Da vi var i Barcelona for nylig, ‘nøjedes’ vi ikke med at spise spansk mad. I efteråret stødte jeg nemlig på en artikel i Politiken, som beskrev to nye mexicanske restauranter i Barcelona – Hoja Santa og Niño Viejo. Hvis du husker mit mexicanske benspænd, så ved du, at jeg er ret pjattet med mexicansk mad, men udvalget af mexicanske restauranter i Danmark er temmelig lille, så jeg øjnede straks muligheden for at prøve en god, mexicansk restaurant. Og hvorfra vidste jeg så, at restauranten ville være god? Tja, det havde jeg på fornemmelsen, da jeg så, at restauranten er ejet af de samme folk, der blandt andet står bag Tickets – en af Barcelonas bedste restauranter.

Hoja Santa er den dyre og (mest) eksperimenterende af de to nye, mexicanske restauranter og den, vi havde hørt bedst om, så det var den, vi valgte at prøve.

Da vi ankom, startede vi med at bestille to forskellige margaritas, for vi havde læst i en anmeldelse af stedet, at dem skulle man prøve! Så gemalen snuppede en almindelig margarita på tequila og citron, mens jeg prøvede en røget margarita lavet på mezcal og lime. Begge var gode, men jeg tror, vi var ret enige om, at min var den mest spændende. Virkelig godt balanceret og med et spændende touch af røg. Meget lækkert.

Vores søde og venlige tjener fortalte om restauranten, og at vi selvfølgelig var velkommen til at bestille direkte fra menukortet, men at de ville anbefale, at de sammensatte en menu for os, så det var lettere for kokkene at time serveringerne. Det var vi friske på, men vi havde dog to specifikke ønsker til retter, som vi havde forelsket os i, da vi så menukortet – en spændende servering med blæksprutte samt en lille citronkage. Det var selvfølgelig ikke et problem at indlemme disse to retter i udvalget, så det sørgede hun for at gøre.

Funky fortolkninger af oliven er højeste mode på de eksperimenterende restauranter i Barcelona. Tickets gjorde det til deres signatur-appetizer, da de åbnede for fire år siden, og så vidt jeg ved serverer alle (eller så godt som alle) af ejernes restauranter oliven i en eller anden form (men andre restauranter holder sig heller ikke tilbage, hvilket du også kan se i min anmeldelse af den nye Barcelona-restaurant Disfrutar).

På Hoja Santa lignede de funky oliven faktisk ikke oliven synderlig meget – det var i hvert fald ret tydeligt, at det ikke var oliven. De bestod af en tynd, blød skal og en letflydende og krydret puré indvendig. De var fine, men slet ikke lige så spændende som dem, Tickets og Disfrutar serverer.

Nu fik vi en masse bittesmå serveringer på bordet på én gang. Den første lille hapser var denne ‘pose’ med knuste flæskesvær, porrestrimler og chipotle aske. Det var selvfølgelig ikke en rigtig pose men en ‘pose’ lavet på agar agar, så vidt jeg forstod på tjeneren. Sjov lille servering.

Den næste var denne supersprøde og ret skrøbelige snack, som var en dekonstrueret taco med koriander-cremeperler. Meget fin men også en snack, hvor man skulle være ret forsigtig, når man spiste den.

Den næste mini-servering var disse små majsskaller med majscreme, perler af pipicha olie samt dild. Cremen var god og fyldig, og de små olieperler gav et fint lille pift til snacken, så den ikke blev for tung og fed i smagen.

Den mindste servering var dog dette lille sprøde stykke kyllingeskind, der var toppet med lidt salat og creme oven på. En smule anonym i smagen – her måtte de gerne have brugt lidt stærkere krydderier.

Den sidste af de små serveringer var disse små tacos med rejer, løg og avokadocreme, der blev serveret sammen med et lille glas med en fyldig rejesuppe. Supernuttet mad! Igen en fin balance mellem elementerne, hvor tacoen var ret mild, men blev suppleret fint af den noget kraftigere rejesuppe.

Nu gik vi over til fiske- og skaldyrsretterne. Første servering var disse utrolig smukke østers med hibiscus- og rødbedesaft. Billedet yder ikke helt retten retfærdighed – farven var endnu smukkere i virkeligheden. En flot rødlilla farve og en spændende fortolkning. Man kan måske hævde, at østerssmagen ikke kom til sin ret i forhold til den ret dominerende saft, der var hældt over den, men da jeg aldrig har været den store fan af østers, så gjorde det mig ikke så meget – jeg synes under alle omstændigheder, at det var en frisk og anderledes fortolkning.

Den næste ret havde jeg virkelig set frem til, for jeg holder meget af blæksprutter – mest af alt, når de ligger på tallerkenen! Denne ret bestod af grillet blæksprutte med sort sauce og noget, tjeneren omtalte som søgræs. Meget mør og dejlig servering, hvor den sorte sauce gav en god og fyldig ‘bund’ i forhold til perfekt tilberedte blæksprutte.

Dernæst fik vi en lille ceviche taco med avokadocreme og rødløg. Jeg er lidt i tvivl om, hvad denne ceviche var lavet på, men den smagte under alle omstændigheder glimrende.

Når man taler om mexicansk mad, bliver man nødt til at nævne mole saucer, og her havde Hoja Santa et interessant – og tilpas bredt – udvalg af retter med mole. Den første ret, vi prøvede, var denne pasilla mole med baby-grøntsager. Pasilla er en ret mild chili, som jeg også brugte flere gange i forbindelse med mit mexicanske benspænd, og den passede godt sammen med de lækre, sprøde grøntsager. Saucen var tilpas krydret til, at den smagsmæssigt var med til at binde grøntsagerne sammen, uden at deres milde, friske smag blev overdøvet.

På dette tidspunkt havde jeg også drukket min margarita op og spurgte tjeneren, hvad hun kunne anbefale. Gemalen havde lige inden valgt en lys øl, som dog var lidt for bitter til mig, så hun anbefalede mig i stedet en drik med ingefærøl i. Den var jeg dog ikke så imponeret af – den var lidt for mild og ‘vandet’ til min smag.

Den sidste af hovedretterne var en ret, hvor jeg i den grad tænkte ‘Mexico!’, da den blev serveret. Her fik vi en manchamanteles mole med banan cannelone. En rigtig kraftig og godt krydret sauce, hvor der var godt med chili i (uden at det dog blev for voldsomt) og med den spændende banan cannelone til. Jeg kan desværre ikke huske, hvad fyldet præcis bestod af, men den kraftige, krydrede sauce var virkelig et hit. Mmm!

Nu gik vi over til desserterne, og som jeg nævnte i starten af indlægget, så havde vi forelsket os i citrondesserten, da vi så den i menukortet. Den bestod af en lemon pie sandwich til hver, hvor ‘brødet’ bestod af en tynd karamelskal og fyldet var en frossen citroncreme. For en citronelsker som jeg var det jo en drømmedessert – så dejlig og delikat med en fin balance mellem den syrlige citron og den søde karamel. Nammenam.

Den næste servering var sjovt anrettet. Den bestod af ultratynde og meget sprøde majsvafler, der var toppet med guava is. En ret interessant og usædvanlig kombination, som jeg ikke har prøvet før.

Sidst – men ikke mindst – kom der denne majsformede majs-is på bordet, hvor isen blev serveret sammen med chokoladetrøfler, cajeta (en tyk creme lavet på kondenseret mælk) samt knasende kaffecreme. Virkelig interessant – og lækker – smag. Majs kan jo være ret søde, så de gør sig overraskende godt i en dessert – også i denne fortolkning.

Mens vi ventede på regningen, fik vi et lille stykke spongecake hver. Jeg ved desværre ikke, hvad der var i, men jeg tror, det var karamel.

Hoja Santa var bestemt en spændende oplevelse. Maden var ikke for stærk – den var selvfølgelig tilpasset europæiske smagsløg – men flere af retterne havde den fylde og  tilpas nuanceret krydring, som mexicansk mad ofte har. Kombinationen af den traditionelle mexicanske mad og det legesyge køkken, som ejerne er kendt for, fungerede rigtig godt, men har du læst mine anmeldelser af Tickets og Disfrutar, så ved du også, at jeg elsker små, skøre og fantasifulde serveringer.

Servicen var rigtig god. Jeg syntes, vores tjener havde en fin fornemmelse af, hvor meget mad vi havde lyst til og ikke mindst hvilke retter, vi ville finde spændende (men ok – på det punkt er vi også taknemmelige, for vi er ikke særlig kræsne). Jeg har læst et par anmeldelser, hvor folk mener, at prisen er for høj. Vi gav ca. 1200 kr i alt for mad og drikke til to personer, og det synes jeg er ganske rimeligt i forhold til, hvad vi fik. Sammenlignet med Disfrutar er det måske en anelse dyrt, men jeg følte mig bestemt ikke snydt.

Hoja Santa er en skøn mexicansk restaurant, som jeg gerne anbefaler. Vi nåede desværre ikke at prøve ‘lillebror-restauranten’ Niño Viejo, som ligger lige ved siden af, men hvis du vil have et lidt billigere måltid, så vil jeg foreslå dig at prøve den. Deres menukort ser i hvert fald også meget tillokkende ud.

Hoja Santa får fem stjerner med en lille pil op.

Jeg har lige tilbragt en forlænget weekend i Barcelona sammen med gemalen – en tiltrængt flugt fra det grå og kolde danske vintervejr og ned til sol, 10 grader højere temperatur og dage fyldt med afslapning, lange gåture og god mad.

Kan man sige Barcelona uden også at sige tapas? Nej, det kan man næppe, så vi besøgte selvfølgelig flere tapasbarer på vores tur til Barcelona. Den første aften besøgte vi en af de lidt ældre tapasbarer, Quimet & Quimet. Tapasbaren er meget lille, men utrolig velbesøgt, så vi besluttede os for at dukke op lige efter åbningstiden, så vi i bedste skandinavisk stil kunne nå at spise, inden stedet blev overrendt af de lokale. For ja – spanierne spiser sent (rigtig sent i forhold til os danskere), og det kan nærmest være en fordel, hvis man gerne vil spise på de populære steder, for så kan man som regel nå det inden det store rykind senere på aftenen.

Quimet & Quimet er en ret populær tapasbar og besøges efter sigende af blandt andet Ferran Adriá, som stod bag hedengangne elBulli. Man kan ikke bestille bord, og alle gæster står op (ofte som sild i en tønde!). For at give jer en idé om,  hvor lille stedet er, så er der her et billede udefra af Quimet & Quimet:

Det ser ikke ud af meget… men der var godt besøgt allerede fra da stedet åbnede. Billedet er taget, da vi gik – der var de fleste turister smuttet igen og de lokale var i stedet begyndt at dukke op.

Quimet & Quimet startede – så vidt jeg ved – som vinbar, og der var da også et ganske imponerende udvalg af vine på hylderne. Vi blev ret paf, da vi trådte ind i dette slaraffenland, og jeg må desværre indrømme, at vi blot tyede til et enkelt glas af husets rødvin. Vi var ikke lige i stødet til en hel flaske denne aften. Men spændende så det ud.

Og så skulle der ellers guffes tapas! Quimet & Quimet har et ganske bredt udvalg af tapas, så det var svært at vælge, men vi startede med to tapas-serveringer, der var lette at dele. Det blev til en tallerken med fyldte mini-blæksprutter samt kogte (?) porrer med rød peber, oliven og kaviar. Spændende og velafstemte retter. Jeg havde nok håbet, at blæksprutterne var lune, men selvom de blev serveret kolde, så var konsistensen hverken for hård eller gummiagtig, og de havde en fin, mild smag. Der var mere saft og kraft over den vegetariske tapas, og kombinationen af råvarerne var ret interessant.

Quimet & Quimet har en lang række ‘sandwich-tapas’, som er tapas serveret på små stykker tvebakke-agtige brød. De er meget sprøde men dog ikke så tørre som traditionelle tvebakker. Vi valgte en med laks, yoghurt og trøffelhonning – en kombination, som tapasbaren er blevet kendt for – samt en med klipfisk og oliventapenade. Da vi gerne ville smage så mange som muligt, delte vi også disse (samt de følgende tapas), så vi ikke behøvede at bestille to af hver.

Begge tapas var rigtig gode, men den med laks, yoghurt og trøffelhonning var decideret vanedannende! Fed, fyldig, sød og syrlig på samme tid. Nammenam!

Nu havde vi for alvor fået blod på tanden, så de næste to tapas skulle selvfølgelig også være nogle funky kombinationer. Det blev til sværdfisk med grøn og rød peber samt oliventapenade samt ansjoser med bagt rød peber. Sværdfisken var ret mild, men alligevel blev smagen ikke fuldkommen overdøvet af pebrene – noget jeg ellers frygtede lidt, da jeg bestilte tapasen. Den anden tapas fungerede også fint. Jeg er ellers ikke den store ansjos-spiser, men endnu en gang havde Quimet & Quimet formået at skrue en tapas sammen, som var velbalanceret og smagfuld.

På det her tidspunkt havde vi drukket vores rødvin, og gemalen insisterede på at få et glas vermouth – et ønske, der kom lidt bag på mig, da jeg ikke mindes at have set ham drikke det før. Men ifølge ham er vermouth ret populært hos lokalbefolkningen, og i går aftes kunne jeg da også læse på Politikens hjemmeside, at vermouth har fået en revival i Barcelona. Quimet & Quimet er i øvrigt nævnt perifert i artiklen.

Rød vermouth er rimelig sød, så den skulle da kombineres med ost! Vi delte deres ostetallerken, som udover forskellige oste også indeholdt en form for mandaringelé samt en pæremarmelade.

Vi bad om brød til og fik dette fine udvalg af kiks og grissini.

Quimet & Quimet er superhyggeligt og meget autentisk. Det er ikke et sted, hvor jeg ville opholde mig i flere timer – det er ganske enkelt for småt og ukomfortabelt – men det er et rigtig godt eksempel på en god, lokal og uformel tapasbar med et spændende og lækkert udvalg af tapas og et glimrende udvalg af drikkevarer. Og så er maden latterlig billig (som den ofte er, når det gælder tapas). For mad + drikkevarer gav vi samlet set 40 euro!

Betjeningen er høflig, serviceminded og smilende, og man føler sig næsten lokal, når man nyder sin tapas, mens snakken går i hele lokalet.

Fem solide stjerner herfra.