Risvaffel med rejer i rød karry

Risvaffel med rejer i rød karry

SPONSORERET INDLÆG

Den 25. marts er det vaffeldag – en tradition, der sjovt nok er skabt af svenskerne. I den forbindelse spurgte Tefal, om jeg havde lyst til at være med til at fejre dagen ved at kreere sjove vafler til dagen. Nu havde jeg ikke et vaffeljern i forvejen, men de sørgede for at sende et Tefal Snack Collection vaffeljern, hvor der følger forskellige vaffelplader med til.

Jeg besluttede mig for at holde mig til det salte hjørne og lavede derfor en vaffelservering med et asiatisk twist – nemlig en risvaffel med rejer i rød karry. Jeg havde kogt ris dagen i forvejen, for en risvaffel er en fin måde at bruge en rest kogte ris på.

Risvaffel med rejer i rød karry

mediumstor portion til 2 personer

Vaffeldej:
3 dl kogte ris
3 æg
½ dl hvedemel
2 spsk olie
saften fra ½ citron
salt og peber (vær ikke nærig med det!)

Topping:
100 g champignons
10-12 store rejer
olie til stegning
2 tsk rød karry
1 tsk sambal oelek
1 spsk friskhakket ingefær
1 forårsløg, finthakket
2 dl kokosmælk
salt og peber
saften fra ½ citron

Rør ingredienserne til vaffeldejen sammen – sørg for, at de kogte ris er rørt godt ud i resten af dejen. Jeg penslede for en sikkerheds skyld vaffeljernet med lidt olie, men jeg er ikke sikker på, at man behøver det. Varm vaffeljernet op – husk at bruge de metalplader, der er formet som belgiske vafler. Når vaffeljernet er klart, fordeler du dejen ud over vaffeljernet og lukker det derefter.

Mens vaflerne bager (husk løbende at holde øje med dem), piller du rejerne og varmer lidt olie på en pande. Steg svampene og forårsløgstykkerne ved mediumvarme, indtil de møre men ikke brunede. Tag dem af panden og hæld lidt mere olie på. Smid karry på panden og svits det kort, inden du tilsætter rejerne. Tilsæt ingefær og sambal oelek og steg det et par minutter, indtil rejerne har taget farve. Tilsæt kokosmælk og lad det simre et par minutter, inden du hælder svampe og forårsløg tilbage på panden. Smag til med salt, peber og citronsaft.

Top en risvaffel med rejefyldet og pynt den evt. med strimler af den yderste grønne del af forårsløget.

Note: En risvaffel er en sjov og dekorativ måde at bruge risrester på. Noget af rissmagen går dog tabt, men jeg kunne godt lide vaffelkonsistensen, og så passede den milde smag til den krydrede rejeret. Jeg kan godt forstå, at min ‘bloggerkollega’ Klidmoster laver en del vaffeleksperimenter – det er bestemt sjovt at lege med et vaffeljern 🙂



2 thoughts on “Risvaffel med rejer i rød karry”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *