1980’erne har ringet, og de vil gerne være et benspænd her på bloggen, så det er hermed vedtaget – benspændet for januar er retter, der var populære i 1980’erne!
Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg et lidt anstrengt forhold til 80’er-mad. Jeg forbinder det med retter, der var udkogte (torsk og blomkål) eller lidt for ramt af (underlødige) færdigprodukter. Jeg boede dog på landet, så jeg fik heldigvis også gode retter baseret på sovs og kartofler, ligesom jeg fik en del vildtkød som barn, da flere i min familie gik på jagt.
Men tilbage til 80’er-maden. Det var noget med rejecocktail, millionbøf og regnbueis. Det var gratin og indbagte retter, og det var cheesecake fra Karolines Køkken. Sidstnævnte er en af mine personlige favoritter, og jeg har lavet et utal af varianter gennem tiden – blandt andet den brombær-cheesecake, som er på billedet herover.
Og så skal det lige siges, at bare fordi jeg har planer om at lave retter, der var populære i 80’erne, så betyder det ikke nødvendigvis, at de vil være tro kopier – jeg kan sagtens finde på at lave et moderne twist såsom denne rejecocktail-suppe.
Hvad forbinder du med 80’er-mad? Og er der noget, du vil anbefale mig at lave i løbet af måneden?