Det er snart Halloween, så jeg bliver naturligvis nødt til at lave sort risotto! Og hvis man laver sort risotto, kan man jo lige så godt toppe den med en friteret blæksprutte! Jeg havde noget blæksprutteblæk til overs fra mit Halloweenbrød med kranier, og jeg …
Jeg har lavet Halloweenbrød med kranier, for så slår jeg to fluer med ét smæk – jeg laver en benspændsret OG jeg får lavet noget sjov mad i anledning af Halloween. Jeg faldt over et sjovt Halloweenbrød med kranier hos Ghoul At Heart (elsker navnet!), …
Tidligere på måneden tog vi på udflugt til Holbæk-området sammen med et af de ældre familiemedlemmer, og her spiste vi frokost på Hørby Færgekro. Den ligger med en flot udsigt til fjorden, og denne dag var der også ekstra meget at se på, eftersom den kraftige blæst gav skum på bølgetoppene. Det blæste faktisk så meget, at Hørby Færgekro måtte køre markisen ind, men vi satte blot pris på det ekstra solskin, der kom ind.
Det er muligt at få en frokostservering til 275 kr med forskellige kolde og lune anretninger, og den snuppede både gemalen og jeg. Jeg havde dog en mistanke om, at portionerne nok var store, men jeg var ret sulten efter at have været til svømning om morgenen. Selskabets sidste deltager er til gengæld småtspisende, så han bestilte en æggekage med flæsk og tomater.
Der kom en brødkurv med to slags rugbrød samt hvedebrød – alt sammen lunt og friskbagt.
Første servering var en marineret sild med rødløg, kapers og fedt. En simpel anretning, som fungerede fint, men den kom til at blegne lidt i forhold til de følgende retter.
Der var noget mere spræl over den store skål med rejer, der havde fået en gavmild portion citronmayonnaise over sig. Selvom vi gjorde et bravt forsøg, så kunne vi ikke spise op af disse. Men nøj hvor var de lækre!
De stegte rødspættefileter med remoulade var sprøde og alligevel saftige. De kunne måske godt have været en lille smule tykkere, men nu var portionerne generelt ret store, så vi var alligevel ikke kommet igennem en større filet.
Her var meget passende en pause, inden vi fik den sidste salte ret – en tartelet fyldt med høns i asparges. En klassisk servering, der bare holder – især når man bruger tarteletter af god kvalitet.
Jeg troede egentlig, at vi var færdige nu, men gemalen kiggede på mig og spurgte ”har du helt glemt, at der også er ost?”. Og ja, det var jeg faktisk lige ved at glemme! Der gik heldigvis lidt tid, inden den blev serveret, så man kunne nå at samle appetit til den. Og så var osteserveringen ikke så stor – blot et enkelt stykke mild, salt ost med kiks, honning og druer til. Ikke helt så spændende som de øvrige retter, men den var ok.
Vi måtte levne lidt undervejs, så du skal være opmærksom på, at du skal have en ganske god appetit, hvis du skal spise helt op. Den sidste i selskabet kunne heller ikke spise hele sin æggekage, men her var tjeneren snarrådig og spurgte straks, om ikke vi ville have den med hjem? Så ville han lige finde en lille æske og pakke den ned. Det er et godt madspilds-initiativ (og desværre ikke noget, jeg plejer at støde på her i Danmark). Men det er også vanvittig god service – noget som vi i det hele taget oplevede under hele måltidet. Hjertevarm og munter tjener, der gik rundt og skabte god stemning ved bordene.
Vi fik gode, klassiske kroretter, der var indbydende anrettet. Hvis jeg skal gå i petitesser, så kunne sildeanretningen godt have fået et ekstra pift med for eksempel en lille klat grøntsagscreme eller lidt mayo rørt med krydderier. Øludvalget kunne også være mere spændende (og mere lokalt – det ville være oplagt med To Øl på menukortet), men det er småting i forhold til den gode oplevelse.
Jeg ender derfor på fem stjerner med pil op til Hørby Færgekro.
Jeg fik lyst til at lave et græskarformet brød i anledning af, at det snart er Halloween. Det er helt klart en af de sjoveste anledninger at lave mad til! Først tænkte jeg på det klassiske store orange græskar, som man skærer skræmmende ansigter eller …
Der kom stegt lange på bordet i går, for det var alt for længe siden, vi sidst havde fået fisk! Lange er en lys fisk, der er let at tilberede, og så hører den til de lidt billigere fisk. Den er lidt ‘løs’ i kødet, …
For ikke så længe siden havde jeg en aftale med et par tidligere kolleger, hvor vi valgte at spise på Restaurant Mangia på Vesterbro i København. Det er ikke bare en italiensk restaurant men en restaurant med fokus på pasta, så der skulle være god mulighed for at blive mæt!
Man kan få en menu med fire retter til 550 kr, men vi gættede på, at det nok var lidt for meget til os, så vi gik i stedet på jagt i a la carte kortet. Her fandt jeg en antipasti samt en pastaret. Nu var det samtidig en af de sidste sommerdage i september (… jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har nået at sige det i den måned), så jeg besluttede mig for at nyde en negroni til maden. Det er en ret spiritustung og bitter italiensk drink, som jeg forbinder med sommer, så det var nok ‘sidste chance’ i år.
Der kom lidt kuvertbrød og olivenolie på bordet. Brødet i sig selv var ikke specielt interessant, men det passede fint sammen med min forret.
Og den kommer her – håndskåret tatar af oksekød med hasselnødder og en creme lavet på æggeblomme. Tataren var i relativt store stykker men havde en meget fin konsistens, og kombinationen med den fede creme og de sprøde nødder fungerede godt.
Jeg var lidt spændt på, hvor store pastaretterne ville være på Restaurant Mangia, for jeg er ikke vant til at spise store mængder hurtige kulhydrater. Men – det var en overraskende lille portion – nærmest halv størrelse af, hvad jeg typisk har prøvet på andre italienske restauranter. Min ret bestod af håndlavet pasta med blæksprutte, muslinger og dadeltomater. Og især blæksprutte mætter en del. Pastaen havde naturligvis den helt rigtige fasthed og smagte fremragende, og det var i det hele taget en ret vellykket pastaret.
Jeg sluttede af med en kop cappuccino (ja, jeg ved godt, at det gør man ikke i Italien, men nu var vi altså på Vesterbro). Og – lidt overmodig måske – tænkte jeg, at jeg gerne ville prøve restaurantens tiramisu, for den portion var næppe særlig stor.
Jeg tog fejl.
Det var tværtimod en ret stor portion, der primært bestod af creme. Det smagte glimrende, men det blev desværre også for tungt og ensformigt, når portionen var så stor, og cremen fyldte så meget. Der manglede klart et mere knasende og/eller bittert modspil i desserten. Jeg endte med at levne halvdelen – den portion kunne jeg ikke komme igennem.
Der var venlige og smilende tjenere, der gerne fortalte om de enkelte retter, og stemningen var ganske hyggelig hos Restaurant Mangia.
Jeg var som sagt ganske tilfreds med tataren, og pastaretten var fremragende (points for ikke at lave en alt for stor portion, som jeg ofte synes, at italienske restauranter gør). Til gengæld var desserten for stor, og cremen fyldte for meget i forhold til de andre elementer i serveringen.
Jeg ender derfor på fire stjerner til Restaurant Mangia.
Har du prøvet at bage brød med bageenzym? Det måtte jeg naturligvis gøre i forbindelse med mit brød-benspænd. Jeg fik en lille pose bageenzym fra min svigermor for nogle måneder siden, og nu var det altså tid til at prøve det. Bageenzym skulle give et …
Jeg bruger selvfølgelig mit brød-benspænd til at afprøve nogle forskellige måder at bage på, og derfor skulle jeg naturligvis også prøve at lave mikroovnsboller. Ideen så jeg hos Hjemme hos Xenia, og bollerne er glutenfri. Du kan dog godt erstatte mandler med hvedemel, hvis du …
I sidste uge skulle jeg i Nørrebro Teater, og her benyttede jeg lejligheden til at spise aftensmad på restaurant Sasaa. Det er en restaurant med fokus på det afrikanske retter, hvor du enten vælger nogle retter fra menukortet eller blot beder om den fire retters menu, som de har sammensat. Gemalen og jeg tænkte, at det sidste var det letteste (og det må det godt være ind imellem!), så det snuppede vi. Derudover supplerede vi med et par samosaer med henholdsvis vegetarisk fyld og med kyllingefyld.
Sasaa serverer ikke alkohol, men man kan blandt andet få forskellige slags druesaft, og det kunne jeg ikke stå for. Vi valgte to forskellige slags, og begge havde en frisk og let sødmefuld smag, der passede godt til den krydrede mad.
Vi delte to samosaer, der havde en fin sprødhed. Fyldet var mildt krydret, men så kunne man vælge at dryppe lidt af de to slags chilisaucer på, der fulgte med selve menuen. Vi havde valgt en mild og en mellemstærk chilisauce, og det var ganske passende til os.
Menuen bestod af fire forskellige stuvninger med ris og chapati brød til. Der var sugaar – en ret lækker stuvning med oksekød, løg, kartofler og koriander og en skøn kyllingestuvning i peanutsauce med friske tomater, løg og koriander. Der var også velkrydret vegansk stuvning i peanutsace med søde kartofler, grønne linser, ingefær, grønkål og tomater samt vegansk chakalaka lavet på sorte bønner og forskellige grøntsager.
Jeg syntes, at det var rigtig god mad til prisen. Det er alligevel sjældent, at man kan få fire forskellige retter med tilbehør til lidt over 200 kr per person, og så var retterne tilmed også tilpas forskellige og godt krydrede..
Vi havde en skøn, munter tjener, som skabte en god stemning, og det var i det hele taget en hyggelig spiseoplevelse. Restaurant Sasaa er måske ikke et sted, hvor du hænger ud i flere timer, men det er et glimrende uformelt sted, hvor man kan mødes med vennerne.
Jeg ender derfor på fem stjerner til restaurant Sasaa – det er sjældent at finde et så godt måltid til den pris.
Vi har stadig masser af æbler, så i går besluttede jeg mig for at bage en æblemazarin. Jeg mener, at jeg oprindeligt så opskriften i Hendes Verden, men det kan også have været Familiejournalen. Uanset hvad lavede jeg nogle justeringer, hvor jeg blandt andet udelod …