Festivalpladsen ved mindehøjtideligheden

Som I gættede, var jeg på Roskilde Festival torsdag aften. Det er faktisk 14 år siden, jeg sidst har været det, og det skyldes mest af alt, at musikprogrammet ikke har tiltalt mig nok de fleste år. Det er musikken, jeg kommer for, og der skal være en del must-see-bands, før jeg har lyst til at bruge så mange penge på en billet. I år var programmet det bedste i mange år, så jeg var glad for at få muligheden for at komme derud.

Vi var forbi mindehøjtideligheden, der var i anledning af, at det er ti år siden, at ni unge mænd mistede livet under en koncert. Jeg syntes, det var helt rigtigt at afholde det, men desværre sagde selve højtideligheden mig ikke noget. Efter den første del af det smuttede jeg også videre for at høre Paramore, som jeg ikke kendte så godt i forvejen, men som gemalen havde foreslået mig at høre, da det måtte være noget for mig. Han fik ret, og det var en glimrende koncert med et lille energibundt af en forsangerinde, som brillerede ved at slutte koncerten af med at invitere en fan op på scenen til at synge med på den sidste sang. Det var ret rørende at se den målløse pige på scenen, som dog var nærværende nok til at fyre den max af, hvilket fik publikum til at juble endnu højere. Fedt!Vi tullede lidt rundt i området for at finde ud af, hvor de forskellige boder m.m. lå henne, og vi var selvfølgelig forbi Nordic – et område tilegnet det nordiske køkken. Her forsynede vi os med aftensmad fra Meyers Deli, hvor jeg valgte en flæskestegssandwich – kamsteg i ølandsbolle med rødkål, syltede agurker, sennepsdressing og æblebåde. Den var rigtig lækker og meget, meget mættende. Jeg måtte give noget af den til gemalen, for jeg kunne ikke spise op. Et vellavet og skønt måltid til 50 kr – det havde jeg ikke lige forventet at finde på en festival – heller ikke selvom jeg har hørt, at niveauet er blevet meget bedre de senere år.

Vi tog forbi en af de mindre scener for at se islandske Sólstafir. Jeg frygtede lidt, at det ville blive et growlhelvede, men det var overraskende melodiøst, så vi stod og lyttede nogle numre, inden vi valgte at gå videre. Jeg havde oprindeligt planlagt at se et par numre af Gorillaz’ koncert på Orange, men de var en halv time forsinket, og gemalen ville godt stå i pit til Porcupine Tree, så der gik vi hen 40 minutter før koncertstart. Der endte med at være god plads – ikke kun fordi der åbenbart er god plads i pittene, men også fordi det meste af festivalen gik hen for at høre Gorillaz. Så kunne vi til gengæld nyde et yderst velspillende band, da Porcupine Tree leverede en koncert af meget god lydmæssig kvalitet. Jeg kan dog ikke give dem en helt fair vurdering af koncerten, da jeg på det tidspunkt var så træt, at jeg næsten kunne stå op og sove – og jeg skulle jo lige gemme lidt energi, da jeg skulle på arbejde fredag! Men det var også rart at opleve, at det ikke er svært at komme ind i pitområdet og få en god oplevelse – i hvert fald til de fleste bands (og så ikke et ord om de sindssygt lange pitkøer, der var til Dizzy miss Lizzy og Nephew om fredagen!).