Langtidsstegt lammekølle med krydderurteskorpe

Langtidsstegt lammekølle med krydderurteskorpe

I søndags havde vi gæster på besøg, og det var en oplagt lejlighed til at lave en benspændsret. Jeg fandt en lammekølle frem fra fryseren, for jeg kan da ikke have et lamme-benspænd og så ikke lave en ret med lammekølle, vel?

Himmelske kager talte for nylig varmt om en opskrift på lammekølle med krydderurteskorpe, som hun havde fundet i ‘Almanak’, og den tog jeg også udgangspunkt i. Jeg valgte dog at ændre flere steder i fremgangsmåden ved blandt andet at langtidsstege køllen samt sammensætte skorpen på en lidt anden måde.

Langtidsstegt lammekølle med krydderurteskorpe

4 personer

1 lammekølle eller lammeskanke på ipå ca. 1,2 kg eller lammeskanke (
2 spsk dijonsennep
salt og peber
1 IPA øl
3 spsk rasp
1½ dl finthakket bredbladet persille
2-3 spsk blødt smør
2 fed hvidløg, pressede

Læg lammekøllen i et ildfast fad og gnub den med salt. Pensl senneppen ud over lammekøllen, hæld øllet i fadet og dæk hele fadet til med låg (hvis du har et, der passer) eller med stanniol. Stil det i ovnen ved 160 grader i ca. 4 timer.

Bland rasp, persille, smør og hvidløg, så massen hænger sammen. Tilføj evt. lidt mere smør, hvis det virker for porøst. Tag fadet ud af ovnen og pres forsigtigt krydderurtemassen fast på overfladen af lammekøllen. Stil lammekøllen tilbage i ovnen og sæt temperaturen til 200 grader. Lad den stå i 20-30 minutter, inden du tager den ud og lader stegen hvile i 10-15 minutter. Drys evt. med lidt ekstra salt og så er den ellers klar til at blive skåret ud og serveret.

Note: Jeg har en vis forkærlighed for langtidstilberedt lam, og langtidsstegt lammekølle er ingen undtagelse. Den slår dog ikke den marinerede lammekølle, jeg tidligere har lavet, og udgaven med abrikoser var nu også meget godt med, men det var nu meget spændende med krydderurteskorpen. Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg eksperimenterer med lammekølle.

Tilbehøret bestod af spinattzatziki, squash og champignons, der var snittet i små tern og stegt på en pande med lidt olie og rosmarin, samt en rissalat bestående af lune basmatiris vendt i en dl ramsløgspesto (sidste bøtte som jeg havde tilbage i fryseren), snittet spidskål og lidt citronsaft.

langtidsstegt lammekølle, lam, lammekød, sennep, øl, rasp, persille, smør, hvidløg


15 thoughts on “Langtidsstegt lammekølle med krydderurteskorpe”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *