Dirty rice – en cajun-risret
Dirty rice!? Hvad er det? Jamen, det er skam en ret fra cajun-køkkenet, som jeg eksperimenterer med i denne måned. Dirty rice har fået sit navn efter udseendet på retten, for den består typisk af ris iblandet finthakket kyllingelever sammen med enten hakket svinepølse eller hakket oksekød. De finthakkede kødstykker giver retten et lidt ‘grumset’ udseende, men det er – ligesom med så megen anden comfort food – en virkelig lækker og vanedannende ret.
Jeg piftede min udgave af dirty rice lidt op, da jeg valgte også at bruge rød peberfrugt i retten (normalt bruger man kun grøn), og så dryssede jeg også lidt frisk grøn peberfrugt over ved serveringen. Min version af dirty rice er desuden en lidt mere ‘våd’ udgave, da jeg sørgede for at lave portionen stor nok til, at der var rester til dagen efter. Så var der nemlig aftensmad på få minutter, og det er nu dejligt i den travle hverdag 🙂
Dirty rice – cajun risret
4-5 personer
300 g kyllingelever
5 dl kyllingebouillon
200 g svinepølser, skåret i mindre tern
1 løg, skåret i tern
2 spsk baconfedt eller andefedt – kan erstattes af smør
2 fed hvidløg, finthakkede
2 stængler bladselleri, skåret i små tern
½ grøn peberfrugt, skåret i små tern (tag evt. lidt fra til pynt)
½ rød peberfrugt, skåret i små tern
1 tsk sød paprika
1 tsk oregano
1 tsk timian
1 tsk løgpulver
1 tsk hvidløgssalt
1 tsk sambal oelek
3½ dl ris
ekstra vand
salt og peber
Hæld bouillonen i en gryde og varm den op. Skyl kyllingeleveren grundigt igennem og fjern evt. strenge. Put kyllingeleveren i det kogende vand og lad det simre i ca. 20 minutter. Tag kyllingeleveren op med en hulske og læg det på et spækbræt. Hæld væden op i en skål og smelt nu fedt eller smør i gryden. Finthak kyllingeleveren. Svits nu løg, pølse og kyllingelever i gryden i et par minutter. Tilsæt hvidløg og rør godt rundt, inden du tilsætter bladselleri og de to slags peberfrugt. Rør rundt og tilsæt så krydderierne. Lad det simre i ca. fem minutter, indtil grøntsagerne begynder at blive bløde. Hæld nu ris og væden fra kogningen over og rør grundigt i gryden, inden du lægger låg på og lader det simre i ca. 15 minutter. Kig til det et par gange undervejs og tilsæt lidt mere vand, når det er ved at koge tør. Smag til med salt og peber og servér din dirty rice med det samme – evt. toppet med lidt frisk grøn peberfrugt.
Note: Dirty rice er ikke verdens kønneste ret, men hold da op hvor smager den godt! Jeg synes, at krydringen er helt tilpas, og selvom der ikke er brugt så meget fedtstof i retten, så kan man godt smage det – uden at det bliver overvældende.
1 thought on “Dirty rice – en cajun-risret”