Taco pizza
Til gemalens fødselsdag havde jeg – udover sweet potatoes med gorgonzolasauce – også lavet taco pizza! Ja, temaet var amerikansk snaskemad, og da jeg faldt over en taco pizza hos Taste of Home, måtte jeg selvfølgelig inkludere det i menuen. Så kunne jeg nemlig bruge resterne til hurtige frokostserveringer den kommende tid.
I den oprindelige opskrift er der flere fabriksprodukter, men det gad jeg ikke, så jeg eksperimenterede mig frem til nedenstående opskrift. Jeg ærgrede mig lidt over, at jeg ikke sluttede af med at drysse letknuste tacochips over – bare for at gøre det mere crazy – men det vil jeg selvfølgelig anbefale dig.
Taco pizza
et fad på 20 x 30 cm
Dej:
20-25 g gær
4 dl håndvarmt vand
8½ dl hvedemel
1 tsk salt
Fyld:
400 g hakket oksekød
olie til stegning
1 løg, finthakket
2 fed hvidløg, pressede
1 dåse flåede tomater
1 spsk sød paprika
½ spsk røget paprika
½ spsk mellemstærk chili
salt og peber
3 dl kogte røde bønner
3 håndfulde friskrevet cheddar
evt. letknuste tacochips
Start med at røre gær ud i det håndvarme vand. Rør derefter salt i og så hvedemel, indtil du får en fugtig og smidig dej, som æltes godt igennem. Stil den til hævning.
Hæld olie i en gryde og svits løg og hvidløg ved mediumvarme et minuts tid. Tilsæt krydderierne og giv det yderligere et minut, inden du rører kødet i. Sørg for at brune det grundigt, inden du hælder tomaterne i. Lad det simre i ca. 20 minutter. Smag til med salt og peber.
Smør et ildfast fad på 20 x 30 cm og fordel dejen i det, så det stikker et stykke op langs kanterne på fadet. Fordel kødsaucen ud over den og drys derefter bønnerne over. Fordel til sidst osten oven på din taco pizza.
Bag den i ovnen ved 200 grader i 25-30 minutter, indtil kanten af pizzaen er sprød og gennembagt. Lad den afkøle et par minutter, inden du serverer den.
Note: Hehe. Taco pizza er en ret solid og mættende sag – helt sikkert et hit, hvis du har sultne teenagere i huset. Servér den gerne med salat til samt en chilisauce (til dem, der ikke kan få det stærkt nok) og creme fraiche (til dem, der er bekymret over chilimængden i retten).
Hvor lyder det lækkert! Jeg printer opskriften ud og vil købe ind til den i dag. Jeg kan også godt lide, hvis resterne kan bruges til hurtige frokostserveringer de næste dage. 🙂
Vi nød et stykke i går sammen med fintsnittet kål til – dejlig med hurtig lun frokost til en hjemmearbejdsdag 🙂