Ninjaens squashkage med øde ø
I går var jeg til fødselsdag hos Ninjaen, og jeg havde lovet at lave fødselsdagskage med snørklerier (aka lambeth-dekorationer). Det blev til denne ret pyntede squashkage. Jeg var lige oplagt til at pjatte lidt søndag formiddag, da kagen skulle dekoreres, og derfor sneg der sig en øde ø med på kagen – det havde Ninjaen nemlig ønsket sig i fødselsdagsgave, og hvad gør man ikke for en af sine bedste venner?
Selve kagen var som sagt en squashkage, hvor opskriften stammer helt tilbage til min barndom. Jeg kombinerede den med en portion smørcreme, som jeg dog lavede lidt anderledes end ellers, og øen blev lavet med et lille lag flydende glasur, som jeg strøede med rørsukker, og så stak jeg nogle små timiankviste ned i.
Squashkage
350 g revet squash
1 øko-citron
3 æg
300 g rørsukker
350 g hvedemel
2 tsk bagepulver
½ tsk salt
2 tsk kanel
2 tsk stødt ingefær
1 tsk vaniljesukker
50 g hasselnødder
1 dl rosiner
200 g smør
Riv squash groft på et rivejern. Dryp de revne squash med citronsaft. Rør de hele æg grundigt med sukker. Bland mel og bagepulver med krydderier og vaniljesukker og rør det i æggene sammen med de revne squash. Hak nødderne groft og rør godt halvdelen i dejen sammen med rosiner og smeltet smør. Fyld dejen i en lille bradepande belagt med bagepapir. Bag din squashkage ved 190 i 45-50 minutter. Jeg bagte den dog i springform på ca. 20 cm, så kagen fik ca. 15-20 minutter mere i ovnen.
Smørcreme med vanilje og citron
40 ml vand
180 g rørsukker
3 pasteuriserede æggehvider
250 g smør
1½ tsk vaniljeekstrakt
friskrevet skal fra en citron
Bring vand og sukker i kog. Efter fem minutters kogning begynder du at piske æggehviderne. Efter to minutters piskning er hviderne stive. Lad sukkermassen koge videre, til det lige når at blive til karamel, og fortsæt så piskningen af æggehviderne, men tilsæt sukkermassen forsigtigt – for eksempel ved at lade det løbe ned langs siden af skålen. Sørg for at piske ved høj hastighed og i så lang tid, at skålen til sidst føles kold (og det tager noget tid, så fortvivl ikke, hvis du synes, det går langsomt).
Når skålen føles kold, tilsætter du smørret i mindre stykker. Pisk videre indtil smørcremen samles. Det kan også godt tage noget tid, og igen gælder det om ikke at panikke, hvis den finder på at skille undervejs. Pisk videre, og den vil samle sig igen. Når cremen er samlet, tilsætter du citronskal og vaniljeekstrakt og sørger for at piske det godt ind i smørcremen.
Note: Nu er det lidt vovet at bruge squashkage til en kage, der skal overtrækkes, for kagen smuldrer relativt let, og det kan godt være lidt besværligt at arbejde med, men det gik nu meget let. Smørcreme-mængden kan godt skæres lidt ned – jeg synes i hvert fald, at der var rigeligt – og denne squashkage kan også laves uden, men jeg synes nu, at det supplerer kagen godt.
DEn er super flot og lidt sej med den øde ø! Du er blevet ret seje til de der kager…
Sender du ikke li et stykke næste gang:)
Åh, Piskehaps – den er fab! Kontrasten mellem den fancy Lambeth og øen er simpelthen så fed. Man skal lige kigge en ekstra gang 🙂
Anne Kirsten vil være stolt af dig 😉
MissMuffin – mange tak! Hehe – jeg har også øvet mig 😉
Jeg er ikke sikker på, at Ninjaen ville finde sig i, at jeg delte ud af hendes fødselsdagskage 😀
Klidmoster – tusind tak! Ja, jeg syntes også, det var sjovt at smække en lille ø på lambethkagen – det var sådan lidt 'hvor søren kom den fra!?' 😀
Det er super flot kage og øen er virkelig godt lavet.
Glæder mig til at se mere fra dig!
Mums, hvor ser den lækker ud 😉 Enig med MissM, send lige et stykke næste gang 😉
Knus
haha hvor er den bare flot 🙂 du er så kreativ! jeg må have tilmeldt mig det kursus hos sif!
Wow, sikke et syn – hvor er den dog flot, Piskeris! Du er fantastik i et køkken 🙂
Sikke en flot kage – og skøn ide med øen 🙂
Smørcremen lyder rigtig lækker, den må jeg prøve engang ved lejlighed – og som flere har givet udtryk for – så vil jeg gerne have et stykke tilsendt næste gang 😉
Mange hilsner
Birthe
Den er rigtig flot og så smagte den sikkert også godt – det er faktisk den eneste fejl her at man ikke kan prøvesmage!
Hej Anita!
Mange tak! Jeg synes, at den lille ø blev ret kær – og det gjorde fødselaren heldigvis også 😉
Kristine – tak skal du have. Haha, ja det kan jeg så ikke love 😉
Linebine – mange tak! Det kan jeg bestemt anbefale – Sifs kurser er rigtig gode!
Madame – ååårh, tusind tak! *rødme* 🙂
NYBH – hehehe, ja det kunne da være smart, hvis jeg lige kunne sende et stykke! Men så skal du også sende et stykke blåbærcheesecake, næste gang du laver den 😉
Lene – mange tak! Blogger burde faktisk udvikle en printfunktion med smag – det ville være meget lettere, når man gerne vil smage de retter, som andre bloggere viser billeder af 😉
Sikke et herligt arrangement du var med til i lørdags. Rigtig spændende. Kagen er bare så flot. Jeg forstår slet ikke hvordan at man betrække sådan. Måske jeg skal kaste mig ud i det en gang – ser altså lidt svært ud. MIndst samme niveau som LaGlace….. Øen er herlig! KNUS
Tina – ja bestemt, det var meget inspirerende!
Tusind tak! Jeg kunne ret godt lide kontrasten mellem den meget pyntede lambeth og den lidt rå ø 😉
Hihihi er vild med din lidt rå ø på den ellers meget fine og artige kage !!!
Hyggehygge
Marianne
Kager skal der til – mange tak! Den er også indflytningsklar – og med masser af timian til de 'kagefisk', man kan fange i 'havet' omkring! 😀
Wow hvor er den flot. Jeg er vild med farven. Tror da vist også, at jeg må på et af Sifs kurser. Kh Nadia
Foodfanatic – tusind tak! Ja kan du så se at komme af sted – det er både hyggeligt og sjovt at være til Sifs kurser 🙂
Deal! 😀
Kære Piskeriset,
Hvor er den flot din kage, den der lambert teknik kunne jeg godt tænke mig at lære..
Knus Irene
Irene – mange tak! Jeg tror også, at du vil synes, det er sjovt at lave, så kast dig bare ud i det 🙂
Neeeej hvor er den fin og helt igennem lækker at se på. Og det bedste…synes jeg…er at opskriften også virker helt vildt lækker mums.
Hej Kristina!
Tusind tak! Jeg har elsket den squashkage, lige siden jeg var barn. Det er faktisk en af de bedste måder at få squash på! 😀
Du er godt nok en ørn til kager.. hold da op..
Boegeskov 🙂
Det lille køkken – tusind tak for de pæne ord 🙂