Chokoladebrød med lime

Chokoladebrød med lime

Dette chokoladebrød bliver afslutningen på august måneds benspænd. Navnegeneratoren, der har været inspirationskilden, foreslog nemlig, at jeg skulle bage et chokoladebrød med lime, og det syntes jeg var et ret spændende forslag.

Jeg surfede lidt på nettet og faldt for et chokoladebrød fra Sugar Salt Magic. Jeg justerede dog en række af målene, så det passer bedre til de danske køkkener, jeg udskiftede noget af den mørke chokolade med mælkechokolade, og så tilsatte jeg naturligvis revet limeskal.

Chokoladebrød med lime

8-10 personer

1 dl kakaopulver
4 dl hvedemel
1 dl mørk farin
½ dl rørsukker
2 tsk bagepulver
1 tsk vaniljepulver
lidt salt
2 æg
2 dl mælk
120 g smeltet smør
fintreven skal fra 1 øko-lime
100 g mælkechokolade
100 g mørk chokolade

Rør kakaopulver, hvedemel, farin, rørsukker, bagepulver, vaniljepulver og salt sammen i en skål. Form en fordybning i midten og hæld så mælk, smeltet smør og æg i. Pisk det sammen, mens du stille og roligt rører i større og større cirkler, så du langsomt rører melblandingen i. Hak de to slags chokolade og vend al mælkechokoladen samt halvdelen af den mørke chokolade i dejen sammen med limeskal.

Smør en lille brødform på ca. en liter med smør. Det havde jeg desværre ikke, men jeg havde tre mini-forme, jeg har købt for flere år siden i Søstrene Grene. Dem smurte med med smør og fordelte chokoladedejen i. Jeg dryssede det sidste chokolade over og bagte dem ved 170 grader i ca. 30 minutter. Har du en brødform, hvor al dejen kan være i, skal den bages ved 180 grader i ca. 50 minutter.

Lad dit chokoladebrød køle af i ca. 10 minutter, inden du løsner det fra formen og lader det køle af på en rist. Servér det, mens det stadig er lunt, da den smeltede chokolade så gør det ekstra saftigt.

Note: Superlækkert chokoladebrød, der smelter på tungen! Det er så saftigt og velsmagende. Du kan principielt set godt servere det sammen med en kugle is, men du behøver det ikke – kagen er fin og lækker som den er.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *