Anneberg Madmarked

I dag har jeg været til ‘Smag på Anneberg’ – et madmarked i Anneberg Kulturpark (hvor Mota også bor). Madmarkedet varer fra den 13. til og med den 15. juni 2025, så hvis du har tid, kan du stadig nå at kigge forbi i morgen. Adgang er gratis, men parkering koster 100 kr.
Vi kender flere af udstillerne på markedet, men jeg syntes også, at det var en fin anledning til ENDELIG at komme på madmarked igen. Her er der nemlig god mulighed for at smage lokale specialiteter og finde nye yndlingsproducenter.

Der er et ret imponerende udvalg af talks og forskellige events til madmarkedet (men specialevents skal man dog købe billet til), men vi fik dog mest talt med de forskellige producenter i de enkelte boder.

Der var et ret bredt udvalg af produkter på ‘Smag på Anneberg’ – dog en del drikkevarer (både lokale vingårde men også producenter af alkoholfri alternativer), men også pølser, spækbrætter og cremer – og meget andet. Der var også en række isboder, hvilket var heldigt i forhold til vejret. Til gengæld undrede jeg mig over, at der faktisk ikke var særlig mange søde sager blandt de mange boder i forhold til andre markeder, jeg har besøgt gennem årene.
Jeg havde en spændende snak med en af folkene i Tanggårdens bod om produktion og salg af tang, for det overvejer jeg stadig at have som benspænd på et tidspunkt. Og så blev der naturligvis også købt både vin og ost med hjem …