Ostefondue og abrikospesto

Ostefondue og abrikospesto

Når jeg fastlægger månedens benspænd, har jeg altid et par retter i tankerne, som jeg længe har ønsket at afprøve. En af disse retter for marts måned er ostefondue, som jeg længe – rigtig længe – har ønsket at prøve.

Fondue er noget, jeg forbinder med min barndom eller for at være mere præcis: nytårsaften. Bortset fra en enkelt omgang rødvinsfondue for et par år siden så er det ret begrænset, hvad jeg har fået på fondueområdet de sidste 20 år.

Jeg fandt en opskrift i kogebogen ‘Eventyrlige fristelser’ og ændrede lidt, så ostefonduen blev lavet på ren, mild cheddar. Det er i øvrigt en ost, som jeg er blevet lidt fascineret af de senere år, for den gyldne ost med de nøddeagtige smagstoner er nu ret funky at bruge i sandwiches eller i fyldige salater.

Ostefondue for fire personer

– et godt saftigt hvedebrød eller majsbrød skåret i tern

Ostemasse:
5 dl fintreven mild cheddar
1½ dl fintreven pecorino
1 spsk hvedemel
1 tsk sennepspulver
2½ dl hvidvin
1 tsk dijonsennep
lidt salt og peber

Bland ost, mel og sennepspulver i en skål. Hæld vinen i fonduegryden og varm den langsomt op. Lige inden den når kogepunktet tilsætter du et par spiseskefulde af osteblandingen og rører godt rundt, indtil osten er smeltet. Tilsæt et par spiseskefulde mere og fortsæt processen, indtil al osten er smeltet til en jævn masse. Rør dijonsennepen i og smag til med salt og peber.

Hold blandingen varm over et fondueblus, mens I nyder fonduen ved at stikke brødtern på lange fonduegafler og dyppe dem i ostemassen.

ostefondue, flydende ost, hvedemel, hvidvin, sennepspulver,

Note: Varm flydende ost kan jo nærmest kun være et hit, og det var rigtig sjovt at prøve. Jeg brugte en helt almindelig cheddar fra supermarkedet, men når jeg laver det næste gang, vil jeg finde en bedre – og lidt kraftigere – cheddar, for denne her grynede en smule og måtte i øvrigt gerne have været lidt fyldigere i smagen.

Udover ostefondue fik vi også salat samt lidt pasta vendt i abrikospesto. En pesto jeg fik anbefalet af en af gemalens kolleger og som oprindeligt laves på parmesan. Jeg kan dog godt finde på at erstatte parmesan med pecorino i en række opskrifter, for det er både lettere og billigere at skaffe, og det gjorde jeg også i dette tilfælde. Men bare rolig – der skal nok også komme noget med parmesan i løbet af måneden!

I den oprindelige udgave tilsættes der lidt frisk ingefær, men det var jeg desværre løbet tør for, så jeg tilsatte en smule hvidvinseddike.

abrikospesto, abrikoser, ost, hvidløg, hvidvinseddike

Abrikospesto

8 tørrede abrikoser
2 spsk fintreven pecorino
1 fed hvidløg
2-4 spsk olivenolie
lidt salt
lidt hvidvinseddike (hvis du ikke har en spsk friskreven ingefær)

Abrikoserne udblødes i lidt vand i et par timer. De afdryppes og puttes i en skål sammen med resten af ingredienserne. Blendes til en fin, jævn masse og vendes i kogt pasta.

Note: Spændende pesto, som har mere sødme, end jeg er vant til – men bestemt værd at lege videre med på et senere tidspunkt. Oplagt at bruge i vintermånederne.



17 thoughts on “Ostefondue og abrikospesto”

  • Så der var en varm bad man gerne ville svømme i…..eller noget 😀

    Jeg glæder mig til at lave min version med røget ost. Tror dog kun det skal være en lille forret til 2, ellers bliver det nok for kraftigt og vammelt.

    Spændende kombi med abrikospesto og pasta 🙂

    Lad mig lige vide om der er andet spændende ost jeg skal støv op i Inco – de har alverdens oste fra hele verden!

    • Du fik mig lige til at gå i stå, da jeg læste det med røget ost… for søren da hvor må det være godt… mmmm… røget ost… mmm…

      … hov, hvor kom jeg til!? 😀

      Og du må IKKE komme med sådan et fristende tilbud! Jeg ender bare med at skrive en lang liste! Er priserne fornuftige i Inco?

      • RØGET OOOOOOOOST 😀

        Tjo, priserne er vel nogenlunde – men det er jo store mængder man skal købe. Den røgede vejer ca 1, 2 kg og koster lidt over 200 kr. Jeg mener de har 1 kg parmesan for 150 kr. Var det noget?

        • Word 😀

          Parmesan har jeg allerede på lager, men hvis der en gnalling Taleggio…? Så behøver jeg nemlig ikke at jagte det fredag aften 🙂

  • Som jeg vist har skrevet til dig tidligere i forbindelse med dette benspænd – så fik jeg ostefondue i Schweiz som barn. De lavede den af en lys, ret gummiagtig ost, og tænker nu at det vel er væsentligt hvilken konsistens osten har, netop så den ikke gryner?
    Husker de voksne drak en sødlig vin til i stride strømme…kan være det fik det til at glide bedre…husker det som at de første bidder var lækkert, men så blev det bare vammelt 🙁 Så tror Malou har en pointe i at det vil være sjovt som forret, men ikke som decideret hovedret.
    Hvad tænker du?

    • Jeg tror slet ikke, at ost kan blive vammelt…. arh ok, det er måske at overdrive 🙂

      Jeg ville nok hellere bruge ostefondue som ‘oste-retten’ eller som dessert. Jeg foretrækker som regel en mere let og frisk forret, inden man går til de tungere retter, og der passer ostefonduen ikke ind. Men det kommer jo også an på, hvad man kombinerer den med. Jeg valgte at lave en frisk og sprød salat til, så gæsterne ikke gik kolde i den gavmilde mængde af kulhydrater og fedt…. nåja, og fordi jeg sjældent spiser et måltid, uden at der er en god mængde grøntsager til 🙂

  • Uhm ja, ostefondue er utrolig lækkert – bare man ikke spiser ret meget 😉 Jeg havde næsten glemt fondue, og det er dejligt, at du husker os på denne hyggelige måde at spise på.
    Din abrikospesto lyder rigtig lækker – skal helt sikket prøves 🙂

  • OMG, det er 100 år siden jeg har fået ostefondue – ELSKER det – og så bragte det lige en minde frem, som jeg havde glemt alt om. Tak 🙂

    Mange hilsner
    Birthe

    • Arh, det passer altså ikke – du er meget yngre end 100 😀

      Og selv tak – skal det være en anden gang 😉

  • jeg er så vild med denne måneds benspænd om ost. Ostefondue har jeg kun fået en enkelt gang, og da var det noget blandet fornøjelse, men du puster jo nyt liv i retten med en lækker salat og det handler jo altid og kvaliteten af råvarerne. Ostefondue er nu officielt på min madliste igen.Tak

    • Skal det være en anden gang! Jeg er også kommet til at love gemalen, at vi skal have det igen på et tidspunkt, så han kan smage 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *