Berthillon, isbar, Paris, FrankrigEn af de første ting, vi opsøgte under vores gåtur ved Seinen, var en isbutik, som flere af vores guidebøger havde anbefalet – Berthillon, der ligger på rue saint louis en l’ile ikke så langt fra floden. Her fik vi hver to meget små iskugler, men hvad de ikke havde i størrelsen, havde de i smagen! Min blåbæris var superintens og passede perfekt med  den hasselnøddeis med rom, som jeg valgte til. Blåbærisen ville have været for kraftig, hvis jeg havde spist den alene, men sammen med nøddeisen blev det en fantastisk isoplevelse. Gemalen fik en vidunderlig lakridsis samt … ok, jeg kan ikke pt. komme i tanke om smagen på den anden iskugle.

Det er i øvrigt en skøn gade, isbutikken ligger i. Der er masser af små spændende madbutikker og sjove butikker med diverse tingeltangel.

Læg mærke til Bresse-kyllingerne i øverste højre hjørne

Køkken-tingeltangel – jeg var ret fristet, men endte ‘kun’ med et par køleskabsmagneter og en ret sjov te-si.

Første glimt af macarons i Paris – dem fik vi smagt en del af på turen

Jeg har en vis svaghed for sten…

Et par af hylderne hos La Cure Gourmande

I La Cure Gourmande fik vi også shoppet lidt. Her købte vi en række store, lækre karameller (som kan ses i det sidste indlæg, jeg laver om Paris-turen), som var så store og kraftige, at de snildt kunne skæres i 2-4 stykker, da én karamel dårligt kunne være i munden – både størrelsesmæssigt og smagsmæssigt. Vi købte også to slikkepinde – én med citron og en med karamel – men det var svært at vælge, for der var rigtig mange spændende at vælge imellem.

Butikken indeholdt forskellige slags chokolade samt store montrer med kager. Vi blev budt en lille lækker mundfuld, da vi trådte ind i butikken, og det siger man jo ikke nej til.