Lammepie og salat med krydrede ris, røde bønner og snackpeber
Mandag aften havde vi besøg af et vennepar samt deres bøllespire, og her lavede jeg en lammepie, som jeg havde set mig lidt lun på et par dage i forvejen.
Opskriften havde jeg set i en lille opskriftbog, der hedder ‘Hakket kød‘, som jeg ikke har fået brugt så meget. Jeg måtte ændre flere ting i opskriften, end jeg først havde planlagt, men der var blandt andet nævnt et svampemix, som jeg ikke anede hvad var (nej, ikke den slags svampe!). Jeg puttede i stedet almindelige champignons i, og så tilføjede jeg mere tomatkoncentrat samt timian og et skvæt engelsk sauce. Sidst men ikke mindst udelod jeg persille, da jeg regnede med, at der ville blive en rest, som jeg gerne ville opvarme på et andet tidspunkt.
Lammepie
4-5 personer
Dej:
3 dl hvedemel
120 g smør
2½ dl fintrevet emmenthaler
lidt vand
Fyld:
1 stort løg, hakket
400 g hakket lammekød
2-3 tsk paprika
250 g champignons i skiver
1 dåse tomatkoncentrat
1-2 tsk timian
et skvæt engelsk sauce
vand
Topping:
3 æg, sammenpiskede
2½ dl creme fraiche
2 spsk mayonnaise
salt
En springform på 25 cm smøres med lidt smør. Ælt smør og mel sammen med fingrene – når det har fået en grynet konsistens, tilsætter du osten og ælter videre. Tilsæt evt. lidt vand, hvis du har svært ved at få dejen til at binde sammen. Pres dejen ud i formens bund samt 5-7 cm op ad siden.
Varm lidt olie i en gryde og svits løgene i det. Tilsæt kødet og brun det godt under omrøring. Sørg for at kødet er helt findelt. Tilsæt champignons og tomatkoncentrat – spæd op med vand og lad svampene koge møre. Hæld krydderierne i og lad det koge nogle minutter, indtil retten er kogt rimelig ind – den må ikke være for våd, da pien så bliver for smattet. Smag til med salt, peber og engelsk sauce. Hæld fyldet i den dejbeklædte form.
Pisk ingredienserne til toppingen sammen og hæld det over fyldet – det skal gerne være således, at kanten af dejen stikker en smule op over fyldet, så toppingen ikke rammer springformen i kanten. Bag pien ved 210 grader i ca. 45 minutter.
Note: Jeg kan normalt godt lide lammekød, så jeg blev noget bekymret under tilberedningen af fyldet, for jeg syntes godt nok, at det lugtede lidt af uld – og det var ikke specielt betryggende. Smagen fejlede dog ingenting, og resultatet endte med at blive ret godt, men jeg lærte, at jeg ikke kan lide lugten at hakket lammekød, der steger. Det skal dog ikke forhindre mig i at arbejde med det igen, når resultatet blev som dette, men det var da en interessant opdagelse!
Salat med krydrede ris, røde bønner og snackpeber
– kogte, kolde ris
– lidt olie
– paprika
– salt
– lidt vand
– romainesalat, fintstrimlet
– en dåse røde bønner
– snackpebre, skåret i tynde strimler
Risene steges ved middelvarme i en gryde med lidt olie og krydderierne tilsættes. Hæld evt. lidt vand i, hvis de er ved at brænde på. Tag gryden af efter et par minutter. Bland dem med de andre ingredienser og servér salaten.
Note: Glimrende modspil til den saftige lammepie, hvor salaten både havde friskhed og tyngde.
Salaten er jeg frisk på at prøve… Men lam, det smager bare forkert i min mund ! Er ret øv og prøver altid at smage, når jeg blir budt det.. men nej..
Hyggehygge
Marianne
jeg ville undlade osten og tilsætte persillen. Såfremt persille og spinat blot opvarmes ordentligt så sker der intet -men ja det skal altså være ordentligt opvarmet og ikke bare smålunt. Prøv f.eks en rest persille sovs i en gang brød eller boller 😉
jeg ville undlade osten og tilsætte persillen. Såfremt persille og spinat blot opvarmes ordentligt så sker der intet -men ja det skal altså være ordentligt opvarmet og ikke bare smålunt. Prøv f.eks en rest persille sovs i en gang brød eller boller 😉
Kære Piskeris
Det ser rigtig godt ud, og lyder interresant!
Var det udenlansk lammekød?
Dansk marsk lam smager vidunderligt, og har ikke den der mærkelige lugt.
Knus
Vibeke
Jule Mig – det er ærgerligt, at du har så dårlige erfaringer med lam. Jeg kan rigtig godt lide det, men jeg har heller ikke haft dårlige smagsoplevelser med lam. Jeg syntes dog, at det denne gang lugtede uldent under madlavningen, men heldigvis smagte det ikke sådan 🙂
Garn, hund og kat – uha, osten kan jeg ikke undvære. Jeg eeeelsker ost 🙂
Persillesovs i bagning – det lyder så anderledes, at jeg må prøve det på et tidspunkt – tak for ideen!
Vibeke – mange tak! Det har det muligvis været. Godt det i hvert fald smagte fint 🙂
Ej hvor ser det bare godt ud, den lammepie og risen rører direkte ind på to-do listen 🙂
Mange hilsner
Birthe
NYBH – mange tak 🙂
Jeg er også vild med lam. Mystisk med lugten – men heldigt, at det ikke smittede af på smagen.Pien ser dejlig ud og hvor er den fin høj.
Hanne – mange tak! Jeg syntes, den så ret stor ud til fire mennesker (og en lille bøllespire), men vi fik da næsten spist op. Også den lille guffede godt i sig 🙂