Dinosaurkage med vanilje og blåbær – og en enkelt Spider-Man kage
De sidste par dage har jeg leget med farvede glasurer og fondant i køkkenet, for en af mine gode venner er lige fyldt fem år! Vi ved jo alle, at det er en rigtig god alder, så det skal naturligvis fejres behørigt.
I går var vi med til fødselsdagsfest, og her var jeg blevet spurgt, om jeg ville medbringe kage. Fødselaren kan ikke lide chokolade og flødeskum, men til gengæld er han glad for blåbær, så jeg tænkte, det kunne være sjovt at lave en vanilje-blåbærkage – formet som en dinosaur!
Jeg har før lavet dinosaurkage, og sådan en form kræver, at du bager en kage, der er let at vippe ud af formen bagefter, så den må ikke være for snasket. Derfor var det også lidt vovet, at jeg brugte blåbær i kagen, og vil du være på den sikre side, så udelad disse. Vaniljekagen i sig selv smager også glimrende.
Kageopskriften er inspireret af en opskrift på vaniljemuffins, som jeg så hos Himmelske Kager. Jeg brugte dog mindre sukker og justerede flere af målene, ligesom jeg selvfølgelig tilføjede blåbær.
Vanilje-blåbær kage
400 g hvedemel
350 g rørsukker
vaniljekornene fra 3 vaniljestænger
4 tsk bagepulver
100 g blødt smør
3½ dl letmælk
3 æg
200 g blåbær
smør til form
Rør mel, sukker, vaniljekornene og bagepulver godt sammen, inden du tilsætter resten af ingredienserne og pisker det til en jævn, ensartet masse.
Hæld dejen i en smørsmurt dinosaurform (vær opmærksom på at bruge rigelig med smør og komme ind i alle kroge af formen). Fordel blåbærrene på dejens overfladen og tryk dem lidt ned i dejen. Bag kagen ved 170 grader i ca. en time. Tjek den flere gange undervejs. Hvis kagen er ved at blive mørk på overfladen, lægger du blot et stykke stanniol over.
Lad kagen afkøle, inden du forsigtigt vipper kagen ud af formen.
Dekorér med farvet glasur. Se resultatet nederst i blogindlægget…!
Da fødselaren også får gæster i dag – denne gang fra børnehaven – fik han også overrakt denne Spider-Man kage.
Kagen indeholder:
- blå lagkagebunde – se fremgangsmåde fra sidste år, hvor jeg også lavede en Spider-Man kage
- kagecreme – se opskrift under kanelstænger med creme og remonce
- hindbærkompot lavet på 600 g hindbær og ca. 200 g rørsukker
- smørcreme lavet på 200 g blødt smør og 100 g flormelis
Kagen blev pyntet med farvet fondant og farvet glasur.
Wow, sikke nogle skønne kager du havde lavet til fødselaren 🙂 Kan huske hvordan kagemænd vakte begejstring, da jeg selv var barn …
Mange tak! Ja, det er lidt sjovere, når kagerne er pyntet 🙂
Du er for sej! Kan man hyre dig til børnefødselsdage? 😉
Dog ikke, men tak for komplimentet 😀
Aww, Piskehaps – du ved hvordan man forkæler en 5 årig <3
Tark! Det er jo den bedsteste alder 😀
HAPS 🙂 Sådan én gad jeg godt spise hehe
Vanilje-blåbærkombinationen er også ret god. Tror jeg vil bruge den igen i en anden kage på et tidspunkt 🙂