Shawarma-roulade
Månedens første roulade-opskrift bliver denne shawarma-roulade! Og hvad er en shawarma-roulade så? Kunne jeg ikke bare have lavet en normal shawarma? Teoretisk set kunne jeg godt, men så skulle jeg have bagt brød til det, og så kunne jeg lige så godt lave en shawarma-roulade i stedet… Dealen var nemlig, at jeg havde verdens mindste lammeboc i fryseren, og den ville jeg bruge til en lammeroulade. Da jeg begyndte at skære kødet fri af knoglen, kom jeg til at tænke på dengang, jeg eksperimenterede med hjemmelavet shawarma, og så var det pludselig voldsomt oplagt at lave en shawarma-roulade.
Jeg tog udgangspunkt i opskriften på rejeroulade, da jeg skulle lave dejen, og i opskriften på hjemmelavet shawarma, da jeg skulle lave fyldet. Jeg supplerede desuden med en hurtigrørt hvidløgscreme lavet på ricotta og hvidløg.
Shawarma-roulade
2-3 personer
Fyld:
400 g lammesmåkød
smør til stegning
3-4 spsk shawarma-krydderi
1 spsk semistærk chilipulver
½ bæger ricotta
4 fed hvidløg, pressede
lidt citronsaft
salt
Rouladedej:
25 g smør
1 dl hvedemel
2 dl fløde
en håndfuld frisk spinat, hakket
2 æg
rapsolie
Start med rouladedejen. Del æggene i hhv. æggeblommer og æggehvider og hæld dem i hver sin skål. Smelt i en gryde og rør halvdelen af melet i. Rør halvdelen af fløden i og derefter resten af hvedemelet, inden du rører resten af fløden i. Lad den tykke dej simre et par minutter ved lav varme og tag så gryden af varmen. Hak spinaten og rør den i dejen sammen med æggeblommer. Pisk æggehviderne stive og vend dem forsigtigt i dejen. Put bagepapir på en bageplade og smør papiret grundigt med rapsolie. Fordel dejen ud over bradepanden – sørg for, at den er firkantet – og bag den ved 200 grader i 20-25 minutter. Lad den derefter køle helt af.
Mens rouladedejen bager i ovnen, kan du gå i gang med fyldet til din shawarma-roulade. Smelt smør på en pande og brun de små stykker lammekød. Tilsæt derefter shawarma-krydderi og chili. Læg et låg på panden (det behøver ikke at dække helt) og skru ned for temperaturen. Lad kødet stege videre ved lav varme, indtil det er gennemstegt. Husk at røre i det flere gange undervejs. Tag derefter panden af komfuret. Rør en hvidløgscreme af ricotta og hvidløg. Smag til med salt og citronsaft.
Træk nu forsigtigt rouladedejen af bagepapiret og læg dem på et stort spækbræt. Fordel hvidløgscremen ud over rouladedejen og derefter shawarmakødet. Rul nu forsigtigt rouladen sammen og tryk den godt sammen, når den er færdigrullet. Den skal helst serveres lun, men er i så fald lidt ‘løs i kødet’. Servér din shawarma-roulade sammen med en frisk salat.
Note: Dette er en god måde at få shawarma på, hvis du ikke lige har brødet til det. Eneste minus ved rouladen er, at det er lidt svært at se, at det er en roulade, når den er overskåret, for det er lidt svært at se ‘sneglemønstret’. Det kan evt. løses ved at skære kødstykkerne endnu mindre, end jeg gjorde det.
Det ser godt nok lækkert ud. Det skal jeg helt sikkert prøve.
God weekend
Anne-Marie
Tak og i lige måde 🙂