Restaurant Dumpo

For et stykke tid siden var vi et smut forbi Restaurant Dumpo – der både er en restaurant og vinbar, der ligger på Vesterbro. Her kan man få ti små serveringer for 425 kr, og det lød jo ganske fristende. Når restauranten så samtidig omtaler sig selv som et ‘snackery’ på hjemmesiden, så bliver jeg endnu mere nysgerrig. Er det mon lige så hyggeligt, som det lyder?
Jeg har været lidt tøvende i forhold til at skrive om stedet. Vi havde ganske vist en fremragende oplevelse, men bagefter fandt jeg ud af, at den menu, jeg havde taget en kopi af, ikke var helt den samme som de retter, vi fik denne aften. Og oveni det fandt jeg bagefter ud af, at flere af billederne blev en kende uskarpe. Men oplevelsen hos Restaurant Dumpo var for god til ikke at blive nævnt her, og så må du leve med, at jeg ikke kan gå så meget i detaljer, som jeg egentlig gerne ville.

Vi lagde ud med lidt at drikke, og selvom Restaurant Dumpo har en del vine på lager, så kan de også noget med drinks! Jeg snuppede en Dumpo Sour med gin, rabarbersirup, citron og rabarberskum. En skøn syrlig og frisk drink.

Der kom naturligvis noget lækkert brød på bordet sammen med skål med fintsnittet fennikel og gul romesco vendt i en marinade.

Kort tid efter kom der en tallerken med coppa (tyndtskåret italiensk svinekødspålæg) og nogle meget flotte maltchips …

… samt radicchioblade oversået med gavmilde mængder af revet ost. Vi kombinerede på kryds og tværs og nød den friske smag (tak for at tilberede radicchioen ordentligt, så den ikke var skingrende bitter) og de sprøde elementer.

Dernærst kom der en tallerken med gule og violette gulerødder drysset med sesamfrø samt en skål med forskellige grøntsager toppet med en fyldig sauce samt frisk karse. Gulerødderne føltes som en smule uden for sæson men smagte fint, mens der var mere saft og kraft over salaten.

Igen kom der to serveringer på bordet. En tallerken med smørmørt oksekød toppet med stegte spinatblade samt en skål med … og her må jeg give fortabt. Det kan jeg ikke huske! :O

Vi nærmede os afslutningen på måltidet, men jeg mente, at der godt kunne klemmes en drink mere ind. Og den var altså ikke så stor, som det ser ud på billedet! Jeg mener, at den hed Old Mezcalito – selvfølgelig med mezcal men også med hyldeblomstlikør, mynte samt cava. Der er nu noget over cocktails med mezcal – dem er jeg lidt fascineret af.

Aftenens sidste ret var denne lidt underspillede dessert bestående af en ret fyldig nøddekage kombineret med en vaniljecreme samt syltet rabarber. Det er en dessert, der let kan komme til at virke tung og klodset om sommeren, men her var balancen helt perfekt mellem det søde, fede, cremede og syrlige.
Stemningen hos Restaurant Dumpo var ret hyggelig, og vi havde søde og venlige tjenere – lidt af en kontrast til Gemini, vi havde besøgt kort tid inden. Samtidig var maden velsmagende, vellavet og tilpas varieret, ligesom jeg var meget tilfreds med de to drinks, jeg fik.
Restaurant Dumpo er et sted, jeg helt sikkert gerne besøger igen. Her får du skøn mad og spændende drinks til en – for København – meget rimelig pris.
Jeg ender derfor på fem stjerner til Restaurant Dumpo.