Lammekrone og søde kartofler

Lammekrone og søde kartofler

Der kom lammekrone på bordet i sidste uge, da jeg ville lege videre med månedens new zealandske tema. Det er nemlig en af de lammeudskæringer, jeg er stødt på en del gange, når jeg har ledt efter new zealandske opskrifter på lam.

Undervejs i søgningen så jeg flere forskellige versioner af lammekrone med brødkrummeskorpe – blandt andet hos New Zealand Spring Lamb – men jeg endte med at stykke en opskrift sammen ved at kombinere ingredienser og metoder fra flere forskellige opskrifter. De søde kartofler så jeg hos Countdown men ændrede lidt på kryddersmørret og undlod purløgssmør. I New Zealand bruger de nemlig ofte søde kartofler som tilbehør – noget jeg ikke vidste i forvejen.

Lammekrone med brødskorpe

ca. 3 personer

1 lammekrone
1½ spsk dijonsennep
2 spsk bredbladet persille, finthakket
1 spsk timian, finthakket
½ tsk salt
lidt peber
1½ dl fine brødkrummer (jeg rev en frossen hvede)

Afpuds lammekronen for evt. fedt og smør den med sennep. Læg den i et ildfast fad. Bland de øvrige ingredienser og pres det på lammekødet. Stil fadet i ovnen ved 200 grader i 30-35 minutter. Tag det derefter ud og lad det hvile i fem minutter, inden du skærer det ud.

søde kartofler, smør, hvidløg, kanel

Søde kartofler med krydret smør

500 g søde kartofler
2 spsk smeltet smør
et stort fed hvidløg, presset
½ tsk kanel
lidt salt

Skrub kartoflerne og lav dybe snit i dem med ca. ½ cm mellem hver. Hvis du er bange for at skære kartoflen helt igennem, så læg to spisepinde på hver sin side af kartoflen, inden du snitter i den. Læg kartoflerne i et ildfast fad. Rør de øvrige ingredienser sammen og pensl kartoflerne med den. Sæt fadet i ovnen ved 200 grader i 35-40 minutter. Tag dem derefter ud og brug det smør, der har samlet sig i bunden af fadet, til at pensle kartoflerne en gang mere.

Note: Lammekrone med brødskorpe er en skøn, saftig lammeret. Jeg tilberedte den i ovnen, men du kan også stege den på grillen. Kryddersmørret gav de søde kartofler et ekstra pift, hvilket jeg godt kunne lide. Søde kartofler er ellers ikke noget, jeg bruger særlig tit i madlavningen, da jeg foretrækker almindelige kartofler.



2 thoughts on “Lammekrone og søde kartofler”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *