt løg på panden og svits det, indtil løgene begynder at tage farve. Tilsæt derefter koriander, sennepspulver, tomater, doraderne samt fiskebouillonen.

Lad det simre i fem minutter. Tilsæt kokosmælk, ingefær og hvidløg og lad det simre ved lav varme i et par minutter mere. Smag til med salt og evt. lidt mere karry.

Servér de indiske dorader med kogte ris.

Note: Indiske dorader er en mediumstærk fiskeret. Der er masser af smag fra tomater, karry og chilier, mens kokosmælken sørger for, at retten ikke bliver for stærk. Husk at du også kan lave denne fiskeret med andre saltvandsfisk.

Indisk fiskeret med kokos

Indisk fiskeret med kokos

Jeg må hellere få lidt mere indisk på banen, nu hvor det er månedens benspænd, så her er opskriften på en indisk fiskeret, som jeg lavede til gemalen og jeg i sidste uge. Denne fiskeret er løseligt baseret på en opskrift fra Smart Cooky. Her …