Grillet hyldeblomstkylling med spidskåls- og ananassalat
I går havde jeg besøg af Foodfanatic, og det var rigtig hyggeligt at kunne madnørde og tale om gode spisesteder og madlavningstricks. Altid rart med ‘lidelsesfæller’! Jeg så det samtidig som en oplagt mulighed for at starte på månedens benspænd – grill. Vejret var noget ustadigt, og jeg dækkede derfor bord indendørs, men netop da maden var klar, brød solen frem, og så skyndte vi os at flytte udenfor. Grillmad smager bare bedst i solskinsvejr!
Da jeg for nylig bryggede hyldeblomstsaft til den helt store guldmedalje, havde jeg en del hyldeblomstklaser og citronskiver til overs, da saften var siet fra. Jeg overvejede at lave marmelade af det ligesom sidste år, men da jeg samme dag havde købt en god og saftig bornholmerkylling på ca. 1700 g, fik jeg en anden dag. Hvorfor ikke prøve at lave en ‘sovende’ marinering?
Jeg skyllede derfor kyllingen og proppede den med blandingen af hyldeblomstklaser og citronskiver. Derefter puttede jeg kyllingen i en pose og stoppede godt med hyld og citron ned omkring kyllingen, så den var helt pakket ind, og derefter røg den i fryseren. 1½ døgn inden grillningen blev kyllingen så taget op, al hyld og citron blev fjernet, og kyllingen blev gnubbet med et godt skud salt. Den blev lagt på grillen, og kuglelåget blev sat på. Kyllingen fik et sted mellem tre kvarter og en time – vi tjekkede den med et stegetermometer (temperaturen skal op på ca. 81-83 grader) – og serverede den straks efter.
Spidskålssalat med ananas
ca. 4 personer
½ stort spidskål
½ mellemstor ananas
Dressing:
3 spsk creme fraiche 9%
1 spsk fløde
3 tsk sød bornholmsk sennep
salt og peber
evt. lidt brøndkarse
Snit spidskålen meget fint og kram det godt. Læg derefter kålen i en skål. Bland dressingen og vend det grundigt i spidskålen. Grams evt. også lidt på kålen, så dressingen trænger godt ind. Skær skrællen af ananassen og skær den i mindre tern – husk at undgå den trevlede, hårde kerne – og vend ananasternene i salaten. Lad den trække en times tid, inden du serverer den.
Kyllingen og salaten blev serveret med hjemmebagte fiberboller, der er blevet lunet på grillen.
Note: Både kylling og salat faldt i god jord ved middagsbordet. Hyldeblomstklaserne og citronerne gav en tilpas smag af sødme og syrlighed på samme tid og var med til at gøre kyllingen dejlig saftig og mør.
Foodfanatic havde taget en spændende værtindegave med – en række grøntsager fra Din Baghave, hvor vi begge var fascineret af den fine mangold – også kendt som bladbede. Jeg er gået i tænkeboks mht. hvad de skal omsættes til.
… og så kan du spise den bløde, hvide midte. Mmm!
Hun havde også medbragt en interessant asiatisk dessert – søde ris med grillet banan og bønner indsvøbt i bananblade. Nu er asiatiske desserter ret anderledes i forhold til dansk smag, men jeg syntes nu, den smagte ganske fint. Den var sødlig uden at være sukret, og så mættede den ret godt.
Sådan så desserten ud, mens den stadig var pakket ind i bananblade. Den blev lunet i mikrobølgeovnen, inden den skulle spises.
Nøijjj, den kylling ser fantastisk ud 🙂
Mange hilsner
Birthe
I har da rigtig nørdet:)
Spændende sager hun havde med. Så kan jeg godt ærge mig en lille bitte smule over at bo her i det mørke Jylland, hvor det er svært at opdrive noget som helst anderledes:)
NYBH – tusind tak! Den var også skøn – og så var der også en del til overs, da den var så stor, så der har også været nok til madpakken de sidste par dage 😉
Hylde-kylle på grill – mums! Grillkylle er bare det bedste! Og at det så er bornholmeren ovenikøbet. *savl*. Sjove frugter/grøntsager – det er helt sikkert!
Det er super lækkert ud – jeg har også en fyldt kylling i fryseren, nu har jeg da fået endnu mere blod på tanden … 🙂
Og den salat ser også rigtig lækker ud
Spændende, spændende gaver og dessert Nadia havde med. Kyllingen ser rigtig sund og venæret ud og så med god grill kulør 🙂
MissMuffin – jeps, det var skønt 😀
Du må komme noget mere til Djævleøen – det er ikke farligt 😉
Hottie von Dottie – mange tak! Ja, og jeg indså også, at det var lang tid siden, vi havde fået sådan en basse!
Madpaverne – tusind tak. Det er også en skøn måde at få kylling på – kan varmt (høhø) anbefales 😀
Camilla – det var bestemt dejlige ting. Tror jeg skal have en mangostan om lidt. Og det var skønt med en god stor kylling – der var også en del måltider i den!
Øøøhhh gik min invitation tabt i posten ??? 😀
Hvor ser den kylling bare lækker og saftig ud. Den skal stå på kylling på grillen i morgen… Og så kan det lige vove på at lave styrtregn i morgen…!!!
Vibeke – har du ikke lige været her? 😉
Regn er intet problem, så længe I har et låg til grillen 😀