I sidste uge havde gemalen og jeg bryllupsdag, og det skulle naturligvis fejres, så vi tog en overnatning på Hvedholm Slot. Jeg havde købt en Sweetdeal på et slotsophold tidligere på året, som vi gemte til bryllupsdagen, og i sidste uge susede vi så til Fyn. Vi slog dog et smut forbi Odense ZOO for at fodre giraffer, og derefter gik vi en tur i Svanninge Bakker, inden vi ankom til Hvedholm Slot.

Ja, det blæste en del – men solen skinnede heldigvis også det meste af dagen 🙂

Vi ankom midt på eftermiddagen og fik straks en flaske kold, mousserende vin med op på værelset sammen med to høje glas. Personalet fik klart point for at have flasken på køl i stedet for at stille den på værelset, for mousserende vin er trods alt bedst, når den er kold og ikke har stået ved stuetemperatur i flere timer.

De fleste af værelserne på Hvedholm Slot er navngivet, hvilket var en fin lille detalje.

Nu har jeg godt nok et anstrengt forhold til farven lyserød, men ser vi bort fra det, så var det faktisk et ganske nydeligt værelse, og det levede fint op til mine forventninger.

Efter et par timers afslapning smuttede vi ned i spisestuen. Det viste sig, at vi havde det helt for os selv, så jeg benyttede lejligheden til at tage et par billeder inden maden.

Der fulgte en fem retters menu med opholdet, og så valgte vi at købe en treretters vinmenu hver. Vi havde egentlig tænkt os at købe en femretters vinmenu, men så vidt vi forstod på tjeneren, så var der ikke forskel på de to, da de blot serverer hvidvinen og rødvinen to gange hver i femretters-udgaven. Og da hun i forvejen sagde, at hun ville genfylde glassene i treretters-versionen, ja så var der ikke rigtig nogen grund til at købe den dyrere version.

Vi lagde ud med en lille appetizer, der bestod af en kalvelevermousse med valnødder og brændte porrestykker. En cremet og velsmagende lille sag. Sammen med den fik vi et glas mousserende vin – den samme som vi også havde fået med op på værelset. Det var lidt synd, at de ikke havde valgt en anden, da det kom til at fremstå lidt genbrugsagtigt, men den smagte fint, så det gjorde os ikke så meget.

Forretten bestod af en rulle af ferskvandsbars og laks på piementcreme, og retten var pyntet med ærteskud og maltjord. Det var en meget mild servering, hvor selv cremen var meget afdæmpet. Jeg syntes, at fiskerouladen var lige lovlig bastant – den var meget kompakt og kom til at virke unødig tung.

Vi fik en new zealandsk hvidvin til, som duftede og smagte kraftigt af hyldeblomster! En meget interessant vin – men samtidig også meget sød og dominerende, hvilket gjorde den komplet uegnet sammen med forretten. Vi valgte derfor at drikke resten af den mousserende vin til forretten og gemte hvidvinen til lidt senere.

Den næste ret bestod af kalveterrine med baconmayo, rosenkålsblade, blåbær og kalvesky. Her passede hvidvinen lidt bedre til, omend det ikke var et perfekt match. Igen var kødanretningen forholdsvis kompakt,  men her passede det bedre til retten, og alt i alt en fin ret.

Nu kom vi til hovedretten, som var en gavmild portion af en rigtig efterårsret – rødvinsbraiseret krondyrkølle på rødbedepuré, pastinak, broccoli, pommes Dauphine samt vildtglace. En solid og fyldig ret med masser af smag og kraft. Aftenens absolut bedste ret!

Vi fik et glas rødvin til, og den var desværre serveret lidt for varm. Efter at have smagt på den konkluderede vi dog, at vinen heldigvis stadig var drikbar, og at det næppe var en vin, hvor det gjorde så meget, at den fik et par grader mere. Det virkede ikke som en vin, der havde så mange nuancer (hvilket dog i dette tilfælde ikke nødvendigvis er et dårligt træk – den var blot ret enkel i smagen).

Nu var vi efterhånden nået over til osteanretningen, som var denne simple servering bestående af Tomme de Savoie med orangemarmelade og rugbrød. Jeg overvejede, om orangemarmeladen mon var fra GreCo, som jeg før har skrevet om – det var under alle omstændigheder en dejlig mild appelsinmarmelade uden den bitterhed, som ofte spolerer appelsinmarmelader. En meget enkel og tilforladelig servering.

Rødvinen passede ikke synderlig godt til retten, men jeg undlod nu også at drikke til selve serveringen.

Sidste servering var naturligvis desserten, hvilket i dette tilfælde var en dekonstrueret gulerodskage. Det var en pæn anretning, men desværre var retten fuldstændig mislykket. Selve kagen viste sig at være tør og yderst sej – jeg kunne dårligt bide den over, og efter én mundfuld opgav jeg. Isen havde fået alt for meget kanel – og sandsynligvis også husblas, for den smeltede ikke, selvom jeg lod resten af desserten stå, mens gemalen kæmpede videre med sin portion. I stedet nippede jeg lidt til dessertvinen, som var en semisød sag, der ville have fungeret fint til desserten.

En ærgerlig afslutning på aftenen. Vi sagde det naturligvis til tjeneren, som stod og overvejede, hvad hun skulle gøre. Vi skyndte os dog at sige, at hun ikke behøvede at finde en anden ret frem, for vi var mætte. Jeg tror nu heller ikke, at hun kunne have gjort så meget ved det, for jeg vil gætte på, at kokken var gået hjem på det tidspunkt.

Opholdet på slottet sluttede af med morgenmad næste morgen, hvor vi fik ovenstående anretning til deling sammen med boller og mini-wienerbrød (begge prefabrikerede) samt æblejuice, appelsinjuice og te. Faktisk en ganske glimrende morgenmadsanretning, når man tænker på, hvordan niveauet for morgenmad normalt er på hoteller m.m.

Vi gik en tur rundt på Hvedholm Slot, inden vi tog af sted, og det er et meget smukt sted, som jeg ville elske at bruge til et kostumebal eller noget andet spændende, hvor man i den grad kan nyde de pompøse rum.

Levede opholdet på Hvedholm Slot op til forventningerne? Nja… ikke helt. Stedet er bestemt charmerende, og der var intet i vejen med vores værelse, hvor man i den grad følte sig som adelsfolk, når man lå henslængt i himmelsengen. Madniveauet var dog meget svingende og bestemt ikke et slot værdigt. Vi havde dog under alle omstændigheder en hyggelig tur, for selskabet var der intet i vejen med, men restauranten vil jeg fraråde.