Jeg laver japansk mad i denne måned, og første ret er yaki udon – en japansk nudelret, som findes i mange varianter. Jeg har set udgaver med svinekød, rejer eller kylling, men man kan også sagtens lave en helt vegetarisk udgave, så det gjorde jeg. …
Det er tid til at vende tilbage til et gammelt benspænd – nemlig japansk mad. Her i november vil jeg atter prøve retter fra en af de madkulturer, jeg holder mest af. Det er også ved at være nogle år siden, at jeg havde det …
Bistro Lupa ligger ikke så langt fra Østre Gasværk, og det var utrolig belejligt for nylig, hvor vi skulle finde et spisested inden en teaterforestilling. Lupa er samtidig en restaurant, jeg længe har villet prøve, da maden ikke blot er vegetarisk men også med fokus på bæredygtighed i det hele taget. Af samme grund bruger restauranten også til tider nogle lidt aparte råvarer i madlavningen (såsom rester af te i drinksfremstilling), men det gjorde mig blot endnu mere nysgerrig.
Spiser man hos Bistro Lupa på en tirsdag eller onsdag, kan man vælge mellem en fem retters menu til 499 kr eller a la carte kortet, men spiser du der torsdag, fredag eller lørdag, kan du kun vælge menuen. Så det gjorde vi denne torsdag aften. Maden blev derefter serveret som deleretter.
Jeg snuppede desuden en cocktail lavet på kombucha, hyldeblomst, rom, gran-destillat og sherry. En ret anderledes men ikke desto mindre spændende kombination, som havde en diskret sødme og frisk smag.
Første servering bestod af tynde skiver kartofler med porre, hamp-mælk og kartoffelchips. En smuk og indbydende anretning, som har en dejlig frisk smag.
Der kom samtidig disse luftige milk bread bun på bordet – smurt med en pesto lavet på purløg og ramsløg. Når nu brød skal indgå i menuen, så gør det slet ikke noget, at det er på denne måde! Fremragende pesto og lækkert brød.
En af mine yndlingsgrøntsager er aubergine, så jeg var naturligvis begejstret, da næste ret bestod af saftig aubergine på en bund af rød peberfrugtcreme – toppet med persille og quinoa. En god, smagfuld servering, hvor især persille og cremen komplimenterede auberginen fint.
Vi kunne ikke lade være med at smile, da den næste tallerken kom på bordet. En festlig anretning med popcorn og grillet majskolbe. Sidstnævnte smurt med en creme og pyntet med majsflager med kommen i. Det sidste kunne man heldigvis dårligt smage, for jeg er virkelig ikke fan af kommen, men en skøn og anderledes servering.
Nu kom vi til selve hovedretten, der bestod af blomkål med sennepsfrø og umami bouillon. Blomkålen var bagt tilpas meget til, at den stadig havde noget fasthed men også havde fået en næsten nøddeagtig smag. En god ret – men lidt anonym i sammenligning med de forrige retter.
Denne dag bestod desserten af apfel strudel, og det passede godt til det kolde, blæsende efterårsvejr udenfor. Da jeg så, at restauranten allerede havde sat hjemmelavet gløgg på menukortet, så valgte jeg at bestille det til desserten, for jeg kunne godt bruge en krydret drik at lune mig på. Selve gløggen var faktisk ikke så kraftig, som jeg havde håbet på, men den passede rigtig godt sammen med den sprøde, søde dessert.
Betjeningen var meget venlig, hjælpsom og smilende, og vi havde en rigtig hyggelig oplevelse hos Bistro Lupa. Det er et sted, der formår at være kreativ i bæredygtighedens tegn og samtidig servere nyskabende og velkomponerede retter. Det er dog ikke et sted, jeg vil anbefale til dig, der mest er til en klassisk bøf med bearnaise. Restaurant Lupa har en lidt anden smagspalette og henvender sig først og fremmest til folk, der holder af nordisk vegetarmad og naturvin. Men er man til det, så får man også noget for pengene her.
Jeg ender på fem stjerner med pil op til Restaurant Lupa.
Så er der flagermuskager i anledning af Halloween! Ja, vanen tro blev jeg nødt til at bage nogle Halloween-småkager, og hvis jeg ikke er alt for søvnig i morgen tidlig, så tager jeg dem med til kollegerne. De skal jo også vide, at det er …
Silberbauer Bistro har længe stået på min ’ønskeliste’ over restauranter, jeg gerne vil besøge, og for nogle uger siden kunne jeg heldigvis lokke en ven til at prøve stedet sammen med mig. Restauranttypen er dog lidt udfordrende for en som mig, der elsker planlægning – …
Det er snart Halloween, så jeg bliver naturligvis nødt til at lave sort risotto! Og hvis man laver sort risotto, kan man jo lige så godt toppe den med en friteret blæksprutte!
Jeg havde noget blæksprutteblæk til overs fra mit Halloweenbrød med kranier, og jeg kom straks til at tænke på, da jeg lavede sort paella. Mon ikke jeg kunne lave en mere Halloween-agtig udgave af den ret?
Jeg købte et par tiarmede blæksprutter (de kan som regel findes til en fornuftig pris hos fiskehandlere). Selve kroppene har jeg gemt til at kunne lave blæksprutteringe af på et tidspunkt, men hovederne blev friterede og fik lov til at være ‘Cthulhu-agtig’ pynt.
Sort risotto med blæksprutte
2 personer
Risotto: 1 spsk smør 1 lille løg, finthakket 2 dl risottoris 1-1½ dl hvidvin med en vis sødme 1 tsk blæksprutteblæk (en lille pose) 4-5 dl skaldyrsbouillon eller grøntsagsbouillon 1 dl friskrevet og fintrevet hård ost – for eksempel Vesterhavsost salt og peber lidt citronsaft
2 blækspruttehoveder 2 spsk hvedemel 2 spsk sød paprika ½ tsk cayennepeber eller chili ½ l rapsolie
Smelt smør på en pande og svits løgstykkerne et minuts tid ved mediumvarme. Tilsæt risene og giv dem et minut. Rør blækket ud i hvidvinen og rør det i risene. Lad det simre, indtil risene har optaget vinen og tilsæt så lidt af bouillonen. Lad det simre videre – husk at røre i det ind imellem – og tilsæt så lidt mere af bouillonen, når det er ved at koge tør. Fortsæt sådan, indtil al bouillonen er optaget.
Mens risottoen simrer, kan du tilberede blæksprutterne.
Skyl blækspruttehovederne i vand. Rør hvedemel, paprika og cayennepeber sammen og vend blækspruttehovederne i dem. Varm rapsolie op i en lille kasserolle (eller gryde). Test om olien er varm nok ved at stikke enden af en tændstik (den uden svovl) i olien. Hvis det syder omkring tændstikken, er olien klar. Læg forsigtigt blækspruttehovederne i olien og steg dem i 1-2 minutter, indtil de har fået en gylden farve. Tag dem op af olien og læg dem på et par stykker køkkenrulle.
Hvis risottorisene ikke er møre, når al bouillonen er tilsat, kan du tilsætte lidt vand og fortsætte indkogningen, indtil risene er klar. Tag panden af varmen og vend den revne ost i risottoen. Smag den til med salt, peber og citronsaft og evt. en klat smør.
Tag en dyb tallerken og fordel sort risotto ud over bunden. Top den med en friturestegt blæksprutte. Du kan slutte af med at dryppe lidt stærk chilisauce ud over retten.
Note: Sådan en gang sort risotto toppet med friteret blæksprutte er en ret festlig servering – og så smager det skønt!
Jeg har lavet Halloweenbrød med kranier, for så slår jeg to fluer med ét smæk – jeg laver en benspændsret OG jeg får lavet noget sjov mad i anledning af Halloween. Jeg faldt over et sjovt Halloweenbrød med kranier hos Ghoul At Heart (elsker navnet!), …
Tidligere på måneden tog vi på udflugt til Holbæk-området sammen med et af de ældre familiemedlemmer, og her spiste vi frokost på Hørby Færgekro. Den ligger med en flot udsigt til fjorden, og denne dag var der også ekstra meget at se på, eftersom den …
Jeg fik lyst til at lave et græskarformet brød i anledning af, at det snart er Halloween. Det er helt klart en af de sjoveste anledninger at lave mad til!
Først tænkte jeg på det klassiske store orange græskar, som man skærer skræmmende ansigter eller uhyggelige motiver i. Men det er lidt besværligt at lave et så højt brød. Der er heldigvis også pyntegræskar, og her er der nogle sjove, lidt flade udgaver i flere farver. Sådan nogle ville jeg lave! Meeen… så ombestemte jeg mig IGEN og lavede et stort, for det var alligevel så praktisk 😀
Du kan naturligvis dele denne dej i ca. 6 lige store boller og ellers bruge samme fremgangsmåde som ved nedenstående brød. Bagetiden vil i så fald være kortere (jeg gætter på 15-20 minutter).
Du kan også overveje at lave et stort græskarformet brød men så pakke nogle små bagesten ind i bagepapir og lægge i midten af dejen (pas på, at pakken ikke bliver for tung). Så skulle brødet gerne få en fordybning, så det ligner mere de mellemstore græskar i grønne nuancer, som man finder i supermarkederne lige nu.
Græskarformet brød
1 stort brød
3 dl håndvarmt vand 25 gær ½ spsk salt 2 spsk rapsolie ½ tsk gurkemeje (til at give gylden farve) ca. 7½ dl hvedemel
Derudover: pisket æg til pensling en lille pind/kanelstang, der kan ligne en græskarstilk
Hæld vandet i en stor skål og rør gæren ud i det. Rør olie og salt i og tilsæt så 5 dl af melet. Rør gurkemejen ud i toppen af melet, inden du rører det sammen med resten af skålens indhold. Tilsæt nu resten af melet under omrøring/æltning. Sørg for at ælte dejen i mindst fem og helst ti minutter, indtil du har en god, smidig dej. Dæk skålen med et fugtigt viskestykke og lad det hæve til dobbelt størrelse – det tager en times tid.
Klip fire stykker bomuldssnor (længde ca. 25 cm) og bind dem sammen på midten. Bred dem ud på en bagepapirbeklædt bageplade, så de ligger nogenlunde symmetrisk. Ælt dejen og sørg for, at overfladen er helt glat, inden du placerer den på midten af snorene. Bind nu snorene sammen henover dejen to og to – så du tager de to snore, der ligger over for hinanden og binder dem sammen oven på dejkuglen. Klip bagefter de overskydende spidser af. Skær to-tre små snit i hver sektion af græskarbrødet – det sørger for, at dejen ikke sprækker. Dæk brødet med viskestykket og lad det efterhæve i 20-30 minutter. Pensl det med pisket æg lige inden, at du sætter det i midten af ovnen ved 200 grader. Det skal have ca. en halv time.
Lad brødet køle af, inden du skærer eller brækker stykkerne af.
Note: Jeg synes, at sådan et græskarformet brød er ret smukt. Næste gang må jeg hellere lave de små udgaver, selvom det er lidt mere besværligt. De vil dog helt sikkert være et hit hos gæster 🙂
Der kom stegt lange på bordet i går, for det var alt for længe siden, vi sidst havde fået fisk! Lange er en lys fisk, der er let at tilberede, og så hører den til de lidt billigere fisk. Den er lidt ‘løs’ i kødet, …