Miró, Montjuïc slottet med mere

Efter torsdagens dejlige middag var det på tide at få brændt lidt kalorier af, og fredag morgen begav vi os derefter ud på en vandretur, hvor vi kom igennem et flot grønt parkområde med en del trapper. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, og temperaturen rundede hurtigt tyve grader, så vi var glade for, at vi havde taget t-shirts på!

Formålet med udflugten var blandt andet at besøge Miró-museet. Ingen af os dyrker kunst på et højere plan, men vi kan nu godt lide at se en udstilling ind imellem, og Miró udmærker sig i den forbindelse ved at have en række dejlige glade og naive malerier.

Udstillingen fokuserede dog mest på hans tidlige år, og selvom det var interessant at se, da vi ikke kendte så meget til disse værker, så var vi ikke så begejstrede for den stil, han havde på det tidspunkt. Det blev derfor en blandet fornøjelse, og jeg håber, at jeg får en anden lejlighed til at se nogle af hans senere værker på en udstilling.

Her følger en kort gennemgang af, hvad vi ellers så denne dag – godt krydret med masser af billeder.
Efter udstillingen valgte vi at tage svævebanen op til Montjuic-slottet. Det var en flot tur i det vejr, og det gav samtidig et godt view ud over byen.

Montjuïc-slottet blev bygget i 1640 og har derfor oplevet lidt af hvert. Det var blandt andet her, at Franco holdt sine politiske fanger indespærrede.
Slottet ligger højt i terrænet og ud til vandet, så det har været ideelt at bruge som forsvarsværk.

Men naturen går sin gang, og nu er der også plads til blomster blandt de golde bygningsværker.Der var en imponerende udsigt fra slottet – blandt andet ud over Barcelonas havn, hvor vi kunne se kranerne i gang med at laste fragtskibe med containere.
Herefter gik turen til det store marked, men mere om det i næste blogindlæg – her fortsætter jeg med resten af de ting, vi så om eftermiddagen.

Vi skulle selvfølgelig også se byens største turistattraktion – La Sagrada Família. Det er et bygningsværk, som blev påbegyndt i 1880’erne og som stadig ikke er færdigt. Man regner med, at arbejdet på bygningen slutter om 10-20 år, men der er allerede nu adgang til meget af kirken, hvor det blandt andet er muligt at komme højt op i tårnene.Det er ikke helt billigt at komme ind – det koster omkring 100 kr – men det skulle være alle pengene værd. Desværre var der en lang kø, da det var ud på eftermiddagen, så vi valgte at udskyde det til en anden gang, vi forhåbentlig kommer til byen, og i stedet gik vi hele vejen omkring og studerede den imponerende bygning.

Herefter sad vi bare og nød det gode vejr i det lille parkområde, som ligger lige ved bygningsvejret.
Glæder I jer også til, at træerne kommer til at se sådan ud herhjemme?



12 thoughts on “Miró, Montjuïc slottet med mere”

  • Hej Piskeris,

    ih – hvor er jeg glad for at jeg ikke kan lide varme… ellers ville jeg godt nok være misundelig på jeres ferie! Seriøst, det ser ud som om I har haft en lækker tur og skønt vejr, så lidt misundelig er jeg nok alligevel ;o)

    knus
    Camilla

  • Har stadig en del tilgode i Barcelona har kun været på en hurtig smuttur. Hvor var I heldige med vejret og sikke en middag i fik.
    Miró har jeg set her på Mallorca, hvor der også er et museum.

  • Camilla – jeg kom til at grine, da jeg læste din kommentar, for det lyder præcis, som når jeg prøver IKKE at være misundelig 😀

  • Lene – jamen så skal du lige holde øje med de næste indlæg, jeg laver – der er flere anbefalinger på vej 🙂

    Ja, vejret kunne vi bestemt ikke klage over!

  • Skønne billeder, jeg elsker at se rejsebilleder 🙂

    I har da fået set en masse. Det ser ud til at I er lige som os, når vi er på ferie, der bliver set en hel masse….

    Mange hilsner
    Birthe

  • NYBH – mange tak 🙂
    Nej, der er ingen grund til at ligge på den lade side, nu vi er et spændende sted, så vi ender altid med at fistre rundt for at se en masse ting 😉

  • Hej Piskeris 🙂

    Hvor er det nogle smukke billeder – jeg bliver helt suget ind i den historie, som de fortæller.

    Det er godt nok et meget specielt slot – og meget smukt.

    De bedste hilsner fra
    Anita
    Liv og Mad

  • Sikke nogle skønne billeder! Både naturen, der er i forårshumør med smukke farver, og de andre ting, I har oplevet – specielt La Sagrada Família er jeg fuldstændig betaget af 🙂

  • Miss A – tusind tak! Det var også oplagt at lave et billedtungt indlæg, nu jeg havde taget en del billeder på turen, så dejligt at andre også får glæde af dem 🙂

  • Madame – mange tak! Det er også et imponerende bygningsværk – jeg er spændt på, hvordan det kommer til at se ud, når det er helt færdigt 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *