Museumsdag – og chokolade…

Fredag havde vi planlagt som museumsdagen, og det viste sig at være et godt valg, for vejret var temmelig trist og vådt den dag. Vi tog først forbi Check Point Charlie, som jeg havde fået anbefalet af flere. Udstillingen beskrev først og fremmest de første år efter delingen af Berlin, murens opbygning samt alle de flugtforsøg, som østberlinerne foretog. Det var interessant, men samlet set var udstillingen noget skuffende – i mine øjne var den ikke særlig afbalanceret (jeg savnede f.eks. mere om dagligdagen for de to dele af Berlin, om årene op til genforeningen og tiden lige efter), der var en del gentagelser undervejs, og den var meget rodet sat op.

Vi tog derefter forbi Det Jødiske Museum, og det var markant anderledes. Det ligger i en bygning tegnet af Daniel Libeskind, og alene bygningen er besøget værd. Meget spændende opbygget – men også en anelse voldsom og mastodontisk. Jeg troede egentlig, at museet primært fokuserede på jødernes historie i tiden op til og under krigen, men det viste sig at være et generelt center for den jødiske kultur og historie. Derfor savnede jeg også lidt mere om tiden under 2. Verdenskrig, men alt i alt en god oplevelse.

julemarked, marked, jul, Berlin, rejse, museumVi valgte at spise på det jødiske museum og tog en tallerken af salatbuffeten. Jeg tog en krydret pølse til, mens gemalen kastede sig over et par falafler, og så fik vi en meget frisk æble-citron sodavand til. Jo, rejser går også ud på at smage spændende drikkevarer 🙂

Prisen var igen ganske rimelig – for to personers frokost samt drikkevarer til slap vi 20 euro – og det var endda velsmagende og rimelig sundt. Jamen altså…

Dernæst smuttede vi med undergrundsbanen og susede af sted til en anden del af byen, for en hvis person havde læst om en ganske imponerende chokoladebutik – Fassbender & Rausch Chocolatiers. Vi gik ind, kiggede os måbende omkring – og flygtede op i salonen på første sal, hvor vi ville prøve kageudvalget. Selvfølgelig kun for at skrive om der her på bloggen. Hvad gør man ikke for læserne? 😉

Fassbender & Rausch, julemarked, marked, jul, Berlin, rejseJeg valgte en appelsin-krokant kage, mens gemalen bestilte en Schwarzwälder kirsebærtærte. De var ret kompakte, men yderst velsmagende, og selvom de mættede godt, så slog de ikke nær så hårdt som La Glaces voldsomme men lækre kager gør.

Ganske gode – og igen en god pris – omkring 28 kr. stykket.

Ingen af os turde give os i kast med en varm chokolade (af frygt for at det ville være alt for voldsomt sammen med kagerne), men gemalen kastede sig ud i en kold chokoladedrik med rom. Jeg drak også lidt af den, og selvom den smagte ganske godt, så var jeg glad for, at vi ikke havde bestilt en hver, for der var absolut ikke sparet på rommen! Den smagte ikke sprittet – men procenten var alligevel høj, og det virkede lidt overvældende sådan midt på eftermiddagen.

Nå – men jeg ved jo godt, hvad I venter på. I vil have billeder af selve chokoladebutikken, så det får I selvfølgelig. Det første viser Rigsdagen lavet i det pureste chokolade, og der var flere lignende overdådighedsværker – blandt andet af Titanic! Butikken har flere hundrede forskellige slags chokolader (alene glasmontrene giver total ubeslutsomhedspanik!), men der er også meget fabrikspakket. Eftersom vi havde købt en del specialchokolade dagen før, så købte vi faktisk ikke noget her, men når jeg engang skal til Berlin igen, så raider jeg de glasmontre!

Don’t mention the war!

Berlin, rejse, udstillingSom historisk by er Berlin meget spændende – og ikke kun på grund af 2. Verdenskrig. Det var nu først og fremmest krigsrelaterede museer og udstillinger, vi opsøgte under ferien.

Udstillinger og referencer til muren – eller den tidligere mur bør det hedde – er jo nærmest umulig at undgå, når man tager til Berlin. Særligt med 20 års jubilæet i år for murens fald.

Det er lidt underligt at forestille sig, at det kun er 20 år siden, den blev revet ned. Selvom jeg kan huske det fra min barndom, så har verden ændret sig meget siden da – på godt og ondt.

Berlin, rejse, udstillingEn af de mest spændende steder, vi kom forbi på vores vandretur om torsdagen var det store mindesmærke for de jøder, der blev dræbt under krigen. Når man ser det fra udkanten, så synes jeg, det ligner kister eller gravmonumenter, der har næsten samme højde. Bevæger man sig derimod længere ind mod midten, så opdager man pludselig, at stedet er meget dybt, og de midterste sten er ret høje – højere end et normalt menneske. På den måde forsvinder man nærmest i en dyb labyrint. Fascinerende.

Brandenburger Tor, Berlin, rejse, udstillingVi var selvfølgelig forbi Brandenburger Tor. Imponerende byggeri – og smuk i det klare vejr.

Rigsdagen, Berlin, rejse, udstillingRigsdagen rundede vi også hurtigt. Der var dog en del mennesker, der stod i kø for at komme op på bygningen, hvor man kan se ud, så vi gik videre.

Berlin, rejse, udstilling, tankOg sidst men ikke mindst skulle vi lige over for at se de to russiske tanks, som tyskerne har pålagt sig selv at passe de næste mange år frem. Det virker en smule masochistisk at beslutte sig for at vedligeholde monumenter over sejrherrens krigsmateriel…

Weilands Wellfood og julemarked

Vi har som sagt været i Berlin de sidste fire dage, og det har været en skøn tur! Jeg har længe drømt om at opleve de store julemarkeder i udlandet, og det lykkedes mig at lokke gemalen med på at tage til Berlin nogle dage her op til december, hvor markederne starter. Desuden har jeg ikke været i byen før, og han har kun en enkelt gang for mange år siden, så der var nok at opleve!

Vi tog et fly torsdag morgen, men der gik noget tid med at finde frem til hotellet, for undergrundsbanen var omlagt, og der var sporarbejde, så vi måtte improvisere lidt undervejs for at finde frem. Det lykkedes dog efter lidt forsinkelse, og der var intet problem med at tjekke ind, selvom vi kom to timer før indtjek. Vi havde på forhånd booket et værelse hos Hotel Delta, som ligger tæt på Potzdamer Platz, og det viste sig at være et fornuftigt valg. Ikke alene var det et pænt og rummeligt værelse – morgenmaden viste sig god den næste dag. Der var ret lydt ud til gaden, men vi sov ret tungt, så det generede os ikke, selvom vi undrede os over, hvorfor de ikke havde gjort mere for at lydisolere. Nåja – og så var hotellet billigere end det allerbilligste, vi brugte i Århus i september, og hvor kvaliteten var væsentlig lavere. Sært.
Weilands Wellfood, restaurant, restaurantanmeldelse, madanmeldelse, restauranter i BerlinEfter indlogeringen susede vi af sted for at få noget at spise, for det var efterhånden blevet frokosttid, og vi var sultne! Jeg havde researchet lidt inden og medbragt en liste over spisesteder, som forskellige havde anbefalet, og første stop var Weilands Wellfood. Og jeg vil med det samme bringe anbefalingen videre – meget lækker, billig og sund mad! Jeg fik en god wokret til 7.20 euro med kylling, bønnespirer, rød peberfrugt, aubergine, frisk koriander og fuldkornsris, og det smagte, godt, frisk og mættende! I det hele taget er Weilands Wellfood en restaurant, som har slået sig op på at have fiberrige og kalorielette måltider, og det var meget delikat. Prøv det!

Der er to af ovenstående restauranter i Berlin, og vi spiste på den, der ligger ved Potsdamer Platz. Det var også her, vi stødte på vores første julemarked! Jeg havde lavet en liste over julemarkeder, inden vi tog hjemmefra, men jeg må med skam meddele, at den glemte jeg i skyndingen… det viste sig dog ikke at være noget problem, som dagene gik, men mere om det i et senere indlæg. Det var julemarkedet, vi kom fra.
julemarked, marked, jul, Berlin, rejseDet viste sig at være et marked, som åbenbart lå der helt fast hele julen igennem. Jeg troede ellers, at det kun var i weekenderne, der blev julet igennem, men nejnej – i Tyskland tager man julen alvorligt! Faktisk gik de til tider helt bananas i juleudsmykning, men mere om det senere.

Her er der en af de mange juleknas-boder med skumslik i poser og dekorerede hjerter som udsmykning.
julemarked, marked, jul, Berlin, rejse, julepyntEn af boderne var tilmed en helt aflukket – og forholdsvis stor – butik, hvor der var kassevis af glaspynt. Og ikke bare de almindelige kugler i forskellige farver og med glimmer på – her var i alle mulige faconer, og de prøvede nærmest at overgå hinanden i skønhed – eller særhed! Der var mange, hvor jeg tænkte ‘hvad i alverden har det med julepynt at gøre’?

julemarked, marked, jul, Berlin, rejseEn af de mere sære var juleagurken. Hvem hænger det på sit juletræ?! Ok, jeg kan måske til nøds forstå det i forhold til det næste billede, hvor jeg var helt fortabt.

“Skat, har du husket at købe tandpastaen, som skal hænge på vores juletræ?”

Glaskugler – udformet som tandpastatube og tandbørste – lige til at hænge på juletræet.

Selv ikke jeg har så dårlig humor! 😀

OBS – mens jeg har skrevet dette, har gemalen opklaret gåden om juleagurken – det er åbenbart en gammel tysk (?) juleskik, der svarer til vores mandelgave. Man hænger agurken på juletræet, og når børnene om morgenen går ned til juletræet, er der en ekstra gave til det barn, som først finder agurken. Godt så.

Nu bliver jeg nødt til at købe en, næste gang jeg skal til Tyskland…