Thaipandekager med tunfyld samt rejer i lime
Efter en weekend med kager og flere kager, så er det på tide at komme i gang med månedens benspænd: thailandsk mad! I anledning af pandekagernes internationale kampdag valgte jeg derfor at lave nogle små spicy pandekager, som jeg lavede for første gang for et par år siden, men som jeg ikke tror, jeg har blogget om før. I den oprindelige opskrift bruger man mælk i dejen og æblestykker til fyldet, men det første havde jeg ikke og erstattede det med appelsinjuice, og æblet glemte jeg ganske enkelt at putte i.
Jeg prøvede også en opskrift fra yndlings-thaikogebogen ‘Mit thaikøkken’. Den skuffede dog lidt – mest fordi den blev meget stærkere end ventet. Jeg undlod citrongræs og hvidløg i opskriften men tilsatte til gengæld en rest ris til sidst.
Små thaipandekager med tunfyld
forret til fire personer
1 1/2 dl hvedemel
salt
3 dl appelsinjuice
2 æg
2 spsk smeltet smør
1 spsk sambal oelek
Fyld:
1 dåse tun i vand
1 lille rødløg i små tern
100 g creme fraiche
1 tsk grøn karrypasta
salt
Bland mel og salt i en skål og pisk derefter appelsinjuice og æg i. Smelt smørret og hæld det i dejen og tilsæt derefter sambal oelek. Smelt lidt smør på en pande i steg små pandekager – blinisstørrelse – af dejen. Hæld væden fra tunen og rør det sammen med rødløg, creme fraiche og grøn karrypasta og smag til med salt.
Fordel fyldet på pandekagerne og fold dem sammen – luk dem med tandstikkere.
Note: Vi brugte retten som en del af aftensmaden, og derfor valgte jeg at lave dem i lidt større udgave. Det er en ret overraskende men lækker kombination af den krydrede sambal oelek og det sødere fyld – bestemt værd at prøve.
Rejer med lime
10 store tigerrejer med skal
1 tsk sambal oelek
2 spsk fiskesovs
saften fra tre limefrugter
4 spsk rapsolie
100 g sukkerærter
evt. en rest ris
Tø rejerne op, pil dem og skær forsigtigt ryggen på dem op, så du kan fjerne den sorte streng. Lad gerne halespidsen blive siddende som pynt.
Bland sambal oelek, fiskesovs, limesaft og olie til en marinade, som du putter rejerne i. De skal helst ligge i mindst en time, men her fik de kun en halv. Hæld blandingen i en varm wok og lad det stege i ca. fem minutter, indtil rejerne er blevet røde. Tilsæt sukkerærter og evt. rest af ris og vend det godt i et par minutter, til retten er gennemvarm.
Note: Jeg syntes, at retten blev lige lovlig stærk, mens gemalen mente, at den var lidt for salt – muligvis på grund af fiskesovsen. Jeg kunne nu ellers meget godt lide, at retten var så enkel, men smagsbalancen var ikke helt i orden, og jeg fik for en gang skyld ikke smagt retten til, mens jeg stadig var i køkkenet.
Hvor ville jeg ønske at jeg var lige så kreativ i køkkenet som dig 😉 Her står den desværre alt for ofte på børnevenlig mad 😉
Spændende bud på anderledes fejring af pandekagedagen (har også selv leget med det i dag).
Uh, for mig kan thaimad næsten ikke blive stærkt nok – men det er nok en smagssag. Men lækkert ser det ud 🙂
Pandekagerne ser noget kedelige ud, men smager garanteret skønt.
Rejerne ser fantastiske ud og smager garanteret endnu bedre!
Jeg er SÅ tæt på, at gå i køkkenet og lave de rejer nu!
Går i stedet sulten i seng… Og det er så DIN skyld!
/Maude
Lene – tak skal du have 🙂
Hey, det er da helt børnevenligt i dag – det er jo pandekager 😀
Klidmoster – mange tak! Syntes jeg fik nok kage i weekenden, så jeg måtte lave madpandekager i stedet 😉
Jeg kan desværre ikke tåle lige så stærk mad, som jeg har lyst til at kunne spise, og jeg blev overrasket over, hvor meget rejeretten bed, i forhold til at der ikke var så meget sambal oelek i.
Hold da op, det giver jo pandekager en hel ny betydning 🙂 Er vild med ideen, de må prøves…..
Mange hilsner
Birthe
Godte – *klukker*
Sov godt 😀
NYBH – pandekager er nemlig rigtig sjove at eksperimentere med – meget apropos din pandekagestabel – så jeg kom i tanke om denne lille lækre sag, jeg bare måtte have igen 🙂
Mums, og nu sidder jeg her igen kl 22 noget og har lyst til at lave aftensmad.
Den der opskrift ryger altså i min opskrift samling – som efterhånden primært er taget fra din blog.
Så tak for det.
Grith – jamen selv tak – håber du synes lige så godt om dem som jeg. Det var i hvert fald et glædeligt gensyn, da jeg lavede dem her til aften 🙂
Helt klart nogle madpandekager, jeg skal have afprøvet – også som hovedret på et tidspunkt.
Jeg ville jo nok lægge et andet fyld i pandekagerne på grund af min kræsenhed – men det lyder meget lækkert med sådan nogle små spicy pandekager!
Hej Piskeris 🙂
Dejligt at se, at du har husket pandekage-dagen 🙂 Jeg har selv desværre glemt den i år 🙁
Det ser rigtig lækkert ud, og det er spændende med appelsinjuice i stedet for mælk 🙂
De bedste hilsner fra
Anita
Liv og Mad
Hovsa, hvad er det præcise mål for appelsinjuicen?
Hej Karina!
Det håber jeg, du gør – jeg er i hvert fald selv vild med krydrede madpandekager 🙂
Der var et dl, der var hoppet ud af opskriften – det har jeg tilføjet nu 🙂
Madame – det er så i orden – bare du får afprøvet pandekagerne 😉
Miss A – mange tak! Jeg har før lavet pandekagerne med mælk, og det fungerer også fint, men da vi havde en rest appelsinjuice, så tænkte jeg, at det var en god og sjov måde at bruge den på – og det gav en lille smule sødme til pandekagerne, som gik rigtig godt i spænd med chilien 🙂
Sikke en spændende måde at lave madpandekager på, endnu en opskrift, som jeg skal have afprøvet 🙂
Anette – tusind tak! Håber du kan lide det 🙂