Efterårssalat med sweet potatoes og feta

efterårssalat, salat, kartoffelsalat, sweet potatoes, kartofler, kikærter, grønkål, olivenolie, fetaSidste weekend spiste vi denne flotte og farverige efterårssalat til frokost. Kan du ikke undvære kød, så kan du eventuelt drysse lidt stegt bacon over, men ellers er denne efterårssalat sammensat, så man smagsmæssigt ikke mangler det.

Jeg får ikke brugt sweet potatoes så tit i madlavningen, men i denne salat kommer den for alvor til sin ret med sin søde og lidt fede smag, der går godt sammen med grønkålen og den lidt syrlige feta.

Efterårssalat med sweet potatoes og feta
2 personer

ca. 650 g sweet potatoes
2 spsk olivenolie
1 håndfuld hasselnødder
2-3 stængler grønkål (jeg havde købt en funky lilla udgave)
100-150 g kogte kikærter
100 g feta
salt og peber

Skræl dine sweet potatoes og skær dem i mundrette tern. Vend dem i olie og fordel dem på en bagepapirbeklædt bageplade. Bag dem i ovnen ved 200 grader i 25-30 grader. Hæld hasselnødderne ud på bagepladen, når kartoffelternene er næsten møre, så nødderne kan være med de sidste minutter. Tjek kartoffelternene undervejs, så du kan tage dem ud, når de er møre og ikke risikerer at blive for mørke.

Hak grønkålen i mindre stykker, put dem i en skål og overhæld dem med kogende vand. Lad dem trække i nogle minutter, inden du hælder vandet fra. Når grønkålen er dryppet af, vender du den med de bagte kartoffeltern, hasselnødder, kikærter og feta. Smag til med salt og peber.

Note:Denne efterårssalat er en god og mættende sag, men du kan altid servere lidt brød til, hvis du er bange for, at portionen ikke er stor nok.