Ankomst til feriehytten – og lidt kokkerering

Lørdag blev lejebilen hentet, og mens det skete, sad jeg hos værtsparret og skrev opskriftsideer ned! Ja, jeg ved det – ret nørdet. Til gengæld skal jeg på jagt efter en bestemt kogebog nu…

Men altså -inden vi tog ud til feriehytten, slentrede vi en lille tur i byen for at finde et sted, vi kunne spise. Det var jo 1. maj, og det fejres lidt mere intensivt i Italien – i hvert fald havde butikkerne lukket, selvom det var lørdag, og der var meget få mennesker i byen generelt. Vi fandt ikke ud af, hvor de havde gemt sig, for vi stødte hverken på demonstrationer eller happenings. Til sidst lykkedes det os at finde et lille spisested, der så ud til at have åbent. Eller… ville åbne… eller… altså, der var låst, da vi dukkede op, men tjeneren signalerede, at de var ved at åbne, og så spænede han ellers rundt for at finde nøglen. Da han endelig fandt bundtet med nøgler, tog det en krig, før han fandt den rigtige nøgle. Det blev mere og mere absurd, men vi ventede troligt, og til sidst lykkedes det da.

De havde et ret uforståeligt spisekort – jeg kan ellers nogenlunde gætte mig frem på italienske spisekort – men her havde jeg svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle vælge, så til sidst fik jeg bestilt pizzaen ‘de fire årstider’ – troede jeg. Da den blev serveret, indså jeg, at jeg havde bestilt pizzaen ‘fire oste’! Ret tåbeligt da jeg netop ville have en pizza med andet end ost oven på… suk… Heldigvis var gemalen frisk på at dele, og pizzaen smagte skam fint, så alt i alt blev det en udmærket spiseoplevelse alligevel.

Ud på eftermiddagen susede vi ud til feriehytten, som lå 35-45 minutters kørsel fra Firenze. Der var masser af plads, og det lå højt oppe, så vi havde en flot udsigt til resten af landskabet.

Selvfølgelig står der et par pizzaskovle sådan et sted!
En lækker swimmingpool, som dog var lidt for kold til de fleste af os…

Det lille hyggelige køkken med den dejligt store ovn!

Vi ventede så småt på, at resten af selskabet skulle ankomme fra Danmark. Jeg satte noget spelt til at koge, og så sad vi ellers og nød et glas vin udenfor, mens solen skinnede og alt åndede fred. Madlavningen gik rimelig smertefrit, selvom jeg ikke kendte køkkenet og ikke var helt tryg ved gasblusset – lidt paranoid er man vel altid.

Jeg lavede en speltsalat med grønne bønner og rødløg, en hvidløgshidsig svampe-auberginesalat samt kalkunlår stegt i æblejuice og rosmarin. Det var let og billigt at lave til ti personer, og der blev endda kød til overs, som blev brugt i frokostsalaten dagen efter.


Kalkunlår med æbler og rosmarin

Kalkunlår lægges i et fad. Æblejuice hældes i, så der ligger et par cm i bunden af fadet. Gnub hvert kalkunlår med salt og læg rosmarinkviste oven på samt i selve fadet. Læg skiver af frisk æble oven på kødet og stil fadet i ovnen i 1½ times tid ved 200 grader Sørg for at hælde lidt af væden over kødet et par gange i løbet af stegetiden.

Hvidløgs-auberginesalat

Aubergine skæres i skiver. Drys en tallerken godt med groft salt, læg skiverne på og drys ekstra salt oven på dem. Lad dem trække i mindst en halv time. Dup dem tørre for vand og salt og steg den på hed pande med olivenolie på. Når de er stegt på begge sider, tages de af og skæres i strimler. Champignons renses, skæres i skiver og steges på samme pande. Når de har fået lidt tid på panden, tilsættes friskpresset hvidløg i solide mængder, og svampene steger videre, indtil væsken er kogt ind, og de begynder at tage farve. Krydr dem med rigelig salt og vend dem i auberginestrimlerne. Tilsæt friskhakket basilikum.

Speltsalat med grønne bønner og rødløg

Spelt koges næsten møre – de må godt have lidt bid. De grønne bønner nippes i enderne og koges i letsaltet vand, inden de hakkes groft. Hak rødløg fint og vend de tre ting. Hæld en god basilikumpesto over. Den, jeg brugte, var lidt for mild, så jeg tilsatte ekstra salt og revet parmesan.



18 thoughts on “Ankomst til feriehytten – og lidt kokkerering”

  • Synes pludselig der er meget længe til juli og vores tur til Italien – det er da bare den lækreste lange weekend I har været på her 🙂

  • Hvor ser jeres 'hytte' dog dejlig ud – rustik og rigtig italiensk! Og selv på en ferietur kokkererer du de lækreste ting. Din mand der en meget heldig rad 😉

  • Suk suk suk suk… Sidder her og sluger det hele råt… Jeg elsker Italien. Maden, lydene, duftene… menneskerne… Det hele. Ja jeg er dybt misundelig 🙂

  • Har egentlig aldrig overvejet italien som et muligt ferie mål, for mig…

    Men blir da helt hug på det… nu !!!

    Hvor ser det godt ud !!!

  • Lene – det var også en skøn tur med gode oplevelser, hyggeligt selskab og pragtfuld mad – og noget mere varme! Jeg får jo helt abstinenser, når jeg ser vejrudsigten for den næste uge…! :-O

  • Signe – håber I får en god tur! Det var dejligt at komme af sted her til foråret samt at opleve Italien i fuldt flor – helt underligt at se landet så grønt, når jeg ellers forbinder det med sommerhede og afsvedne marker 🙂

  • Madame – det vil jeg lige skynde mig at sige videre til ham, så han ikke glemmer det! 😀

    Og hytten var rigtig god – blot lidt ærgerligt, at vi ikke fik brugt resten af grunden så meget, da det regnede en del af tiden.

  • Vibeke – jeg vil sige, at Italien har fået en langt større plads i mit hjerte efter denne tur. Jeg har bare ikke helt forstået, hvorfor de ikke går nær så meget amok i grøntsager men mest dyrker det hvide brød og pastaen. De har et eldorado af lækre grøntsager, men det med at spise salat var åbenbart ikke så udbredt. Det ville jeg ellers elske at lave ud fra det udvalg 🙂

  • Zette – jeg er også glad for, at jeg får det gjort. For en del år siden startede jeg på en feriebog, hvor jeg skrev om hver ferie, men i flere år fik jeg ikke opdateret den, og til sidst kunne det jo være lige meget. Men nu kan jeg hygge mig med at gå tilbage og læse om en ferie og genopleve den, og det er superhyggeligt, så det vil jeg helt sikkert anbefale andre også at gøre 🙂

  • Jule Mig – så skal du da have det på ønskelisten over kommende feriemål! Jeg kan dog ikke anbefale at tage til Italien i august – det er alt for varmt, overrendt af turister og en del butikker har lukket, da italienerne selv holder ferie.

  • Ovra, den ovn, eller den feriehytte kunne jeg godt lige besætte et par uger, måneder, år =)
    Rigtig rustikt og italiensk på den gode måde.

    Tak for spændende læsning.

    De bedste hilsner

    Faster Philip

  • Hej Faster Philip!
    Sådan havde jeg det også – med det skatkammer af skønne råvarer, de har dernede, så ville jeg gladeligt have en fast rutine med at bo der i forårsmånederne 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.