Mørk chokoladekage med trøffelcreme

chokoladekage med trøffelcreme, mørk chokoladekage, kage, dessert, trøffelcreme, fløde, mælkechokolade, chokoladekage, smør, mørk farin, æg, hvedemel, vaniljesukker, vanilje, bagepulver, natron, kakao, mørk chokolade, chokolade, abrikosmarmelade, chokoladelikør, kærnemælkEn dejlig mørk chokoladekage blev medbragt, da en af mine kolleger havde fødselsdag. Jeg tog udgangspunkt i en opskrift på mørk chokoladekage fra den dejlige bagebog ‘Byens bedste kager’, hvor jeg fandt en opskrift, som jeg legede videre med, så den passede til de råvarer, jeg havde på lager.

Mørk chokoladekage med trøffelcreme
10-12 personer

Trøffelcreme:
2 dl fløde
200 g finthakket mælkechokolade

Chokoladekage:
150 g smør
250 g mørk farin
2 æg
200 g hvedemel
2 tsk vaniljesukker
2 tsk bagepulver
2 tsk natron
60 g kakao
100 g finthakket mørk chokolade 70%
100 g abrikosmarmelade
ca. 4 spsk Mozart Black Chocolate Likør
2 dl kærnemælk

Bring fløden på kogepunktet og hæld mælkechokoladen i. Rør godt rundt og stil trøffelmassen til afkøling i fryseren en times tid.

Rør smør og brun farin sammen i en skål og rør derefter æggene i ét ad gangen. Rør hvedemel, bagepulver, natron, kakao og vaniljesukker sammen i en anden skål og tilsæt det derefter til farinmassen under omrøring og rør derefter kærnemælk i. Rør til sidst den mørke chokolade og abrikosmarmeladen i dejen, inden du hælder den i en smurt springform på ca. 25 eller et fad med ca. samme størrelse. Bag kagen ved 190 grader i ca. en time – husk at stikke i den med en tynd træpind for at teste, om den er færdigbagt. Tag kagen ud og lad den køle helt af, inden du vender den ud af formen/fadet. En god mørk chokoladekage bliver blot endnu bedre af lidt chokoladelikør, så sørg endelig for at dryppe den med lidt likør og lad kage suge det ind.

Pisk trøflen let med en elpisker og smør derefter kagen med trøffelmassen – du kan evt. flække kagen inden og lægge et lag mellem de to halvdele. Pynt evt. med chokoladeflager eller hakkede nødder.

Note: Dejlig mørk chokoladekage, der får en dyb smag på grund af den mørke farin. Cremelaget er ret lækkert og er god sammen med den mørke kage, som ellers kunne blive ret heftig at spise ‘alene’. Likøren var også god til at gøre kagen lidt mere saftig, da den lange bagetid var med til at udtørre den lidt i kanten. Du kan evt. overveje at dække kagen til med stanniol efter 30-40 minutters bagetid, så du ikke risikerer, at overfladen bliver for mørk.



16 thoughts on “Mørk chokoladekage med trøffelcreme”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *