Pizza med gedeost, jordskokker og rødløg

Pizza med gedeost, jordskokker og rødløg

Jeg kan jo ikke have italiensk mad som benspænd uden at lave pizza mindst én gang, så her er en pizza med gedeost! Den er dog ikke så tro mod klassiske italienske pizzaer, for jeg valgte at røre en dej på lidt grovere mel.

Jeg læste en række tekster/opskrifter om, hvordan en perfekt pizzadej skal være – og der var ikke rigtig enighed mht. ingredienser, blandingsforhold og tilberedningsmetode, så til sidst indså jeg, at det var lettere og sjovere at være kontrær.

Dejen blev en variant over yndlingspizzadejen – her med halvt så megen gær men tilsat grahamsmel, og så havde dejen en længere hævetid. Fyldet blev jeg inspireret til af en brochure fra Aarstiderne. Jeg lavede også en anden og mere klassisk pizza, nu jeg var i gang, hvor jeg fik udnyttet en masse rester i køkkenet.

Pizzadej

til to pizzaer – hver pizza kan spises af 2-3 personer

25 g gær
2½ dl vand
3½ tsk salt
3½ spsk olivenolie
1 dl grahamsmel
1 dl hvedemel
durummel for resten

Opløs gæren i vandet og tilsæt derefter salt, olivenolie og grahamsmel. Bland hvedemelet i og derefter durummel, til du har en blød og lækker dej. Dæk skålen til med film og lad dejen hæve på køkkenbordet i ca. otte timer. Del den i to og rul hver dejklump ud til en pizzabund, der lægges på bagepapir og smøres/drysses med det fyld, du ønsker.

Pizza med gedeost, jordskokker og rødløg

2-3 personer

200 g jordskokker
1 stort rødløg
100-150 g gedeost
1 dl friskrevet parmesan
frisk rosmarin
salt

Sæt ovnen på 240 grader og sørg for at have en bageplade i ovnen imens.

Skær gedeosten i tynde skiver og fordel dem på pizzabunden. Skrub jordskokkerne godt og skær dem i tynde skiver og læg dem på pizzaen. Rødløget skæres ligeledes i tynde skiver og fordeles på pizzabunden. Drys salt og revet parmesan ud over pizzaen, inden du slutter af med rosmarin.

Tag den varme bageplade ud og træk forsigtigt bagepapiret med pizzaen over på bagepladen og sæt derefter pizzaen i ovnen, hvor den skal have 10-15 minutter.

Note: Meget fin og mættende pizza. Dejen bobler ikke så meget op og bliver heller ikke knækbrøds-sprød, men den smager godt og føles god at bide i. Fyldet er lækkert og har en god balance mellem fedt, salt, sødme og bitterhed.

Pizza med tomater, chilipølse og frisk oregano

2-3 personer

4-5 friske og meget modne tomater
en rest gedeost
1 kugle mozzarella skåret i tynde skiver
½-1 dl friskrevet parmesan
50 g meget fintskåret chilipølse
frisk oregano

Samme fremgangsmåde som ovenstående.



20 thoughts on “Pizza med gedeost, jordskokker og rødløg”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *