Restaurant Moo

Allerede for flere måneder siden bestilte vi bord på en restaurant, vi ville besøge den 1. april, men helt frem til i onsdags havde vi endnu ikke besluttet os for, hvor vi ville spise om torsdagen, og jeg havde egentlig ikke de store forventninger til, at vi ville kunne få et bord på et godt sted med så kort varsel. Jeg blev derfor positivt overrasket, da jeg – inspireret af en guide, som Politiken lagde op samme morgen – bestilte bord hos Restaurant Moo til torsdag kl. 21.

Restaurant Moo har en Michelinstjerne og drives af brødrene bag verdens pt. fjerdebedste restaurant, El Celler de Can Roca, så det var samtidig en oplagt mulighed for mig at bruge det gavekort, jeg havde fået af gemalen i julegave – ‘et styks middag på god restaurant!’
Restaurant Moo er knyttet til hotellet Omm (hehe), og der var en behagelig loungestemning i det område, hvor vi gik ind, da vi ankom til stedet. Selve restauranten var enkelt og elegant indrettet, men vi fik desværre ikke taget så mange billeder af det.
Jeg syntes dog, at den smagfulde indretning lige gav lidt ekstra til oplevelsen, og jeg sad flere gange og bare nød at kigge rundt i lokalet og se på det smukt belyste lokale.

Vi bestilte en gourmetmenu på seks retter til 85 euro samt tilhørende vinmenu til 30 euro, men allerede mens vi bestilte, fik vi de første appetizere. Længst til højre kan du se en lille Bloody Mary-gelé, som var en mildere udgave af den legendariske drink. Nu har jeg aldrig været fan af den, men i denne udgave var drinken langt mere spændende, og den søde, syrlige og krydrede smag var ret interessant og tilpas balanceret. Sammen med den var der guldkugler (forrest), trøffel-macarons samt små indbagte og lune miniboller med noget rødt fyld.

Ved sidstnævnte kunne vi dog ikke identificere fyldet, og vi blev ikke meget klogere af at spørge tjeneren, som ikke talte så tydeligt. De små trøffel-macarons var meget fascinerende – de lignede små kager, men her var sødmen erstattet af trøffelsmag, og det var en meget fin måde at lave en appetizer på. Og guldkuglerne – ja, de var selvfølgelig ikke til at stå for! De var til gengæld rimelig søde og lavet på hasselnødder – og med lidt salt i? Det føltes lidt dekadent at spise som appetizer men var meget lækkert.

De næste appetizere på Restaurant Moo kom straks efter på bordet. Vi fik desværre ikke fat på, hvad den grønne anretning til venstre var og var i tvivl, da vi smagte på det. Den grønne farve kom muligvis fra grøn chili, men i så fald kunne det ikke smages i selve retten. Den højre ret var til gengæld fintrevet gulerod med rogn og tynde skiver af hasselnødder og med en lille blomst øverst. En nydelig lille anretning og en sjov kombination af gulerod og rogn.
Herefter kom første ret på bordet – den appetizer, der hørte til selve menuen. På menukortet stod der blot guldæg, og vi blev positivt overraskede, da det viste sig at dække over en fin, lun æggeblomme som var skjult af en uldtratynd, guldmalet sprød sukkerskal, hvor der var drysset hårdristede popcorn omkring. Det ses ikke så tydeligt på billedet, men skallen var halvgennemsigtig, så man kunne ane blommen bag skallen. Vi var ret begejstrede for ideen, hvor retten fortalte sin egen lille historie uden de store dikkedarer.
Her er også et billede, hvor jeg har slået hul på skallen – symbolsk og enkelt.

Retten var ovre i det sødere hjørne men var fint sat sammen smagsmæssigt, og det var en af de bedste retter, vi fik den aften.
Den næste ret, der fulgte, var røget due-carpaccio med enebær-is og pyntet med små blomster og pinjekerner. Duekødet var så fintskåret og mørt, at vi næppe havde gættet korrekt, hvis vi havde blindsmagt det, men det var utrolig delikat. Retten blev serveret sammen med en sherry – nærmere bestemt: Oloroso Don Ñuno. Lustau Almacenista. Jerez-Xérès-Sherry. Nu er jeg ikke til sherry normalt, men denne her lå også langt fra, hvad jeg forbinder med sherry, for det var en meget røget og salt sag, som var meget tung og svulstig i smagen. Jeg kan ikke forestille mig, at det er en sherry, man drikker alene – den skal helt klart serveres til mad, men det var noget af en øjenåbner. Hånden på hjertet vil jeg ikke påstå, at den smagte decideret godt, men den passede rigtig godt til det røgede kød, og vi syntes, det var dejlig forfriskende med en så anderledes drik til maden.

Den næste ret bød på store rejer vendt i tynde og sprøde flager af grisetæer – og det smagte formidabelt! Jeg havde ikke de store forventninger til denne ret, og oplevelsen var så meget desto større, da sødmen fra de to kødtyper blandede sig med hinanden og pludselig gav mening. De små friske krydderurter var samtidig med til at give et lille frisk pust i retten, og der var igen en fin balance i smagen. Sammen med retten fik vi et glas af en 19 år gammel hvidvin – Viña Tondonia 92 Reserva. Lopez Heredia. Rioja. Viura and Malvasía. Den matchede retten godt og var et behageligt afbræk fra de mere syrlige hvidvine, vi normalt støder på. Rigtig lækker hvidvin – det må jeg opsøge noget oftere.

Vi var ikke færdig med fiskeretterne, for næste ret bød på rød mulle med tomatconfit og peberbouillon. Vi blev enige om, at hvis flere smagte fisk, der var så veltilberedt, så ville langt flere danskere spise det med fornøjelse. Igen var tomaten med til at give sødme til retten, og saucen var så sød og behagelig, at den fint kunne sammenlignes med de fyldige saucer, der ofte serveres sammen med oksekød. Det var skønt at se fisk blive behandlet med samme respekt, og det var ren kræs for ganen. Sammen med fisken fik vi – en smule utraditionelt men igen velvalgt – en rødvin: Rossodiverzella 06. Benanti. Etna Rosso. Nerello Mascalese and Capuccio. Det må betegnes som en ganske god og lækker rødvin, jeg snildt kunne forestille mig at drikke et glas til en stille aften – skøn og med en god fylde, som er en ren fryd for ganen.

Den næstsidste ret på restaurant Moo var en bondegårdskyllinge-kødbolle med foie gras serveret sammen med et lille stykke andebryst på en blommekompot. Jeg har som tidligere nævnt ikke det mest positive indtryk af foie gras og slet ikke, når det serveres en stor kold skive/klump, og jeg var noget skeptisk inden denne servering. Det var derfor dejligt at se, at restauranten havde tænkt ud af boksen og havde indarbejdet foie gras som et element i kødbollen, så smagen ikke blev så tung og vammel men fik fint modspil af kyllingen og de andre ingredienser i kødbollen. En overraskende fin måde at få foie gras på, når det nu skulle være. Sammen med retten fik vi en glimrende vin – El Desierto 07. Azul y Garanza. Navarra. Cabernet Sauvignon.

Til desserten beviste Restaurant Moo igen, at de var til historiefortælling og leg. På menukortet hedder retten kort og godt ‘musikerens dessert’, og navnet kommer fra dengang, hvor musikerne blev budt på nødder og muskatvin, når de havde spillet for gæsterne, og håbet var selvfølgelig, at musikerne lige gav et ekstranummer eller to. Retten viste sig at være bittesmå kugler af pistacie- og hasselnøddeis, som var formet, så det ved første øjekast lignede nødder. Smagen var intens, blød, cremet og nøddeagtig uden at være specielt sød, og vi var helt solgte til den flotte og indbydende dessert. Sammen med desserten fik vi selvfølgelig en muskatvin – Muscat 06/07. Celler Martí Fabra. Empordà. Vi er begge til det søde hjørne, så denne her var lige os, da den havde en god og lækker sødme, der dog ikke blev så pivsød som de billigere dessertvine.

På dette tidspunkt var vi godt mætte – både fysisk men også sanseligt af alle de nye, sjove, forførende, udfordrende og interessante oplevelser på de visuelle og smagsmæssige områder. Mens vi ventede på regningen, fik vi en sidste ting – et par små jordbær-skumfiduser og noget frugtflæsk – hvor sidstnævnte dog ikke lige var mig.

Det var en fantastisk aften på Restaurant Moo, hvor vi følte os forkælede og taget godt imod. Betjeningen var behagelig, høflig og til tider sjov. Vi var især tilfredse med sommerlien, som var god til at fortælle om vinene og hvorfor, lige præcis den vin var valgt til den enkelte ret. Det er langt mere brugbart, end når man skal høre om om vingårdens familiehistorie, og jeg ville næsten ønske, at jeg havde taget noter i løbet af aftenen. De eneste minusser, jeg kan komme på i forbindelse med opholdet, var det ret tørre og kedelige brød, der blev serveret sammen med maden, samt at den ene tjener var ret svær at forstå, så det var ikke alle detaljer ved retterne, som vi fik med, selvom vi spurgte flere gange.

Ser jeg kun på smagen og oplevelsen i sig selv, ryger vi helt op på seks stjerner for besøget på Restaurant Moo – skal jeg inddrage brødet og den mumlende tjener, bliver jeg nok nødt til at skære lidt fra i bedømmelsen, men der skal ikke være nogen tvivl om, at vi var meget tilfredse med oplevelsen og klart vil anbefale stedet.

Se også:

Kirker og skøn frokost Rosa Negra Quimet & Quimet Tickets i Barcelona Euskal Etxea Hoja Santa Sensi Bistro Disfrutar