Varm mjød med æble

varm mjød, æble, varm drik, kanel, rosmarin, hasselnødder,

Kan varm mjød være vikingeudgaven af gløgg? Det har jeg besluttet, at det kan, og jeg mener også, at jeg har set det hos et af de danske vikingecentre på et tidspunkt. Ideen er i hvert fald meget sjov.

Smagen vil selvfølgelig variere noget i forhold til hvilken mjød, du bruger. Jeg brugte en kraftig mjød fra Ribe Mjød, der havde lagret i flere år. Som udgangspunkt vil jeg anbefale en almindelig mjød, men det kunne også være interessant at prøve med en æblemjød.

Varm mjød med æble og nødder
1 person

1½ dl mjød
1 stang kanel
1 rosmarinkvist
1 spsk hasselnødder
Lidt æble skåret i tern

Start med at riste nødderne på en tør pande, indtil de får farve, og skallen løsner sig. Hæld nødderne over på et rent viskestykke og gnid skallen af. Hæld mjød, kanel og rosmarin i en kasserolle og varm det langsomt op. Når væsken er på grænsen til at koge, hælder du mjøden over i et lille tykt krus. Stik kanelstangen i sammen med nødder og æblestykker.

Varm mjød nydes allerbedst ude i naturen omkring et blussende bål, men i sofaen med et tæppe går også an.

Note: Varm mjød er en glimrende vikingefortolkning af gløgg. Det kunne også være interessant at krydre den med andre ting såsom stjerneanis.  

Hjemmelavet smør

hjemmelavet smør, fløde

Hjemmelavet smør er overraskende noget, jeg ikke har prøvet før, men det måtte jeg naturligvis lave i forbindelse med mit vikinge-benspænd. Jeg skal jo have noget at smøre på de fladbrød, jeg har tænkt mig at bage en af de nærmeste dage.

Hjemmelavet smør er utrolig let at lave – det kræver blot noget fløde, en skål, en god elpisker samt lidt salt.

Du hælder fløden i skålen og derefter pisker du fløden – først til skum og derefter videre, indtil det begynder at gryne. Pisk videre (ved høj hastighed) indtil massen deler sig i smør og væde. Sidstnævnte hælder du fra (du kan eventuelt bruge det i en brøddej), og smørret vipper du op i et rent klæde og blander lidt fint salt i. Tryk det sammen, så det resterende væde trykkes ud af smørret og vupti – så har du en fast smør til at smøre på dine vikingefladbrød eller til at stege kød og grøntsager i.