Husk dette køkkenudstyr på ferien!

Medbringer du køkkenudstyr på ferien? Altså når ferien går til et sted, hvor du ikke kender køkkenet på forhånd? Du bør nok overveje det …
Jeg har overnattet i en del sommerhuse og ferielejligheder gennem årene, og én ting er sikkert – der er stor forskel på, hvor godt/dårligt et køkken kan være indrettet med udstyr. Det er bestemt ikke en selvfølge, at der er skarpe knive eller en hvidløgspresser, så jeg har flere gange medbragt køkkenudstyr på ferien, hvis jeg har haft en mistanke om, at der ville mangle noget, jeg nødigt ville undvære til madlavningen.
Der plejer altid at være service – dvs. tallerkner, glas, kopper og bestik. Der kan mangle små skåle (til yoghurt, supper og desserter), men her vil jeg fokusere på de redskaber, du nok vil bruge i løbet af en uge eller en forlænget weekend.
Knive
Jeg foreslår, at du medbringer en skarp kokkekniv, en urtekniv og en brødkniv. Sløve knive er desværre en af de udfordringer, jeg oftest er stødt på, og det gør madlavningen ret frustrerende. En god urtekniv er også guld værd, og så bør du også overveje en brødkniv afhængig af, om du forventer at spise en del hvedebrød/baguettes i løbet af ferien (her fremgår det tydeligt, at en del af mine ferier har været i Frankrig). Du kan selvfølgelig medbringe en slibesten til knive, men du risikerer også, at lejeboligen har så dårlige knive, at de ikke er værd at slibe.
Grøntsagsskræller/skrællekniv
Kært barn har mange navne. En skræller til grøntsager er virkelig irriterende at mangle – og ikke kun, hvis du vil skrælle kartofler i løbet af ferien. Den er også lidt besværlig at erstatte med andre køkkenredskaber (medmindre du helt opgiver og skrubber og koger grøntsagerne i stedet).
Rivejern
Igen – du kan slippe ud af en del madlavningsudfordringer ved at fintsnitte råvarer, men der er også tilfælde, hvor du virkelig vil savne et rivejern. Det afhænger selvfølgelig meget af hvilke retter, du gerne vil lave, men jeg synes, at det er skønt at kunne rive grøntsager til salater og grove grøntsagscremer.
Piskeris
Ok, haha – selvfølgelig skal jeg foreslå at medbringe et piskeris! Det er altså noget, jeg sjældent har manglet på ferie, da der som regel er en elpisker. MEN! Hvis du skal piske flødeskum eller sauce og IKKE har et piskeris, så er det virkelig bøvlet at skulle undvære.
Hvidløgspresser
Du kan som regel finthakke hvidløg, hvis du skal bruge det i en ret, men der er også visse serveringer, hvor jeg foretrækker at bruge en hvidløgspresser (for eksempel tzatziki og hvidløgssmør), og det er bestemt ikke altid, at en feriebolig har det – heller ikke i Sydeuropa.
Spækbræt
Der er næsten altid et eller flere spækbrætter. Jeg har dog også oplevet, at en ferielejlighed kun havde ét spækbræt, og det var for lidt til min madlavning. Man kan godt nøjes med ét spækbræt, men som du nok har gættet, så kan jeg godt lide at lave mad og vil gerne have adgang til mindst to spækbrætter i et køkken. Så – dette er en af de ting, jeg ville overveje at tage med (men som ikke er en førsteprioritet).
Du bør også medbringe:
Det er ikke køkkenredskaber, men tag gerne et viskestykke, en karklud og lidt opvaskemiddel med. Det er der ofte i ferieboliger, men jeg har oplevet, at stedet er løbet tør for en af tingene, og så er det virkelig ærgerligt at skulle undvære den første aften.
Jeg er pt. I en lejlighed i Normandiet, og mine råd er,
Knive, men overvej, hvordan de skal transporteres
Kaffebrygger ( hvis du er til kaffe)
jeg er pt. I Normandiet, det jeg savner i lejligheden er,
En ordentlig kniv (brødkniven er ok)
En skål til salaten, her bruger jeg en gryde
Jeg har medbragt egen kaffebrygger (moccakande)
Egen mokkakande er også en god idé, hvis man er til kaffe. Jeg tog lidt instant kaffe med på seneste ferie for at kunne lave iskaffe om morgenen 😀