Vegansk brunch

Vegansk brunch

Tidligere på ugen kom en af mine læsere, Trine, med en udfordring, som jeg straks greb. Hun skrev nemlig “Brunch! Hvordan fanden laver man det vegansk? Hvis klassikerne alle skal indgå? Røræg (primært den jeg har problemer med at forestille mig), bacon, pandekager, pølser, yoghurt, og vel så en erstatning for ost? Kunne det ik’ være skægt at prøve?”

Se, vegansk røræg kunne jeg måske godt have lavet, men da jeg i forvejen foretog flere krumspring mht. yoghurt og pølser, så sprang jeg dette over. Til gengæld serverede jeg en vegansk brunch med yoghurt og hjemmelavet müsli, frugt, quinoaboller med hjemmelavet mandelsmør, bananpandekager med mørk sirup samt cocktailpølser med ketchup. Dertil et glas mangodrik.

Jeg fandt et par bøtter soya yoghurt i Kvickly, og de er en udmærket erstatning for mager creme fraiche i en række retter. Som yoghurt i sig selv smager den dog temmelig mærkeligt, og i mine øjne er det en tilsnigelse at kalde det yoghurt – det smager ganske enkelt ikke af (mælke-) yoghurt. Derfor måtte jeg også forklæde smagen, så jeg lavede en hurtig müsli af havregryn, rugflager, tørrede abrikoser skåret i tern, rørsukker og lidt kanel. Alle ingredienser blev ristet på en pande, indtil sukkeret smeltede og bandt ingredienserne sammen, og derefter kølede müslien af, inden den blev drysset over yoghurten.

mandelsmør

Mandelsmørret er let at lave – så let at jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har gjort det noget før. Tag 125 g mandler, læg dem på en bageplade og bag dem ved 150 grader i 20 minutter. Tag mandlerne ud af ovnen og lad dem køle af, indtil de er håndvarme. Blend dem grundigt, så de er forvandlet til mandelmel, og tilsæt derefter ca. ½ dl smagsneutral olie – eller mandelolie – og en smule salt og rør det grundigt sammen til en ensartet masse.

bananpandekager, morgenpandekager, pandekager

Bananpandekager har jeg lavet før – se se denne udgave – men der indgår æg i de opskrifter, og det går jeg ikke i den veganske måned. Jeg lavede derfor disse pandekager – der er blev otte små pandekager i alt.

1 moden banan
1 dl havredrik/havremælk
1 dl havregryn
1 tsk bagepulver
½ tsk vaniljesukker
1 spsk mørk sirup
1-2 spsk smagsneutral olie
hvedemel

Blend bananen sammen med havredrikken. Rør de andre ingredienser i og slut af med hvedemel. Dejen skal være ret tyktflydende. Steg pandekagerne i smagsneutral olie på en pande ved høj varme. Servér med mørk sirup.

Gemalen mente i øvrigt, at dette var den bedste bananpandekage-version, jeg har lavet.

Veganerpølserne har jeg ikke lavet – de er købt i en helsekostbutik. Og nej… de har intet med kød at gøre, heller ikke smagsmæssigt, så du kan kun blive skuffet, hvis du sammenligner dem med almindelige brunchpølser. Men det var da meget sjovt at prøve.

Jeg havde lovet gemalen, at jeg ville lave en smoothie med mango. Jeg foretrækker normalt at bruge juice, men da jeg nu havde taget hul på en karton havredrik, så brugte jeg dette i mangodrikken. Det gjorde dog, at jeg måtte smage drikken mere til, end jeg plejer, da havredrikken tager en del af frugtsmagen.

1 ret moden banan
frugten fra en frisk mango
2½ dl havredrik
1 tsk vaniljesukker
1-2 spsk mørk sirup
et par citronmelisse-kviste

Blend ingredienserne. Smag evt. drikken til med mere mørk sirup eller citronmelisse.

Tadaa – en vegansk brunch, som sagtens kan spises af folk, der ellers ikke spiser vegansk mad.



20 thoughts on “Vegansk brunch”

  • Mums, det kunne let friste mig med sådan en brunch.
    Har du i de andre bananpandekager ikke kun brugt skiver af banan, mod most ind i dejen i denne?

    • I den ene bruger jeg most banan – samt æg, yoghurt, citronsaft og mandler – i den anden anden bruger jeg bananskiver samt æg og speltmel.

  • Well Done! Lækkert ser det i hvert fald ud, jeg er meget imponeret 🙂 Jeg undrer mig dog lidt over, at du har puttet en masse olie i dit mandelsmør? Det syntes jeg ikke var nødvendigt da jeg lavede mit for nyligt – højst 1tsk. Pandekagerne ser max lækre ud, dem må jeg bestemt prøve 🙂

    • En masse? Der er da kun en halv dl? 🙂
      Jeg har set ret forskellige oliemængder i mandelsmør, og jeg kunne godt have brugt mindre, så den blev mere kompakt. Det vil jeg eksperimentere mere med en anden gang 🙂

  • Det er da godt man er kødspiser – bananpandekagerne og “yoghurten” kan jeg dog sagtens tilslutte mig (sukkermonsteret rører lige på sig igen…)
    Tror jeg er blevet så hærdet de sidste 10 år, at jeg ikke mere kan smage (læs: huske) smagen – og hvordan den adskiller sig fra mælkeyoghurt. Man kan jo vænne sig til meget ihvertfald, men den der müsli ser ekstremt lækker ud! 😉

    Lavede du pandekagerne på en almindelig pande? For jeg har sku ikke nogen blinispande 😛

    • Jeg spiser meget sjældent müsli, men når det skal være, så foretrækker jeg at lave den selv, for så kan den blive dejlig sprød, hehe!

      Jep, jeg har ikke længere en blinispande, efter at vi fik induktionskomfur for et par år siden.

  • Sikke en spændende udfordring – det lyder meget lækkert! Jeg nød selv at prøve et vegansk måltid på restaurant Firefly for nylig.

    • Ja, det kan jeg godt huske. Desværre var du ikke helt oppe at ringe over oplevelsen, så jeg fravalgte faktisk det sted, da jeg ledte efter et veganer-spisested.

      • Jeg kan anbefale soyapølser fra Hälsans Kök hvis man gerne vil nyde en pølse. De smager lidt af nødder og lidt af dåsepølser men udover det er de faktisk rigtig gode og ikke spor fede. De koster dog en halvtredser for en pakke…

    • Pøjpøj med det! Jeg tror, det kan laves med mindre olie, så start gerne med en lille smule og tilsæt så evt. mere, hvis du synes, det trænger 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *