Melting bisquits
Sig ordet ‘bisquits’, og jeg tænker straks på et klassisk, konservativt engelsk hjem, hvor der serveres te og småkager, mens damerne konverserer kultiveret. Ja, der er selvfølgelig også broderede servietter og en nydelig buket blomster på bordet!
Hm. Det minder altså ikke særlig meget om min hverdag, men det er nu ikke den eneste grund til, at jeg ikke har samme lidenskabelige forhold til småkager, som englænderne har. Jeg er nemlig ikke så meget til småkager (ja, jeg ved godt, det lyder mærkeligt), så jeg bager det som regel kun, når jeg skal bruge dem til bestikkelse.
Jeg ledte efter en interessant opskrift på Allrecipes hjemmeside og faldt over ‘melting bisquits’, som er simple smørbagte vaniljesmåkager. Jeg brugte dog vaniljesukker i stedet for vaniljeekstrakt, og da ‘self-rising flour’ ikke rigtig er noget, vi bruger her i Danmark, så erstattede jeg dette med hvedemel og en smule bagepulver.
Nåja – og så er melting bisquits perfekte at smide i ovnen, når du tager Lancashire Hotpot ud af ovnen, for disse bisquits skal bages ved samme temperatur.
Melting bisquits
ca. 25 stk.
115 g blødt smør
75 g rørsukker
1 tsk vaniljesukker
1 æggeblomme
125 g hvedemel
1 tsk bagepulver
2 spsk majsstivelse
et lille knips salt
20 g havregryn
Pisk smør og sukker til en glat og luftig masse. Pisk derefter æggeblommen og vaniljesukkeret i, inden du tilsætter de resterende ingredienser. Form små kugler af dejen – ca. 25 stk. – og sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Tryk dine bisquits flade med fingerspidserne men pas på, at de ikke bliver helt tynde. Bag dem ved 180 grader i ca. 15 minutter.
Note: Ok, melting bisquits smager nu meget godt af småkager at være. En rigtig god sprødhed og med en fin vaniljesmag. Jeg testede dem på en englænder, og vedkommende var ret begejstret, så jeg konkluderer, at de er “very fine indeed!”.
Jeg kender det godt – jeg er heller ikke særlig begejstret for småkager, til jul bager jeg dem, men spiser det sjældent, så er det kun nogle få stykker der ryger ned 😉
Men de er bare så gode som værtindegaver 🙂
– Maj 😀
Det er faktisk julesmåkager, jeg har det sværest med – de er vældig hyggelige at bage, men de siger mig ikke så meget. Arh, måske en god hjemmebagt klejne, men ellers… nah 🙂
De ser lækre ud, men jeg det som dig – småkager er heller ikke min last, men Kvickly har mini Cookies med chokolade, og de er en undtagelse 🙂
Det sjove er, at jeg næsten altid bliver positivt overrasket, når jeg bager småkager, for så kan jeg som regel godt lide dem. Tror bare at jeg har et barndomstraume, der indbefatter kedelige købesmåkager 🙂