Oksebov i øl, krydderier og blommer, rustik kartoffelmos med græskar

Oksebov i øl, krydderier og blommer, rustik kartoffelmos med græskar

I tirsdags, da der rigtig blev leget i køkkenet, skulle der selvfølgelig også fremtrylles noget aftensmad, så jeg lavede en gang oksdebov i øl, som kunne passe sig selv det meste af tiden. Til denne oksebov i øl lavede jeg en ultrasimpel salat til (romainesalat, gulerodsstrimler samt en smule valnøddeolie), så der også var noget frisk og sprødt til retten.

Oksebov i øl, krydderier og blommer

ca. 4 personer

ca. 900 g oksebov
smør
2 løg
1 stor, mørk øl
5 nelliker
3-4 laurbærblade
3 mørke blommer

salt og peber
2 spsk rørsukker
et skvæt fløde

Løgene hakkes og svitses i en gryde med en god klat smør. Fjern fedtkanten fra oksekødet og skær kødet i tern. Put kødet i gryden og brun det. Tilsæt en tredjedel af øllen sammen med nelliker og laurbærblade.

Lad det simre i en times tid – husk at røre lidt undervejs. Tilsæt mere øl samt blommer skåret i både og lad det simre videre en times tid. Rør godt rundt i det og tilsæt det sidste øl. Efter fem minutters kogetid mere smager du retten til med rørsukker, salt og peber. Smidt et skvæt madfløde i retten lige inden servering.

Note: Jeg var lidt bekymret for, at øllen ville blive for tydelig og tung i denne oksebov med øl, men rørsukkeret og madfløden er med til at runde smagen af, og kombineret med mos og den simple salat blev retten fænomenal.

Rustik kartoffelmos med hokkaido

trefjerdele kartofler
en fjerdedel hokkaido græskar
lidt smør
salt
mælk

Kartoflerne skrubbes godt og koges møre med skræl på. Fjern skallen fra græskarret, skær det i tern og put dem ned til de kogende kartofler. Efter få minutter er græskarret kogt mørt.

Hæld vandet fra og hæld kartofler og græskar i en skål, hvor du moser kartoflerne med en gaffel. Tilsæt smør, salt og en sjat mælk og pisk det til kartoffelmos.

Note: Jeg er så meget fan af rustik kartoffelmos – og ikke kun fordi, at jeg er for doven til at skrælle kartoflerne først! 😀



19 thoughts on “Oksebov i øl, krydderier og blommer, rustik kartoffelmos med græskar”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *