Citronolieboller og chokoladekrans
Mine kolleger ved det ikke, men de er faktisk en del af mit forsøgslaboratorium. Så snart jeg har en undskyldning for det, bliver de udsat for bagværk, og det klager de heldigvis ikke over. I dag var det min tur til at medbringe morgenmad, og det havde jeg selvfølgelig selv bagt lidt forskelligt, herunder denne chokoladekrans samt en portion citronolieboller. Den lækre chokoladekrans fik jeg inspirationen til via NYBH, mens opskriften på citronolieboller fandt jeg på Hannes blog.
Chokoladekrans med marcipan
2 stk.
Dej:
200 g smør, stuetemperatur
25 g rørsukker
korn af 1 vaniljestang
1½ dl lunken kærnemælk
32 g gær
ca. 420 g mel
Marcipanmasse:
132 g marcipan
132 g smør, blødt
100 g sukker
Desuden:
250 g mørk chokolade, hakket
hakkede, smuttede mandler
æg til pensling
Lun kærnemælken til den er håndvarm – pas på, at den ikke er for varm. Smuldr gæren i en skål og hæld kærnemælken over – rør det godt ud. Kom resten af ingredienserne i og ælt dejen glat og smidig. Dæk skålen til og stil det lunt til hævning i 20 minutter.
Alle ingredienserne til marcipanmassen æltes til en blød masse. Sørg for at smørret et godt blødt, så det nemt kan smøres ud.Del dejen i 2 dele og rul hver del ud til rektangulære stykker ca. 3 mm. tykke. Fordel halvdelen af marcipanmassen på og drys så med hakket chokolade. Rul dejen sammen på den lange led som en roulade, form den lidt med hænderne og stræk den lidt. Form den til en krans på en bageplade og stik enderne ind i hinanden for at lukke den godt sammen. Klip med en saks halvt ned i dejen og vip snitterne skiftevis til den ene og den anden side. Dæk til, stil det lunt og lad dem efterhæve i 45 minutter.
Pensl hver chokoladekrans med let sammenpisket æg, drys med mandler og bag ved ca. 220 grader (ikke varmluft) i 10-12 minutter, til den er gylden.
Note: Er du ikke chokoladefan, kan du godt skære lidt ned for chokolademængden, når du bager chokoladekrans, men det vil næsten være synd, for det er en virkelig god og saftig kage med en herlig chokoladesmag.
25 g gær
2 dl lunkent vand
½ dl citronolie
1 tsk sukker
½ tsk groft salt
100 g fin durummel
100 g fuldkornshvedemel
100 g hvedemel
Rør gæren ud i vand, tilsæt sukker og olie. Bland durum- og fuldkorsmel med salt . Rør og ælt det i væden sammen med hvedemelet til en let klistret dej, der dog slipper fingrene.
Lad hæve tildækket ca. 1 time. Slå dejen ned og ælt igennem – tilsæt evt lidt ekstra hvedemel – til en fin, let og blank dej. Form til otte boller og lad dem efterhæve ca. 15 minutter. Bag ved 200 grader i 12-15 minutter, til de er gyldne og bagte.
Note: Dem bagte jeg til gengæld dobbeltportion af i det stille håb, at der så blev nogle stykker, jeg kunne tage med hjem. Jeg elsker citroner, og dejen var derfor helt fantastisk at arbejde med – der duftede så godt i mit køkken! Efter bagningen dufter de stadig citron, og bollerne har også en fin, let citronsmag.
Dine citronolieboller lyder bare så delikate! Det har jeg aldrig hørt om før – det må vi virkelig prøve at lave hjemme hos os! Til gengæld tror jeg, at jeg vil synes, at chokoladekransen er for 'meget', men jeg glæder mig til at prøve bollerne 🙂
Rigtig god weekend til dig!
Madame – det var de bestemt også, og da jeg holder meget af citronolie, var det lige en ekstra bonus at finde en opskrift, den passede til 🙂
God weekend!
Citron i hvedebrød er bare det bedste. Jeg plejer at komme saft og revet skal i. Det fungerer også ok.
Jeg har også opskriften på citronbollerne liggende, de lyder bar så gode og friske!
Dine kollegaer er meget heldige..
Sifka – det er en god idé! Det må jeg lige have i mente 🙂
MissMuffin – jeg kan i hvert fald varmt anbefale opskriften! Og jeg tror, de er rimelig tilfredse med at være 'forsøgsdyr' 😉
Jeg havde helt glemt de boller … tror snart, at de skal prøves igen.
Duften af citron er skøn!
Hanne – de er rigtig lækre! Tak for opskriften 🙂
Mmm, havde helt glemt den krans…..
de boller lyder lækre, dem tror jeg at jeg må prøve 🙂
mange hilsner
Birthe
NYBH – mine kolleger har nydt godt af, at du har mange gode opskrifter på kager liggende 😉
Citronoliebollerne er fine og delikate 🙂