Restaurant Viet Bowl

Restaurant Viet Bowl

Den sidste weekend i november var vi i Hamborg, og her spiste vi en aften hos Viet Bowl. Da jeg kiggede efter spisesteder centralt i Hamborg, var dette en af de mest populære restauranter. Nu er både gemalen og jeg svært glade for vietnamesisk mad, så den kunne vi ikke stå for.

Hvis du læste min oplevelse hos Restaurant Lotus i efteråret, så lagde du måske mærke til, at vi blev ret overraskede over portionsstørrelserne. Derfor skrev jeg det også bag øret, da jeg bemærkede, at flere anmeldelser af Viet Bowl kommenterede på, at portionerne var særdeles gavmilde.

Jeg havde bestilt bord på forhånd, og det viste sig at være en god idé, da der var helt fyldt denne aften. Der var noget ventetid i løbet af hele aftenen, for det lod til, at både tjenerne og køkkenet var underbemandede, men det tog vi stille og roligt.

restaurant Viet Bowl, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Hamborg

Vi besluttede os for at holde os til én hovedret men tænkte, at vi godt kunne dele en ’tapastallerken’ med svigermor. Jeg ved ikke, om de skruede ekstra op for portionen, når nu vi var tre, der delte, men den var i hvert fald rigelig stor!

Den bestod af sprøde forårsruller med grønt til, friske forårsruller med forskellige grøntsager, marinerede kyllingespyd samt friturestegte gyozas. Dertil tre forskellige saucer – en med peanut, en sød chilisauce samt en, vi var lidt i tvivl om, da den ikke smagte af så meget. Der var nok til, at vi kunne smage én hver, og de var alle sammen friske, sprøde og lækre. Det var kun den ene sauce, der var meget anonym, der skilte sig ud.

restaurant Viet Bowl, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i Hamborg

Jeg havde valgt en Nom Du Du salat med grøn papaya og andre grøntsager, mynte, koriander og sesamsfr. Dertil stegt kylling. Jeg tænkte, at selvom portionerne var store, så skulle jeg da nok kunne spise en salat… well… jeg tog fejl! Kæmpeportion viste det sig at være, og når der for eksempel er brugt godt med gulerødder, så mætter det ret meget. Men det var frisk og dejligt, og jeg satte stor pris på den gavmilde mængde koriander.

Viet Bowl havde et spændende udvalg af ikke-alhoholiske drikke i form af forskellige friskpressede juicer. Jeg snuppede en samt en g&t til maden, og juicen var ganske glimrende. G&t’en var dog lige til den anonyme side.

Du får masser af mad for pengene – sådan en salat gav jeg 12,5 euro for, at jeg kunne ikke spise op! Det er også frisklavet og fyldt med masser af grøntsager og friske krydderurter. Personligt ville jeg ønske, at portionerne var lidt mindre, for selv uden appetizer ville jeg ikke kunne have spist en så stor portion.

Servicen var venlig, smilende men lidt fraværende. Der var en del ventetid, og vi fik først drikkevarerne efter, at vi havde fået første servering. Lidt pudsig rækkefølge.

Viet Bowl skal du gå til, hvis du vil have vietnamesisk mad med masser af saftige grøntsager til en yderst fornuftig pris – men husk at komme der på et tidspunkt, hvor du er meget sulten!

Fire stjerner med pil op til Restaurant Viet Bowl.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *