Kartoffelsalat hører mest sommeren til, men jeg kan nu godt lide at lave en vinterversion i ny og næ, så i dag fik vi denne kartoffelsalat med grønkålscreme. Du skal bruge faste kartofler, som du enten skræller, inden du koger dem, eller piller umiddelbart efter …
I forbindelse med mit blende-benspænd er det oplagt at lave en sauce eller to, så hvorfor ikke en blomkålsbearnaise? Hvis du nu tror, at det er et eller andet helse-eksperiment uden smør, så tager du fejl – der er skam smør i denne version, og …
I weekenden serverede jeg denne bønnesuppe til frokost. Suppe-skeptikeren, som jeg er gift med, blev lidt urolig, da jeg annoncerede månedens blende-benspænd. Han kunne nemlig godt regne ud, at så ville der komme suppe på bordet. Jeg blev dog hurtigt tilgivet, da han smagte på min bønnesuppe, for den er både fyldig, krydret og er toppet med bacon.
Du kan sagtens lave denne bønnesuppe i vegetar-udgave – så udelader du blot baconen og bruger i stedet ristede hakkede nødder.
Bønnesuppe på røde bønner
2 personer
200 g kogte røde bønner
2 mediumstore kartofler, skåret i små tern
½ løg, skåret i både
4 dl grøntsagsbouillon
evt. ½ dl fløde
1 tsk chipotle
salt og peber
Topping:
Stegt bacon (jeg brugte 75-100 g)
Hvis du koger bønnerne selv, så husk at de skal lægges i blød i koldt vand dagen forinden, inden de koges i 40-45 minutter. Du kan dog også vælge den lette løsning og bruge røde bønner fra dåse.
Hæld bouillon i en kasserolle sammen med løg og kartofler. Kog dem, indtil de er møre – det tager 10-15 minutter. Hæld bønner og chipotle i og lad det koge i et par minutter, inden du tager kasserollen af varmen. Blend indholdet til en lind masse og sæt kasserollen tilbage på komfuret. Lad din bønnesuppe koge i nogle minutter mere, indtil den får den konsistens, du helst vil have – gerne fyldig. Tilsæt eventuelt lidt fløde og smag derefter til med salt og peber.
Top din bønnesuppe med stegt bacon (eller eventuelt ristede nødder, hvis du laver en vegetar-udgave) og servér den med det samme.
Note: Fyldig og velkrydret bønnesuppe, der både mætter og giver varmen! Portionen ser måske ikke så stor ud, når den bliver serveret, men både bønner og kartofler mætter godt, så det er en perfekt suppe til en kold efterårs- eller vinterdag.
Jeg har lige været til julefrokost, og her medbragte jeg hjemmelavet sylte. Det er ellers ikke en ret, jeg på noget tidspunkt havde forestillet mig, at jeg skulle lave, for jeg har i mange år været meget skeptisk over for sylte. Det skyldes sandsynligvis, at …
Hjemmelavet sky – eller pålægssky om man vil – er let at lave, så det prøvede jeg sidste weekend. Jeg brugte oksebouillon, jeg havde i fryseren, men har du ikke det på lager, vil jeg foreslå, at du bruger nedenstående basisopskrift. Oksebouillon Okseben – køb …
Denne lune andesalat serverede jeg i søndags for vores gæster – ja, de selvsamme der fik både honningsnitter og skaldyrsrand.
Jeg fandt på retten, da jeg grublede over, hvad jeg kunne lave, der var juleagtigt, men alligevel ikke traditionel julemad, og så fik jeg lyst til at lave en lun salat med stegt and og kål. Jeg kunne dog ikke nære mig og gav retten et asiatisk twist i form af nudler, saltede peanuts og en stærk og let sødmefuld chili-appelsinsauce.
Lun andesalat med kål
7-8 personer
1 and på ca 3,2 kg 2 æbler 2 appelsiner salt
500 g fintsnittet rødkål ½ dl risvinseddike (kan erstattes af hvidvinseddike) 150 g grønkål 200 g ukogte nudler saften fra en appelsin 2 dl saltede peanuts, grofthakkede
Start med at stege anden. Jeg plejer at langtidsstege juleanden – læs opskriften på juleand her. Fyldet i denne version bestod dog kun af æbler og appelsiner, der var skåret i mundrette stykker. Anden skal stege i 3½-4 timer.
Når anden er tæt på at være færdig, fintsnitter du rødkålen – eventuelt på et mandolinjern. Kålen skal være så tynd som muligt. Put kålen i en skål og hæld risvinseddike over. Kram kålen godt med fingrene, så eddiken trænger ind. Riv grønkålen i mindre stykker og læg dem i en skål. Overhæld dem med kogende vand og lad dem trække i nogle minutter, inden du hælder vandet fra. Kog nudlerne.
Når anden er stegt, lader du den køle af nogle minutter, inden du skærer eller flår kødet i mundrette stykker. Derefter tager du en meget stor skål og lægger skiftevis rødkål, and, nudler og grønkål i skålen. Hæld appelsinsaft ud over til sidst, inden du fordeler peanuts ud over din andesalat.
Den lune salat skal serveres med en ret krydret chili-appelsinsauce, som følger herunder.
Chili-appelsinsauce
50 g smør ½ mediumstort løg, skåret i tern 1 spsk chiliflager 2 spsk hvedemel 3 dl appelsinjuice evt. ½ dl rørsukker evt. cayennepeber eller chili til at justere saucens styrke salt og peber
Smelt smørret i en lille gryde og steg løg og chiliflager ved mediumvarme, indtil løgene er bløde. Pisk hvedemel i og tilsæt lidt efter lidt appelsinjuice under fortsat piskning. Lad saucen simrer ved lav varme i ti minutter og smag den så til. Hvis du vil have den sødere, tilsætter du rørsukker, vil du have den stærkere, tilsætter du cayennepeber eller chili. Slut af med salt og peber.
Servér den varme chili-appelsinsauce sammen med den lune andesalat.
Note: Min fortolkning af juleand – aka lun andesalat med kål og asiatisk twist – blev godt modtaget. Det er samtidig en god måde at få kødet til at strække sig til flere personer (vi var 7 voksne til én and), ligesom man automatisk får flere grøntsager.
Vi nød en rødvin til – nærmere bestemt Pinot Noir Ludwig 2013 fra Elena Walch. Et glimrende bud til den lune andesalat, der både har fedme og friskhed, knasende salte nødder samt en stærk og sødmefuld sauce. Vinen kunne godt have været en anelse mere sød for at matche maden, men ellers en vin, der blev modtaget godt af alle ved bordet.
Vi julehyggede med familien i går, og de skulle selvfølgelig også have lidt at spise. Om eftermiddagen spiste vi honningsnitter, og om aftenen blev det til en treretters menu, hvor denne skaldyrsrand udgjorde forretten. Jeg skelede til en opskrift på skaldyrsrand hos Mine egne opskrifter, …
Har du prøvet at lave tilberede blåmuslinger i øl? Blåmuslinger tilberedes ofte i hvidvin, men det havde jeg lyst til at udfordre, så i sidste uge dampede jeg en portion blåmuslinger i øl! Blåmuslingerne fandt jeg hos den lokale fiskebutik, hvor jeg også fandt en …
Jeg har lavet alt for få retter med græskar dette efterår, så for nylig lavede jeg en omgang pasta med græskar, chili og salvie. Så kunne jeg dels bruge noget af den græskarpuré, jeg blendede i forbindelse med græskarbrødet, dels kunne jeg eksperimentere med endnu en vegetarret.
Min pasta med græskar fik et godt skud chili – her i form af små chilier fra urtebedet, som har forsynet os med en masse små lækre og halvstærke chilier denne sommer. Urtebedet donerede også nogle salvieblade, som jeg friterede, inden de både blev brugt som smagsgiver og pynt til vegetarretten.
Pasta med græskar, chili og salvie
2 personer
400-450 g hokkaido græskar
3 små semistærke chilier eller 1 tsk stærk chili
olie til stegning
1 løg, skåret i små tern
1 dl friskrevet hård ost – for eksempel Thybo eller Vesterhavsost
salt og peber
10-12 salvieblade
Desuden: friskkogt pasta til to personer (jeg brugt sort linguini, men du kan også bruge andre pastatyper)
Skyl græskarret og skær det i tern. Du skal bruge 400-450 g (og du behøver ikke at skrælle det). Kog græskarternene møre i vand og blend dem derefter til en lind puré (tilsæt lidt af kogevandet, indtil du får en cremet og lind puré). Finthak chilierne. Varm lidt olie op på en pande og svits chilier og løg ved mediumvarme, indtil løgternene er møre. Tilsæt græskarpureen og varm den op, indtil den bobler. Rør osten i og smag til med salt og peber. Hæld pandens indhold i den friskkogte pasta og vend det godt. Fordel din pasta med græskar i to skåle.
Hæld olie i en lille pande, indtil det ½ cm dybt. Varm det op og fritér derefter salviebladene i det i 5-10 sekunder, indtil de er sprøde. Lad dem dryppe af et kort øjeblik på køkkenrulle, inden du fordeler bladene over pastaskålene. Servér med det samme.
Note: Smuk og efterårsagtig vegetarret. Pasta med græskar har en del sødme på grund af græskarret, men chilien er tilpas kraftig til at holde sødmen i skak, og de sprøde salvieblade giver lige det sidste pift til smagen.
Kan man bruge kaffe i det salte køkken? Selvfølgelig kan man det! Jeg har før brugt kaffe i en cowboystuvning (dog uden cowboys), så det var meget naturligt at eksperimentere med en oksestuvning med kaffe… og øl! Simremad med øl er nemlig lige så godt …