Kyllingefarsbrød og lun græskar-blomkålssalat
Jeg har tidligere skrevet om, hvor god mikroovnen er til at tilberede grøntsager, men hvad med kød? Kan mikroovnen overhovedet bruges til kødretter?
Ja, det kan den godt, men der er en del kødretter, jeg ikke vil tilberede i mikroovn. Oksekødsudskæringer (i hvert fald dem, der gerne skal have en rosa/rød midte) vil jeg hellere lave på grill, stegepande eller i almindelig ovn, og det samme gælder for en del svinekødsudskæringer. Til gengæld vil jeg gerne have gennemstegt kylling (ingen rå kyllingesushi her, tak ;)).
Jeg købte derfor en pakke hakket kyllingekød, som jeg lavede et lille kyllingefarsbrød ud af og stegte i mikroovnen.
Kyllingefarsbrød
3 personer
400 g hakket kyllingekød
1 æggeblomme
1 håndfuld hasselnødder, hakkede
1-2 tsk timian
salt og peber
Rør ingredienserne sammen. Form et lille, aflangt kyllingefarsbrød af farsen og læg det i et ildfast fad. Sæt det i ovnen og steg det ved høj effekt. Jeg gav det 10 minutter ved 900 W og lod det derefter hvile i ca. 2 minutter, inden jeg tjekkede kernetemperaturen med et stegetermometer. Kyllingekød skal have en kernetemperatur på 75 grader.
Og sådan så mit kyllingefarsbrød ud efter stegning. Farsbrødet smider noget væske (dog ikke så meget som på billedet – jeg hældte lidt vand i fadet for at få lidt dyppelse), hvilket gjorde, at det skulle spises med det samme, da det ellers ville blive tørt. Jeg overvejer, om dette kyllingefarsbrød evt. skal pakkes ind i husholdningsfilm eller lignende, så man helt undgår væskespild.
Jeg lavede en lun græskar-blomkålssalat til. Mikroovnen er som sagt genial til grøntsager, så jeg tænkte, jeg ville prøve at zappe nogle græskartern i mikroen.
Lun græskar-blomkålssalat
2 personer
150 g hokkaido græskar skåret i små tern
1 tsk timian
200 g blomkål
olivenolie
salt
evt. lidt honning
Hæld græskarternene i et fad eller skål, der kan tåle en tur i mikroovnen. Drys timian over. Giv græskarternene ca. 4 minutter ved 900 W. Mens de køler lidt af, river du blomkålen på et rivejern og hælder den revne blomkål i en skål. Vend de lune græskartern i blomkålen og tilsæt lidt olivenolie. Smag til med salt og evt. lidt honning.
Note: Dette kyllingefarsbrød var meget hurtigt at lave. Et normalt farsbrød – som ganske vist er 2-2½ gange så stort – skal som regel have en time i ovnen. Dette lille kyllingefarsbrød skulle blot have 10 minutter (og måske kan man endda nøjes med 9-9½ minutter). Til gengæld smed den lidt af saften, så en anden gang vil jeg måske vikle det ind i husholdningsfilm eller tilføje flere saftige elementer til farsen – for eksempel soltørrede tomater (syltet i olie).
Den lune salat fungerede rigtig fint. Igen beviste mikroovnen, at den er hurtig til at gennemvarme grøntsager, så de bliver møre på kort tid. Et godt alternativ til den længere bagning i almindelig ovn.
Årh, bagt græskar er jo så godt, tak for reminderen – det smager bare af efterår! Jeg laver dem også gerne med timian, det klæder hinanden så fint. Især med lidt løg- og æblebåde bagt med, en smule honning, chili og valnødder <3
– Anne
Græskar er fantastisk! Og så har det en meget smuk farve – perfekt her til efteråret 🙂
Det er et virkelig sjovt benspænd du har i den her måned – jeg har aldrig tænkt, at man kan lave farsbrød i mikroen! 🙂 Hvis man er alene er det da ret genialt!
Mange tak! Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke eksperimenterede mere med mikroovnsmad, da jeg var studerende – så havde maden været lidt mere interessant de første år 😀
Jeg havde aldrig tænkt over at man kunne bruge mikroovnen til grønsager, jeg fornemmer flere frisklavede grønsager til aftensmad i vores fremtid 🙂
Det havde jeg heller ikke, før jeg kastede mig ud i dette benspænd, men det virker ganske godt 🙂