Farseret blæksprutte
Da jeg for flere år siden købte kogebogen ‘Mit thaikøkken’, som i dag er blandt mine yndlingskogebøger, forelskede jeg mig straks i opskriften på farseret blæksprutte. Jeg syntes, at de små skiver fyldt sprutte var dybt fascinerende, og jeg drømte længe om at lave retten. Jeg kunne dog ikke finde friske blæksprutter, og jeg havde egentlig glemt alt om retten, indtil Aarstiderne havde friske blæksprutter på lager for et par måneder siden. Straks kom jeg i tanke om retten og bestilte derfor en pakke sprutter. I fredags var det så tid til at prøve opskriften – dog med en række ændringer.
Jeg skulle kun lave til to personer, og derfor syntes jeg, at det var lidt omstændeligt at bruge fiskefars i retten (fyldet består af to dele fiskefars og en del hakket kalve- og svinekød). Jeg holdt mig derfor til hakket kalve- og svinekød. Jeg undlod citrongræs og galanga i fyldet, og da jeg lavede en salat med masser af frisk koriander som tilbehør, udelod jeg også frisk koriander i fyldet – husk dog at putte det i, hvis du ikke har det repræsenteret i tilbehøret.
Farseret blæksprutte
2 personer
2 mellemstore rensede blækspruttekroppe
150 g hakket magert kalve- og svinekød
1 lille rødløg, finthakket
1 fed hvidløg, presset
1 spsk fiskesauce
1 tsk sambal oelek
lidt limesaft
Rør alt undtagen blæksprutterne sammen og fyld farsen i blækspruttekroppene. Sørg for ikke at fylde dem til bristepunktet, da farsen hæver, når den bliver varmet op. Luk kroppene med en tandstikker eller to. Damp blæksprutterne over vand – jeg brugte en stor si i en gryde – i 20-25 minutter. Lad dem afkøle lidt, inden du skærer dem i skiver og serverer dem sammen med ris og en salat bestående af cherrytomatbåde, agurketern, hvidvinseddike og friske korianderblade.
Note: Ret spændende ret, som levede op til forventningerne. Jeg må prøve at lave den med fiskefars på et tidspunkt, for fyldet bliver rimelig kompakt, når du kun bruger hakket kalve- og svinekød, men det smagte fint. Jeg havde fyld til overs, så jeg blandede mere fars, tilsatte lidt æg og stegte eksotiske frikadeller af resten.
I love it! Det er da DET jeg skal bruge mine sidste 2 frosne sprutter til. Jeg tror dog jeg vil lave dem kun med fiskefars (og måske lidt bacon) i. Det ser vildt lækkert ud 🙂
Dig og dit bacon! 😀
Mange tak, det var sjovt med lidt fusionsmad (godt nok sjældent jeg får havdyr, kalv og svin i samme ret),
Wauw, det er et syn for guder! Men jeg vil nøjes med at nyde synet – er jo så pinligt kræsen, at jeg ikke spiser noget, der har levet i vandet ;))
… heller ikke tang? 😉
Det der er så perverst og barokt og spændende, at det må jeg sgu da prøve en dag… Hvornår skal jeg komme, Piske? 😀 For har ikke Årstiderne-kasser og så vidt jeg ved, er det kun ude i Hyrdehøj Kvakly de har fiskemand-ish…. Er ikke helt klar over, om hr. Kæreste vil kunne lide det, men det lyder altså ret spændende. Og jeg er ellers normalt overhele-huen-hovedet SLET ikke til sprutter, da nogle uheldige oplevelser har gjort mig lidt æh… “wary” må jeg indrømme…. :p
Hvad? Men der er jo ikke lakrids i? 😀 😀
Hov nej – SuperBest har også fået gode fiskeafdelinger, og jeg har hørt, at den i Himmelev er rigtig god! Jeg har selv handlet flere gange i den på Holbækvej og har været meget tilfreds. Derudover er der også to-tre fiskehandlere, når der er torvedag onsdag og lørdag. Så nu er der – langt om længe – ret gode muligheder for at få frisk fisk her i byen 🙂
Nej, der er ikke engang lakrids i, og alligevel er jeg game! Det må være et kompliment haha…
– og tak for tips’ne til fisk – det er godt med nogle “indfødte” tips 😉
Uh, jamen mange tak 😀
Anytime dear, anytime 😉
Vi fik fornylig farseredesprutter hjemme hos mine forældre – dog primært med svampefyld, og så i en let tomatsauce bagt i ovnen – mums, det var godt!
Det lyder også godt! Jeg har lidt flere spruttekroppe i fryseren, så måske jeg skal prøve en anden slags fyld næste gang? Hm…
Mums blæksprutte med fyld, det lyder ret godt. Jeg må vist holde øje med sprutterne hos fiskemanden
Det skal du under alle omstændigheder – man ved aaaaldrig, hvad de kan finde på 😉
Ja det ser sgu godt nok spændende ud. Must tru!
Jeg må gi’ Klidmoster ret, bacon er gud – også i fiskeretter 🙂
Mange tak! Hehehe, bacon er rigtig godt – til næsten alt. Har selv smagt det i chokolade på et tidspunkt, og det fungerede faktisk glimrende, selvom jeg havde lidt betænkeligheder ved kombinationen 😉