Syltede champignons og skalotteløg

Syltede champignons og skalotteløg

Jeg var på biblioteket for et par dage siden og faldt ved et tilfælde over kogebogen ‘Vild med svampe’, som jeg selvfølgelig blev nødt til at låne med hjem, når nu månedens benspænd er svampe. Da jeg bladrede den igennem, faldt jeg over en opskrift på svampepickles. Desværre manglede jeg en del af ingredienserne, men jeg blev ret tændt på tanken om at sylte svampe, og så improviserede jeg nedenstående udgave.

Syltede champignons

200 g champignons – du kan også bruge bøgehatte, kantareller, små østershatte eller shiitake
200 g skalotteløg
3 dl æblecidereddike
1 dl hvidvinseddike
1 dl sherryeddike
2½ store grønne chilier – ret milde
4 friske laurbærblade
1 tsk frisk rosmarin
1 spsk korianderfrø
1 tsk hvide peberkorn
½ tsk salt
3 spsk rørsukker

Rens svampene forsigtigt – er de rimelig store, som de var i mit tilfælde, så halvér dem. Pil skallen af løgene. Bland resten af ingredienserne i en gryde, bring det i kog og læg svampe og løg i. Læg et låg på gryden og lad det simre i en halv time. Rør i det et par gange undervejs og sørg for, at det ikke koger tørt. Hvis du tilsætter mere eddike, skal du huske at tilsætte en spsk rørsukker for hver dl eddike, du hælder i.

Hæld blandingen i et skoldet glas og opbevar det i køleskabet. Det kan holde sig en måneds tid.

Note: Jeg har netop prøvesmagt de syltede champignons, og der er fuld smæk på smagen! Jeg glæder mig til at bruge dem som tilbehør den næste måneds tid. I den oprindelige opskrift bruges der halvt hvidvinseddike, halvt estragoneddike, så det kan du ty til, hvis du ikke har de samme typer eddike, som jeg har brugt.



14 thoughts on “Syltede champignons og skalotteløg”

  • Det lyder vildt godt. Jeg har flere gange købt syltede svampe i Supermarco – men de koster jo en arm og et ben + den familiens førstefødte. Fedt at de kan laves hjemme. Når Aarstiderne har en svampepose på bud næste gang slår jeg til 😉

  • Tusind tak. Ok, det lyder temmelig dyrt 😀
    For et stykke tid sien købte jeg et glas syltede svampe, som føres i en tapas-serie (kan desværre ikke huske navnet). Har endnu ikke prøvet dem, men de var ikke så dyre igen. Men det er da sjovest at lave dem selv 🙂

  • Sjovt med syltede svampe, det har jeg aldrig hørt før. Elsker stegte svampe på brød. Sjovt du lige har haft et sushi indlæg, det havde jeg ikke set 🙂 Kan egentlig godt forstå at det er dyrt at spise sushi, for det må da tage lidt tid at forberede.

    • Det tager også noget tid, men det er først og fremmest fordi fisk er ret dyrt herhjemme, og da det skal være helt frisk og bruges i små mængder, så bliver kiloprisen også derefter. Jeg var i Japan for tre år siden, og der kostede sushi en femtedel af, hvad man skal betale i Danmark. Det var ret overraskende – især fordi Japan ellers er kendt for at være dyrt. Det var det dog ikke på madfronten.

  • Uhh de ser og lyder bare gode. De bliver sat på min huske liste.
    Lige nu slår det mig at jeg har faktisk en opskrift på djævle champignoner. Den skal jeg da lige sende til dig. Det er en snack vi laver hvert år til nytår. Du kan sikkert finde på at peppe den endnu mere op 😉
    Jeg sender den til dig senere.
    Mums siger jeg bare.

  • Det lyder godt nok lækkert.
    I det italienske køkken får man ofte serveret svampe sott’olio som antipasti. Det er stegte svampe med rigeligt eddike og masser af olivenolie og krydderurter – mums!

    • Lige nu pønser jeg på at bruge dem som tilbehør til en bøf eller steg, men lad os nu se – der er krudt og kraft i de små størrelser 🙂

  • Øj hvor lækkert! Glæder mig også til at se, hvad du bruger dem til. Jeg elsker virkeligt svampe. Ser frem til at se kantareller og andet godt, når jeg er hjemme igen.
    Tak for i går – det var dejligt at møde dig! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *