Syltede græskar med vanilje og kanel

Syltede græskar med vanilje og kanel

Vi er stadig lidt kulrede efter i går. Men fik vi fejret det? Mja… lige efter underskriften susede vi på indkøb, og jeg havde ikke helt tankerne med mig, så jeg glemte at købe noget, der kunne bruges til aftensmad! Vi havde ikke så meget tid, da vi kom hjem, for gemalen skulle øve med bandet, så det blev til et par hurtige rugbrødsmadder. Enormt festligt 😉

Da han kom hjem nogle timer senere, fandt vi dog en flaske boblevand frem samt lidt chokolade. I lørdags brugte vi dog vores Asti’er, så vi måtte klare os med en syrlig Freixenet.

Lidt har også ret. Den festlige festmiddag kommer en anden dag.

Jeg kan se på min kalender for de næste dage, at det ikke bliver meget tid, jeg får til at blogge, så jeg kommer nok lidt bagud. Jeg kan dog lige nå at skrive lidt om weekendens sylteprojekt, hvor jeg ville gøre kål på et græskar, vi havde stående. Jeg havde set en spændende opskrift på Alletiders Kogebog, som jeg måtte prøve, så det kastede jeg mig ud i.

Syltede græskar med vanilje og kanel

2 glas

500 g græskar uden skal
kogende vand
300 g sukker
3 dl hvidvinseddike
3 dl vand
1 flækket vaniljestang i mindre stykker
6 hele nelliker
1-2 spsk skrællet og fint hakket frisk ingefær
1-2 stykker hel kanel

Form græskarkødet til ret store kugler med et såkaldt melonjern, og overhæld dem to gange med kogende vand. Første gang hældes vandet straks fra igen, anden gang skal græskarkødet blive i vandet til det er blevet koldt.

Kog en lage af sukker, eddike og vand, tilsat vanilje, nelliker og kanel. Læg græskarterningerne i lagen, og kog dem ved svag varme og med låg på klem, til de er klare – det tager ca. 20 minutter. Hæld græskar med lage i en skål, og lad alt trække tildækket et køligt sted i tre til fire døgn.

Derefter hældes væden fra i en gryde, og græskarkødet fordeles i glas. Giv lagen et opkog, kog den et par minutter, og fordel den over græskarrene. Luk glassene.

Note: Jeg prøvesmagte de syltede græskar og blev betaget af den gode blanding af vanilje og kanel! Selve strukturen i græskarkødet er lidt spøjs (sådan grov uden at være sej), men jeg glæder mig til at prøve det som tilbehør til en ret.



5 thoughts on “Syltede græskar med vanilje og kanel”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *