Oliventærte

Oliventærte

I lørdags fik jeg noget rigtig lækker mad, da jeg besøgte vegetarvennen, og det inspirerede mig til at bage denne oliventærte.

Opskriften er fra ‘Den store vegetariske kogebog’, som indeholder rigtig mange gode opskrifter. Retten er ikke for de kalorieforskrækkede, og jeg valgte da også at pille lidt ved den på den front, men det smagte stadig aldeles glimrende! Jeg justerede lidt og brugte blandt andet fuldkornshvedemel samt skar lidt ned på olie og ost.

Oliventærte

3-4 personer

Dej:
150 g hvedemel
100 g fuldkornshvedemel
90 g smør, hakket
2 æggeblommer
1-2 spsk vand

Fyld:
1 spsk olivenolie
2 spsk dijonsennep
15 g smør
6 almindelige tomater
3 løg i tynde skiver
1 tsk basilikum
25 g oliven, hakket
revet ost

Mel og smør puttes i blenderen og blendes, til det ligner revet parmesan. Tilsæt æggeblommer og vand og blend igen, til dejen har samlet sig. Dejen tages ud på et melet bord og æltes fort sammen. Pak den ind i film og stil den i køleskabet i en halv time.

Dejen udrulles, så den passer til en tærteform. Når formen er beklædt med dej, udklippes et stykke bagepapir, så det passer til formens bund. Oven på papiret bredes et lag tørrede bønner, og tærten forbages nu ved 210 grader i 15 minutter. Fjern derefter bønner og papir, og lad tærten afkøle et par minutter. Bland olie og sennep og smør det på bunden.

Smelt smør i en lille gryde og svits løg og tomater heri. Hæld blandingen ud over den smurte tærtebund. Drys oliven og basilikum ud over og slut af med revet ost. Bag tærten ved 210 grader i 20 minutter.

Note: Denne oliventærte er sååå god! Vi har fået resterne af den i dag, og den fik atter ros fra gemalen. Den skal helt sikkert laves igen ved lejlighed!



22 thoughts on “Oliventærte”

  • Hej Piskeriset!

    TILLYKKE med præmien og sikke en flot præmie, lækkerier til året julekonfekt 🙂

    Den tærte er lige noget for mig, så den må jeg have afprøvet, jeg er faktisk ret glad for tærter – og Alfredo er jo en klassiker og den er – som du skriver – helt bestemt IKKE for fedtforskrækkede personer……….men ÅH så god 😀

    Mange hilsner
    Birthe

  • Tillykke, det var flot!
    Det var da mærkeligt, jeg har gået et stykke tig, og haft lyst til oliventærte og løgtærte; jeg tror du her gav mig skubbet til at komme i gang:
    Knus
    Vibeke

  • NYBH – mange tak! Og jeg som elsker chokolade… 😛

    Den tærte er simpelthen guf! Jeg spiste pinligt meget i lørdags – jeg kan især godt lide detaljen med senneppen, for det giver lige lidt ekstra til smagen. Og Alfredo… uha… 😉

  • Linebine – tusind tak! Ja, den mousse er virkelig lækker! Jeg har den fra Meyers lille bog om chokolade, og jeg har tænkt på, hvornår jeg skal lave den igen… 🙂

  • Stort tillykke :-))) Det var da en skøn præmie.
    Den lyder fantastisk god den tærte. Den tror jeg at jeg snart skal lave. Jeg elsker tærter og Oliven. Desværre er jeg så den eneste herhjemme der er til Oliven… men hva…. Så er der jo mere til mig 😀

  • Sikke en fornem gave du har vundet – tillykke 🙂
    Og dine opskrifter ser superlækre ud! Vi har også Den store vegetariske kogebog og bruger den jævnligt, især til tærter 🙂

  • Hej Tina Liel!
    Mange tak! Jeg håber, at I får lige så meget glæde af den som jeg – selvom jeg godt kan lide kød, så er der altså også vegetarretter, som bare slår benene væk under mig 🙂

  • Vibeke – mange tak! Og det er helt rigtigt – sådan er jeg også begyndt at se på det, når jeg får lyst til at lave retter, som gemalen ikke er så vild med 😉

    (jeg plejer dog at være betænksom nok til, at så er der noget andet til ham, men det er rart at lave favoritretter uden dårlig samvittighed!)

  • Madame – tak skal du have! Ja, er det ikke en god kogebog? Det var længe siden, jeg sidst havde lavet noget fra den, så det var godt, min ven lige fik husket mig på, hvor god den er 🙂

  • Hej piskeriset

    Nu har jeg fulgt din side i lidt tid, dog uden at gøre så meget opmærksom på mig selv. Men nu var det vist på tide 🙂
    Jeg er blevet lidt forelsket i din opskrift på hvid chokolademousse med kanel og citron, og har tænkt på at servere den til nytår, men har ledt og ledt og ledt efter hvor mange personer der er til i opskriften, håber du kan hjælpe mig så jeg ikke sidder tilbage med alt for meget eller alt for lidt (katastrofe) 🙂

    Venlig hilsen

    Mette

  • Hej Mette!
    Den er til 8-10 personer. Hvis I ikke skal have så tung en middag og i øvrigt er slikmunde, så skal du næsten lave til et par personer mere – sådan bare for en sikkerheds skyld, for den er rigtig lækker!

    God fornøjelse med den – håber I kan lide moussen 🙂

  • Uuuuuhm ! Jeg har spist på Alfredos i Rom med min far og der får man den ret til hovedret . Tjeneren kom ind med nykogt og dampende pasta på et aflangt fad med parmesan og smør ovenpå og stod og rørte det sammen foran os . Så hældte han den ene halvdel på en tallerken og gav til min far og jeg fik fadet – behøver jeg fortælle hvor lækkert det var ??? 😀

  • Hej sofieveistrup!
    Det smager så godt, at det er uretfærdigt, for der er lige lovlig mange kalorier til, at jeg kunne spise det ofte – men jeg ville godt! 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *