Retter til det store julefrokostbord

Jeg har lavet en række retter til det store julefrokostbord, hvor leverpostejen blev lavet efter ny opskrift og to nye retter kom på bordet. Jeg fandt god inspiration hos Foodfanatic. Tidligere i år kastede jeg mig ud i at lave leverpostej, og det blev udmærket, men jeg tænkte samtidig, om ikke det var muligt at reducere spækmængden, for det blev en anelse tungt. Det viste sig så, at det snildt kan erstattes af smør, og jeg må sige, at denne udgave er bedre end den klassiske med spæk. Jeg tog udgangspunkt i Foodfanatics opskrift, men tilføjede flere krydderier og undlod ansjoser.

Leverpostej lavet på smør
4 x 4,5 dl

250 g smørleverpostej, smør, julefrokost, påskefrokost, jul, påske, svinelever, svinekød, pålæg, løg, æg, hvedemel, fløde, allehånde, timian
500 g svinelever
2 løg, hakkede
2 æg
1 dl hvedemel
½ dl fløde
1½ tsk allehånde
1 tsk timian
2 tsk salt
1 tsk peber

Smelt smørret og hæld det sammen med resten af ingredienserne i en foodprocessor eller blender. Blend det til en ensartet masse, og hæld blandingen i fire stanniolforme i 4,5 dl-størrelsen. Stil formene i et vandbad og bag dem ved 180 grader i 45 minutter. Servér leverpostejen lun sammen med stegte champignoner og sprød bacon.

Note: En god konsistens og fin smag. Her vil jeg helt sikkert lege videre med krydderisammensætningen en anden gang, for det er en rigtig god opskrift at tage udgangspunkt i.

I dag var vi til familiejulefrokost, hvor vi havde medbragt et par retter til det store julefrokostbord. Jeg fik for nylig en opskrift fra en af Karoline-kogebøgerne af min svigermor, som lød spændende og som noget, der ville egne sig fint til en julefrokost, og så har jeg længe ønsket at lave en rødbedesalat med parmesancreme, som jeg havde set hos Politiken. Ved førstnævnte ret erstattede jeg dog portvin med en sød muskatvin og undlod zittauerløg, mens jeg brugte færre rødbeder i salaten og tilføjede lidt citronolie og vand for at gøre cremen mere flydende.

Paté med valnødder og korender
10-15 personerpaté med valnødder og korender, pålæg, svinepaté, korender, muskatvin, svinekød, hytteost, mælk, hvedemel, valnøddekerner

75 g korender
1 dl sød muskatvin
700 g hakket svinekød 9-12%
1½ tsk groft salt
250 g hytteost
peber
1½ dl mælk
3 spsk hvedemel
150 g valnøddekerner, grofthakkede

Vindruesalat:
500 g vindruer, halverede
½ lille romainesalathoved, fintsnittet
2 spsk rapsolie

Hæld korender og muskatvin i en skål og lad dem være i en times tid. Rør kødet sammen  med saltet i et minuts tid og bland det derefter med hytteost og peber. Rør mælken i og dernæst melet. Vend valnødder og korenderblandingen godt i farsen og stil det tildækket i køleskabet i en halv time. Fordel dernæst farsen i et ovnfast fad – gerne en aflang brødform på 1½ liter – og dæk det med stanniol. Bag pateen i ovnen ved 175 grader i en halv time, inden du fjerner stanniolen og lader pateen bage yderligere en time. Dæk pateen til igen og stil den i køleskabet i et døgn.

Når du skal servere den, dypper du fadet i varmt vand et øjeblik, så pateen løsner sig, og du kan lægge den på et fladt serveringsfad. Skær pateen i skiver og bland salaten, som du lægger hele vejen omkring pateen.

Note: En mild og behagelig smag – ikke så tung som jeg mistænkte den for at være – og et glimrende alternativ til et buffetbord – ikke kun ved juletid men generelt.

Rødbedesalat med parmesancreme

1 kg rødbederrødbedesalat, rødbeder, salat, rapsolie, græsk yoghurt, citronolie, parmesan, ost, hvidløg
en god sjat rapsolie
salt og peber
100 g græsk yoghurt
2 tsk citronolie
2 spsk friskrevet parmesan eller lignende hård ost
1 fed hvidløg

Skræl rødbederne og skær dem i mindre stænger. Vend alle rødbedestængerne i rapsolie, salt og peber og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem i ovnen ved 175 grader i ca. 45 minutter – måske lidt længere afhængig af hvor tykke stænger, du har skåret rødbederne i. Jeg valgte desuden at holde dem lidt ‘al dente’, så der stadig var bid i dem. Hæld dem i en skål.

Bland en creme af græsk yoghurt, citronolie, salt, peber og lidt vand, så den har en konsistens, der gør den nogenlunde at fordele ud over rødbedestængerne. Drys til sidst med den revne parmesan.

Note: En interessant rødbedesalat, som fungerede fint som tilbehør til en frikadellemad, jeg spiste. Jeg foretrækker dog stadig at bruge peberrod i rødbedesalater og kan fint anbefale en, der også indeholder gulerødder og persille – den kan du finde her.

Forberedelser til påskefrokost

Lørdag var en travl og trættende dag. Jeg lagde ud med at vågne et par timer for tidligt og kunne ikke falde i søvn igen. Så nåede jeg til gengæld et par ting, inden jeg skulle til træning om formiddagen. Det er der som sådan ikke noget nyt i, men det var ekstra lang træning denne gang, da BodyCombat var udvidet med en halv time på grund af påsken. Så jeg snuppede en times Stram Op og 1½ times BodyCombat. Så er der vist også god samvittighed i morgen, når vi skal holde påskefrokost!

Efter træning fik vi handlet de sidste ting ind, og så blev jeg sat af derhjemme, mens gemalen susede forbi forældrene. Jeg kunne derefter nå nogle huslige ting, inden han kom hjem – og overraskede ved at fortælle, at han havde set et godt tilbud på havemøbler, og om vi skulle overveje dem? Efter ekstrem kort overvejelsestid var vi på vej ud af døren igen for at købe et bord og seks havestole! Godt nok var butikken løbet tør for borde, men de bliver leveret igen på torsdag, så nu har vi også fået klaret den beslutning. Dejligt.

Og ellers stod lørdagen i madlavningens tegn. Påske er ligesom jul præget af danske madtraditioner, og jeg vil da gerne indrømme, at det var en af hovedgrundene til, at jeg valgte dette tema for april. Det gør det unægtelig noget lettere at få lavet dansk mad, når der er en så oplagt chance som denne!

Jeg bagte blandt andet to rugbrød – og leverpostej for første gang i mit liv! Jeg så en opskrift på Anjas Opskrifter, som jeg tilpassede. Det var uhyre let og noget, som jeg vil eksperimentere videre med en anden gang.

Opskrifterne til rugbrødene fandt jeg inspiration til i Amos ‘Den store bagebog 2’. Jeg pillede dog en lille bitte smule ved den første og endnu mere ved den anden.

Leverpostej
6 små alubakkerleverpostej, pålæg, svinelever, svinespæk, løg, smør, mælk, hvedemel, æg, allehånde

1 kg hakket svinelever
½ kg hakket svinespæk
2 store løg
75 g smør
6 dl letmælk
3 spsk mel
8 små æg
5 tsk salt
1 tsk peber
1½ tsk stødt allehånde

Riv løgene på et rivejern og bland det grundigt med svinelever og svinespæk. kog mælk og mel forsigtigt op, så du laver en jævnet sovs af det – husk at røre omhyggeligt og hele tiden. Afkøl sovsen, inden du blander den med levermassen. Tilsæt bagefter æggene under kraftig piskning.

Levermassen smages til med krydderierne og hældes i smurte forme. Læg evt. baconskiver oven på leverpostejen – jeg gjorde det dog ikke. Bag dem ved 180 grader i 50-60 minutter.

Note: Jeg har nippet lidt til et hjørne, og det virker ganske lovende. Jeg tror, den bliver god sammen med de champignons og bacon, som den skal serveres med senere i dag!

Gulerodsrugbrød
1 stk.gulerodsrugbrød, rugbrød, brød, surdej, rugmel, sigtemel, rugkerner, gulerødder, gær

175 g surdej
½ kg groft rugmel
200 g sigtemel
100 g skårne rugkerner
1 spsk groft salt
100 g revne gulerødder
6 dl lunkent vand
12 g gær

Opløs gæren i vandet og tilsæt alle de øvrige ingredienser undtagen gulerødderne. Ælt dejen godt igennem og tilsæt derefter gulerødderne. Ælt dejen igennem igen og lad den hæve – tildækket og lunt – i ca. to timer.

Kom dejen i en rugbrødsform og glat overfladen med en våd dejskraber. Drys evt. kerner på – jeg brugte solsikkekerner, hvilket sikkert vil forvirre gæsterne, når det andet rugbrød faktisk er med solsikkekerner…

Lad brødet hæve i mindst en halv time – den skal gerne hæve kraftigt på relativ kort tid og ellers giv den lidt mere hævetid. Bag den på nederste rille i en forvarmet ovn ved 180 grader i en time og et kvarter.

Groft solsikkerugbrød
1 stk.solsikkerugbrød, rugbrød, solsikkebrød, rugkerner, fuldkornsrugmel, hvedemel, solsikkekerner, A38, gær, mørk sirup

225 g skårne rugkerner
300 g fuldkornsrugmel
300 g hvedemel
60 g solsikkekerner
3 dl vand
½ l A38
25 g gær
2½ tsk salt
1 tsk mørk sirup

Kog vandet sammen med rugkerner og solsikkekerner i ca. fem minutter. Lad det køle lidt af, inden du tilsætter A38. Når blandingen er så afkølet, at den er håndvarm, blander du gæren grundigt i. Tilsæt de øvrige ingredienser og ælt det grundigt igennem – det er lettest på en røremaskine, eller hvis du har en god portion tålmodighed. Lad dejen hæve tildækket og lunt i ca. 45 minutter.

Bred dejen ud i en rugbrødsform og glat den oven på med en våd dejskraber, så overfladen bliver jævn og glat. Prik overfladen med en gaffel og lad brødet efterhæve – lunt og tildækket – i ca. en halv time. Bag brødet i en forvarmet ovn på 185 grader på nederste rille i ca. en time og et kvarter.