Schwarzwälder kirschtorte – kirsebærkage

Schwarzwälder kirschtorte – kirsebærkage

Jeg synes ikke rigtig, at jeg kan have et benspænd med tyske kager uden også at bage den tyske kirsebærkage Schwarzwälder kirschtorte. Det er selvfølgelig også en god undskyldning for at bage en flot kage. Ikke at man skal have det, nu jeg tænker over det…

Jeg kiggede på forskellige opskrifter på kirsebærkage og valgte at følge en på Die Rezeptschachtel en god del af vejen. Jeg lavede dog en række justeringer. For eksempel havde jeg et glas kirsebærsauce på lager, som jeg brugte i stedet for at købe et glas sure kirsebær, som man normalt gør. Til gengæld sørgede jeg naturligvis for at bruge kirsebærlikør i kagen – ellers er det ganske enkelt ikke en Schwarzwälder kirschtorte ifølge de tyske traditioner!

Schwarzwälder kirschtorte – kirsebærkage

7-8 personer

Bund:
1 dl hvedemel
½ tsk bagepulver
1 spsk rørsukker
30 g koldt smør
1-2 spsk vand

Chokoladekage:
3 æg
1 dl rørsukker
1 spsk vand
40 g blødt smør
2 dl hvedemel
½ dl kakaopulver
1 tsk bagepulver

Fyld og pynt:
1 glas sure kirsebær, 300-350 g (alternativt et glas kirsebærsauce)
4-6 spsk kirsebærlikør
4 dl fløde
½ dl flormelis
½ tsk vaniljepulver
1-1½ dl finthakket mørk chokolade
syltede eller kandiserede kirsebær

Rør hvedemel, bagepulver og rørsukker sammen til bunden. Skær smørret i mindre stykker og gnid det ud i melet. Tilsæt en smule vand, så du kan samle dejen til en kugle. Læg den i køleskabet en halv times tid.

Rul dejen ud på et meldrysset bord. Tag en springform på 15-16 cm i diameter og læg bagepapir i bunden. Bred dejen ud på den og bag bunden ved 170 grader i ca. 10 minutter. Lad den køle lidt af og rør så dejen til chokoladekagen.

Start med at dele æggeblommer og æggehvider i hver sin skål. Pisk æggehviderne stive sammen med en tredjedel af sukkeret. Pisk derefter æggeblommerne med resten af sukkeret samt vaniljepulver og vandet. Sørg for at piske det grundigt og længe, så sukkeret opløses, og det får en cremet konsistens. Pisk dernæst smør, hvedemel, kakaopulver samt bagepulver i. Vend til sidst æggehviderne forsigtigt i dejen.

Hæld dejen ud over bunden i springformen og bag den ved 170 grader i ca. 40 minutter. Tjek om den er gennembagt ved at stikke en lang tynd træpind i kagen og se, om der hænger kagedej ved. Hvis der gør, så bag den lidt længere.

Lad kagen køle helt af. Tag den derefter ud af springformen og del den i tre lige tykke lagkagebunde. Hvis kagen har fået en lille top, så kan du skære den af med en lang skarp kniv.

Læg bunden af kagen på et kagefad og fordel 2-3 spsk kirsebærlikør ud over den. Smør den derefter med kirsebær. Pisk fløden stiv med flormelis og vaniljepulver. Fordel et lag på ca. 2 cm ud over bunden. Læg det mellemste kagestykke over og dryp det ligeledes med kirsebærlikør og smør kirsebær ud over. Læg igen et flødeskumslag på og slut af med det øverste kagestykke. Tryk det let ned, så fyldet fordeler sig ligeligt. Hvis noget af fyldet bliver trykket ud i siderne af kagen, så fjern det.

Smør flødeskum på toppen og på siderne af kagen. Det kræver lidt tålmodighed – ikke mindst fordi kirsebærrene risikerer at farve flødeskummet lyserødt. Tryk den hakkede chokolade på siderne med let, flad hånd samt i midten af kagens top. Tag resten af flødeskummet og hæld det på en kagesprøjte. Lav flødeskumstoppe hele vejen rundt langs kanten af din kirsebærkage og slut af med at trykke kirsebær på toppen af dem.

Lad din kirsebærkage trække i køleskabet et par timer, inden du serverer den.

Note: Jeg synes, at den tyske kirsebærkage Schwarzwälder kirschtorte har et flot nostalgisk look. Nu bliver den lidt ekstra retro, da jeg kun havde kandiserede kirsebær på lager (og det er meget 80’er-agtigt i min optik), men den blev nu ganske flot. Og ja, godt smagte den også. Den havde en fin mild smag. Den bliver selvfølgelig lidt kraftigere i smagen, hvis du bruger sure kirsebær eller kirsebærsauce med kraftig smag.



5 thoughts on “Schwarzwälder kirschtorte – kirsebærkage”

  • Det var dog en fantastisk flot kage :O
    Jeg har ikke prøvet at lave denne slags kage, men din kage minder mig alligevel om mit halve år på husholdningsskole 🙂

  • Dejligt, du har lagt Kirchtorte ud med alm. kirsebær på glas. Jeg har alt, hvad der skal bruges til kagen, og glæder mig til at lavede langt om længe.

    • God fornøjelse! Det er en mild og rar kage – du kan evt. pifte den yderligere op ved at bruge lidt ekstra kirsebærlikør og en meget kraftig chokolade til kagen 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *