Kleftiko – græsk simreret

Kleftiko – græsk simreret

Efteråret er snart over os, så det er jo passende, at en af de sidste græske retter, jeg lavede i august måned, var kleftiko – en græsk simreret. Kleftiko er en skøn, fyldig ret med lam, og det er en ret, der passer sig selv det meste af tiden, så den er perfekt som gæstemad. Det er også en ret, der smager mindst lige så godt på andendagen.

Da jeg skulle lave kleftiko, surfede jeg lidt rundt på nettet for at hente inspiration. Jeg har ikke fulgt en bestemt opskrift men har kigget lidt på hvilke ingredienser, der ofte gik igen, og så valgte jeg at skrue godt op for grøntsagerne i denne udgave.

Kleftiko

5-7 personer

1½ lammekølle – kødet skåret i mundrette stykker
½ dl olivenolie
800 g kartofler, skrubbede og skåret i mundrette stykker
4 gulerødder, skrubbede og skåret i mundrette stykker
2 løg, skåret i både
4 tomater, skåret i tern
12 fed hvidløg
2 spsk frisk oregano, hakket
½ flaske rødvin
2-3 dl friskrevet parmesan
salt og peber

Bland alle ingredienser – undtagen salt, peber og parmesan – i en stor stegeso/römertopf. Har du ikke det, kan du også tilberede kleftiko i en gryde. Stil stegesoen i ovnen ved 140 grader i 4 timer. Tag derefter stegesoen ud og smag din kleftiko til med salt. Fordel den revne ost over retten og stil stegesoen tilbage i ovnen – denne gang uden låg. Giv den 10-15 minutter, indtil osten er smeltet.

Du kan spise kleftiko, som den er – især når den er så grøntsagstung som denne udgave – men du kan også lave lidt tilbehør til. Jeg kogte nogle grønne bønner og lavede en mynteyoghurt til.

Grækere er glade for både mynte og yoghurt, så jeg lavede en mynteyoghurt til lammeretten (mynte og lam er nemlig også en populær kombination). Jeg havde desværre ikke græsk yoghurt på lager – det havde ellers været oplagt til denne ret – så jeg brugte en yoghurt naturel i stedet.

Mynteyoghurt

4½-5 dl yoghurt naturel
2 spsk frisk mynte, finthakket
fintrevet skal fra økocitron
salt

Rør yoghurt, citronskal og mynte sammen. Smag til med salt og lad mynteyoghurten trække i køleskabet i mindst en time.

Note: Kleftiko er en dejlig fyldig og velsmagende simreret. I denne udgave er der som sagt skruet godt op for grøntsagerne, og så er kombinationen med mynteyoghurt heller ikke så tosset, da mynteyoghurten giver et frisk pift til simreretten.

kleftiko, græsk, simreret, simremad, lammekød, løg, tomater, kartofler, rødvin, oregano, hvidløg, gulerødder


3 thoughts on “Kleftiko – græsk simreret”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *