Yaki udon

Yaki udon

Jeg laver japansk mad i denne måned, og første ret er yaki udon – en japansk nudelret, som findes i mange varianter. Jeg har set udgaver med svinekød, rejer eller kylling, men man kan også sagtens lave en helt vegetarisk udgave, så det gjorde jeg.

Man kommer selvfølgelig ikke uden om at bruge tykke udon nudler i denne ret, ligesom retten vendes i en soyabaseret sauce. Der vil ofte indgå løg, svampe, gulerødder og kål i yaki udon, men du kan sagtens variere det. Jeg tog udgangspunkt i en opskrift fra Cookerru, men droppede kålen (meget ulig mig), brugte ekstra svampe, tilføjede den sidste peberfrugt fra lageret samt øgede mængden af sauce i retten.

Yaki udon

2 personer

2 pakker friske udon nudler
olie til stegning
1 mellemstort løg, skåret i tynde både
1 stort fed hvidløg, finthakket
250 g svampe, skåret i tern
1 mellemstor gulerod, skåret i tynde stænger
1 peberfrugt, skåret i strimler
½ tsk chiliflager
3 spsk soyasauce
3 spsk østerssauce
1 spsk mirin
1 spsk mørk farin

Pynt:
1-2 tsk sesamfrø – gerne ristede for ekstra smag
1 forårsløg, skåret i skiver

Sørg for, at alle råvarer er klar, inden du begynder madlavningen – dvs. at alle grøntsager er rensede og skåret til. Selve tilberedningen går nemlig rimelig hurtigt. Læg nudlerne i koldt vand.

Hæld olie i en stor pande eller endnu bedre – i en wok. Tilsæt løg og hvidløg og svits det et minuts tid. Tilsæt svampe, gulerod og peberfrugt og steg det i nogle minutter, indtil grøntsagerne begynder at blive bløde. Tilsæt chili, soya, østerssauce, mirin og farin og rør godt rundt. Skil nudlerne ad i vandet og hæld dernæst vandet fra. Lad nudlerne dryppe lidt af, inden du vender dem i grøntsagerne. Lad det stege et par minutter under omrøring, så du får dækket nudlerne helt af saucen.

Fordel din yaki udon i to skåle og pynt med sesamfrø og finthakkede forårsløg.

Note: Yaki udon er hurtig at lave og derfor en genial ret at bikse sammen en travl hverdagsaften. Den luner også godt (jeg synes ikke, at vores chili plejer at være så kraftig, men…), og det er helt sikkert en ret, jeg gerne laver igen.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *